Annonce
Ugeavisen Haderslev

HADERSLEV: Tandlægerne i Nørregade er en af landets største private klinikker

15 af Haderslev-afdelingens 20 medarbejdere var til stede ved fotograferingen. Fra venstre er det: Anni Steffensen, Lillian Tornvig, Inga Lorenzen, Stine Buhl, Lene Martin, Lilian Guldberg, Puk Bergmann, Stine Hansen, Kristina Junker, Maiken Jochimsen, Aida Hodo, Laila Hauge, Karina Rosenlund, Mette Knudtzen og Peter Aldershaab.

Klinikken i Haderslev er udvidet med en etage, et par tandlæger og en tandtekniker.

Annonce

Inden for det sidste par måneder har tandlægeklinikken, Tandlægerne, Nørregade 11 i Haderslev, gennemgået en større udvidelse.

Desuden er der udvidet i personalestaben, så tandlægeklinikken i Haderslev ikke blot er blevet regionens største klinik, men hører til blandt Danmarks fem største privatejede klinikker.

Bygningsmæssigt har klinikken udvidet førstesalens 250 kvadratmeter med yderligere 250 kvadratmeter på andensalen, hvor der tidligere blev spillet bridge.

Dermed har man kunnet øge antallet af klinikrum fra syv til 12. Et af rummene er special-indrettet som operationsklinik. Og desuden omfatter udvidelsen et helt nyt teknik-laboratorium med den nyeste teknik.

Udvidelsen gælder også personalet, der er øget med to tandlæger, en tandplejer og en tandtekniker.

Klinikken har udvidet gennem køb af Lars Munks og Peter Aldershaabs klinik i Haderslev. Lars Munk har ikke været aktiv i klinikken det sidste par år, så de to tandlæger sagde ja tak, da der kom et fornuftigt tilbud. Fra klinikken følger ud over Peter Aldershaab også tandplejer Lilian Guldberg.

Desuden har Nørregade 11 udvidet med tandlæge Mette Marie Knudtzen, der hidtil har været en del af tandlægerne i L. Skausgade.

Herefter er der i Haderslev seks tandlæger, idet klinikken i forvejen havde Puk Bergmann, Stine Buhl, Lene Martin og Anni Steffensen.

Dertil kommer to tandplejere, 14 klinikassistenter samt Laila Hauge som daglig leder. Hun holder styr på de 24 medarbejdere i Haderslev samt de yderligere fire medarbejdere i filialen i Christiansfeld "Tandlægehuset", hvor der er tre tandlæger - Hanne Sørensen, Trine Mosegaard og Christiane Futtrup - samt tandplejer Anne Jensen, mens Hanne Vollstedt er tandplejer i Nørregade.

Klinik med 29

medarbejdere

Med 28 medarbejdere - snart 29 for midt i november starter en ny klinikassistentelev - er klinikken i Nørregade 11 som nævnt blandt landets største privatejede klinikker.

- Men det er nødvendigt at være store, hvis man skal være konkurrencedygtig, forklarer Puk Bergmann.

Hun har arbejdet i klinikken i 14 år og købte for tre år siden 50,1 procent af klinikken af tandlæge Jacob Kjeldsen, der beholdt de resterende 49,9 procents ejerskab.

- Når vi er mange, er der bedre muligheder for at komme på efteruddannelse samt sparre med hinanden. Det gør det mere attraktivt for andre tandlæger at være med her, forklarer Puk Bergmann, der koncentrerer sin indsats i at virke som tandlæge og bl.a. residerer i operationsklinikken, mens det administrative arbejde er overladt til Laila Hauge.

Millioner til ny teknologi

Men efteruddannelse og sparring med kolleger er kun en af grundene til ønsket om vækst.

Ved at være store har klinikken mulighed for at investere i og udnytte den nyeste teknologi 100 procent.

Derfor har klinikken i forbindelse med udvidelsen investeret i en 3D scanner og Everest fræser, som kan fremstille kroner, broer, der er tilpasset 100 procent både pasnings- og farvemæssigt.

Alene scanner, fræser og programmer har kostet på den anden side af halvanden million kroner.

Puk Bergmann regner med at kunne sænke prisen på kroner og broer med mellem 15 og 20 procent:

- Det betyder, vi kommer til konkurrere med priserne i tyske tandklinikker, samt at vi er klar til at møde den øgede konkurrence fra kapitalfondsejede tandlægeklinikker.

Den nyeste udvikling er nemlig, at kapitalfonde er på vej ind i sundhedssektoren. Det er set blandt fysioterapeuter, kiropraktorer og senest tandlæger. Og kommer nok også snart til lægerne, konstaterer Puk Bergmann.

Til at betjene den avancerede 3D scanner i Haderslev har klinikken ansat sin hidtidige samarbejdspartner i skikkelse af Karin Schmidt, Vejen, der hidtil har drevet sit eget tekniklaboratorium.

Puk Bergmann står for klinikkens kirurgi og får med udvidelsen en helt ny operationsklinik, hvor hun vil tilbringe halvdelen af sin tandlæge-tid.
Tandlæge Puk Bergmann har arbejdet i klinikken i Haderslev i 14 år. For tre år siden købte hun godt halvdelen af klinikken af den tidligere eneindehaver, Jacob Kjeldsen, der holdt som tandlæge for fire år siden, da han var fyldt 62 år.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce