Annonce
Ugeavisen Haderslev

Genåbning skaber glæde hos tøjbutikkerne: - Andet havde heller ikke givet mening

Humøret er i top hos Allan Bolander fra Bolander - Din Tøjmand i Vojens efter onsdagens pressemøde. De næste dage skal der knokles med at pakke de mange kasser med forårsvarer ud, så butikken står klar med de nyeste styles til herrerne mandag klokken 10. Foto: Mette Henriksen
Regeringens udmelding om at de mindre butikker må genåbne fra på mandag, kommer ikke som nogen overraskelse for Allan Bolander fra Din Tøjmand i Vojens. Også Vojens´ nye dametøjsbutik, Friis & Schmidt, har haft turbo på de seneste uger for at blive klar til genåbningen.

VOJENS: Det er en travl, men glad Allan Bolander, som avisen fanger midt i vinduesdekorering og praktiske gøremål i herretøjsbutikken Bolander - Din Tøjmand i Vojens Rådhuscentret onsdag eftermiddag.

Dagens pressemøde var nemlig gode nyheder for udvalgsvarebutikker som eksempelvis tøjbutikker op til 5000 kvadratmeter, der får lov til at genåbne med skærpede afstandskrav fra på mandag.

- Selvom budskabet fra dagens pressemøde ikke overrasker mig, så er det en glædelig nyhed. Selvfølgelig har jeg ondt af de erhverv, som endnu ikke er del af genåbningsplanen, men i dag er en glædens dag, og jeg vil have lov til at glæde mig over de gode nyheder, siger Allan Bolander, der har stået klar i starthullerne længe.

- Andet havde heller ikke givet mening, for der er ingen reel smittefare her. I de, rent indtægtsmæssigt, små måneder - januar, februar og marts - valfarter kunderne altså ikke ind i butikkerne. Og afstand, spritten og mundbind har vi styr på, siger Allan Bolander, som regner med at få travlt de kommende måneder.

Butikschef i den nye Vojens-afdeling, Maj-Britt H. Østergaard (tv.), indehaver Anita Friis Schmidt og Anita Winther er midlertidig trukket i malertøjet. Mandag står de klar med en spritny butik i Vestergade. Foto: Mette Henriksen

- Folk har ikke kunnet rejse eller bruge penge på kultur, så de har lidt mere at gøre godt med, end de ellers ville have. Så jeg er sikker på, at vi får nok at se til i den kommende tid. Og vi er mere end klar - butikken er propfyldt med lækre forårsvarer, siger Allan Bolander, som samtidig sender en tak til Vojens-borgerne.


Selvfølgelig har jeg ondt af de erhverv, som endnu ikke er del af genåbningsplanen, men i dag er en glædens dag, og jeg vil have lov til at glæde mig over de gode nyheder.

Allan Bolander


Annonce

Glad hustru

- Når jeg har cyklet hen til butikken under nedlukningen, så har folk råbt ting som ”håber vi snart ses igen”. Det samme gjorde sig gældende i dag klokken 11.15, da det stod klart, at vi små butikker genåbner. Sms´er med lykønskninger og søde hilsner væltede ind, og det varmer helt vildt.

Allan Bolanders bedre halvdel er også glad.

- Den første tid hjemme gik med at male og shine huset op, men da det var gjort, blev dagene altså lange. Så jo, min kone er også glad for, at jeg kan komme på arbejde igen.

Annonce

Ny butik midt i coronaen

Indehaver af Vojens´ spritnye dametøjsbutik i Vestergade 15, Anita Friis Schmidt, har ikke mindre travlt. Men også her overstråler glæden over den snarlige genåbning de praktiske hængepartier.

- Der har godt nok været nerver på i forhold til at vi åbner en helt ny butik her i Vojens. Det har været planlagt længe inden coronaen satte dagsordenen herhjemme, så det var ikke bare noget, vi kunne lave om på, fortæller Anita Friis Schmidt, som også driver tøjbutik i Toftlund.

- Der er stadig en del løse ender her i butikken, men det når vi nok. Vi glæder os helt vildt til at byde folk indenfor på mandag, hvor vi holder åbent helt indtil klokken 20. Så kan kunderne komme lidt mere spredt ud over dagen, siger en glad og forventningsfuld Anita Friis Schmidt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce