Annonce
Ugeavisen Haderslev

Hvad er dine drømme?

Hvad er det vigtigste i livet? – domprovstens spørgsmål kan man vist ikke bare lige finde et svar på uden videre… Privatfoto

Barack Obama har skrevet en meget lang erindringsbog (for lang synes jeg), hvor der er et bevægende afsnit om hans tidligste politiske erfaringer.

Han besøgte mennesker i forskellige dele af Chicago; midtby, forstæder, velhaverkvarterer, ghettoer og senere kom han ud i andre og mere landlige områder af staten, og alle steder gjorde han det samme: Bad mennesker om at fortælle om deres drømme for deres liv; hvad de håber på og ønsker.

Uanset om det var en lille landarbejderbolig, en slidt lejlighed i en baggård, et stort hus i en forstad, så var deres drømme og håb ikke særlig forskellige. Han stillede netop spørgsmålet til alle – uanset politisk overbevisning – fordi han ønskede at lytte til menneskers håb for deres liv.

Annonce

Svarene på spørgsmålet blev selvfølgelig formuleret forskelligt, men indholdet af svarene rummede næsten altid de samme elementer. Det er egentlig ikke overraskende, for vi lever det samme menneskeliv – forskellige steder, med forskellige ydre vilkår, forskellig kultur, men når man spørger ind til det centralt menneskelige, så er det netop fælles menneskeligt. Denne erfaring blev bærende for hans tanker om at bygge bro, om håb.

Uanset hvad man mener om Obama, uanset hvilket politisk ståsted mennesker har, så er dette måske et af de vigtigste spørgsmål at huske, når medier, politikere eller andre prøver at dele os op i et os – dem forhold.


Hvad er vigtigt for dig i dit liv?



Det menneskelige er det fælles. Vores drømme og håb rummer de samme elementer, og så har vi alt efter politisk anskuelse forskellige veje til at fremme vores drømme og mål – og det er en spændende samtale. Det er blot helt afgørende at huske, at det menneskelige er det fælles – og så kan vi derudfra debattere om hvorledes samfundet bedst indrettes for at nå de mål og drømme, som vi sammen kan søge at formulere.

Prøv at overveje, hvad du ville sige, hvis en politiker (eller en anden) ringede på din dør og spurgte: Hvad er dine drømme? Beskriv dine mål. Hvad er vigtigt for dig i dit liv?

Det er mest krævende – og givende – hvis du skriver det ned eller formulerer det mundtligt til et andet menneske, for da skal du formulere dig helt konkret og præcist. Det vigtigste i livet er.....

Det er med vilje, at jeg ikke har givet nogle eksempler fra Obamas bog eller fra hvad jeg tænker, for det helt afgørende er spørgsmålet: Hvad er det vigtigste i livet? Det spørgsmål vil jeg gerne stille dig.

Torben Hjul Andersen, Haderslev Domsogn. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Haderslev

Benspænd

Annonce