Annonce
Ugeavisen Haderslev

Genforeningen

Christian 10. på Genforeningsdagen den 10. juli 1920. Pressefoto
Annonce

Biskop Marianne Christiansen, skriver:

Valdemarsdag, mandag d. 15. juni var det 100 år siden, Genforeningen trådte i kraft, og der var den dag grænsen igen blev åbnet!

Fejringen af Genforeningen er som bekendt på mange måder udskudt. Heldigvis kunne dagen markeres på forskellige måder, bla. ved klokkeringning – også med de særlige ”genforeningsklokker”, kirkeklokker, der blev doneret til landsdelen fra kongeriget. Måske blev den allerbedste fejring, at den grænse, det hele handler om, blev genåbnet.

Genforeningen kan fejres med både glæde og sorg: Glæden over at en landsdel, Sønderjylland/Nordslesvig, med overvejende dansktalende befolkning kunne blive forenet med Kongeriget Danmark og at det kunne foregå fredeligt på baggrund af en folkeafstemning. Og sorgen over adskillelsen: Den nye grænse skilte mennesker og familier, der før havde hørt sammen; den efterlod mindretal på begge sider.

Ikke kun minderne om fortiden, men også nutiden er der grund til at fejre: Tænk, at de 100 år har givet os et grænseland i fred, med venskaber og samarbejde henover grænsen, med forsoning også efter 2. verdenskrigs splittelser og afstand mellem dansk og tysk. Erindringen om fortiden præger altid den måde vi betragter vores nutid og vores håb for fremtiden. Derfor er det vigtigt at huske og blive ved med at forske i historien og dens mange sider.

Genforeningsåret er en vigtig anledning til at bliver opmærksom på Grænselandet. Det sker i den fine TV-serie Grænselandet, der fortæller historien, og det skal også ske med blikket på nutiden: Hvad betyder Grænselandets ”delta” af forskellige sprog og kulturer, der flyder sammen og alligevel forbliver forskellige? Hvad betyder det, at der altid er sproglige og kulturelle mindretal, og hvordan er det at være mindretal i dag? Det er jo ikke kun et historisk fænomen ved den dansk-tyske-grænse, men i høj grad et aktuelt vilkår i en tid, hvor vi måske kan blive opmærksomme på, at ”vi” er mange mindretal, der udgør flertalsbefolkningen. Der er stor inspiration at hente i Grænselandet til, hvordan nationalitet og sprog ikke nødvendigvis er et ”enten-eller”, men for mange et ”både-og”: De unge (og såmænd også de ældre) i mindretallene insisterer på at være både dansk og tysk og sønderjysk eller sydslesvigsk. Mon man så ikke også kan være både ukrainsk, iransk, palæstinensisk, dansk og østjysk?

En stor del af æren for, at Grænselandet i løbet af de 100 år er blevet et frodigt og fredeligt sted, tilkommer København-Bonn-erklæringerne fra 1955. De sikrede mindretallenes ret til at beholde deres nationale identitet og udfolde sig sprogligt og kulturelt. Det har betydet, at dansk kirke-, skole- og foreningsliv kan trives syd for grænsen, og tilsvarende tysk nord for.

Så fejringen af 2020 er også en fejring af mindretallene og deres betydning som brobyggere mellem lande og sprog. Vi har i Grænselandet den glæde at kunne fejre 2020 som flertal og mindretal sammen og sammen med vores tyske naboer. I løbet af sommeren skulle der bla. have været sat borde op på tværs af grænsen til fællesspisning og gudstjenester. Også det må blive senere. For coronakrisen er blevet en sags omvendt fejring: Vi har erfaret, hvilken sorg grænselukningen betød, fordi mennesker og folk hører sammen henover grænsen. Måske er det i virkeligheden ikke den ringeste måde at fejre Genforeningen på: At længes efter fællesskabet hen over grænsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce