Annonce
Ugeavisen Haderslev

Inger Margrethe: - Det værste var at undvære mine børnebørn. Der var jeg godt nok ramt!

Inger Margrethe Jørgensen, 68 år, arbejdede som lærer mange år, men de senere år har hun været selvstændig som parterapeut og psykoterapeut med egen klinik i Haderslev. Foto: Dorthe Rasmussen
Inger Margrethe Jørgensen, mangeårig lærer, psykoterapeut og bedstemor til seks, fortæller om sine tanker omkring den underlige tid, vi lever i. Selv har hun tabt 23 kilo det seneste år. Det har været et år med mange afsavn men også tid til refleksion.

HADERSLEV: Inger Margrethe Jørgensen har en tro.

En tro på, at det ender godt.

Den krise, som de fleste af os oplever i denne tid, hvor coronaen har begrænset vores liv og færden og isoleret os fra venner og familie, gør ondt.

I tirsdags var det kyndelmisse - vinterens højdepunkt, og det har fået Inger Margrethe til at skrive et stykke, som hun har sendt til avisen.

Hun vil gerne vil dele sine tanker omkring det håb, som spirer frem med lyset og forårets komme.

- Vi har fået en vaccine, og vi får alle mulighed for at få den. Det skal vi være taknemmelige for - at vi har muligheder og lighed. I gamle dage var det ikke engang sikkert, at ens børn overlevede vinteren. Det var en del af livet, som man levede med.  Men de fleste, der lever i dag, har ikke oplevet så trange tider før. Vi spørger os selv: - Kan det virkelig passe, at vi skal  have det så hårdt. I det store perspektiv er der jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt at leve, siger Inger Margrethe Jørgensen.

Annonce

Reagerer forskelligt

I den katolske kirke er kyndelmissen en lys-gudstjeneste, der markerer, at nu er vi på vinterens højdepunkt, så vi tænder lys i den mørke tid, mens vi venter på foråret.

- Vi er i trange tider, der langsomt skrider. Vi er i noget, der er hårdt, og det får nogle til at reagere med en meget primitiv adfærd, konstaterer Inge Margrethe.

Det er blandt andet dem, der sidder og sviner andre til på Facebook.

- Det er dem, jeg kalder for tågehorn i mit stykke, siger Inger Margrethe.

Hun føler sig da også udfordret, men hun prøver at finde lyspunkterne.

- Hvis jeg skal være ærlig, har jeg virkelig mærket på egen krop, at det her er hårdt. I foråret efter den første nedlukning var der nogle måneder, hvor jeg ikke så mine børnebørn. Det var afsavn, længsel og alt muligt gammelt, der kom op i én, konstaterer Inger Margrethe Jørgensen.


Det var afsavn, længsel og alt muligt gammelt, der kom op i én


Hun og manden Kurt har seks børnebørn i Varde og København. Et barnebarn fra Varde har her under anden nedlukning været hos Inger Margrethe og få hjemmeundervisning i  en uges tid.

- Min datter ringede bagefter: - Tak fordi, vi fik en glad pige hjem igen. Den her gang har vi valgt, at vi ser vores børn og børnebørn, for det andet er for hårdt. Vi ser ikke venner, men nogle gange kommer nabokonen, og så går vi hver dag nogle lange ture. Andre adspredelser har vi ikke, men vi skal nok overleve, konstaterer Inger Margrethe.

Annonce

Ingen fristelser

I det år, der er gået, har hun tabt sig 23 kilo ved hjælp af Keto-metoden, hvor man udelukker kulhydrater fra kosten.

- Jeg tænkte, at det var et godt tidspunkt at slanke sig på nu, hvor vi ikke kan komme i byen og spise eller bliver inviteret ud, så der er ikke så mange fristelser, konstaterer Inger Margrethe.

Hun har også brugt tiden på at sende breve til venner og bekendte, som hun og Kurt ikke har set det seneste år.


Når vi går ture, så smiler vi og hilser på folk. Jeg oplever ingen, der vender kinden den anden vej.

Inger Margrethe


- Jeg skriver, hvad vi gør og laver, og at jeg savner dem og glæder mig til, at vi kan ses igen, fortæller Inger Margrethe.

I det hele taget er hun meget bevidst om, at man skal lade være med at gå og være sur og brokke sig over coronaen, selv om det fristende.

Vi smitter andre med vores humør.

- Når vi går ture, så smiler vi og hilser på folk. Jeg oplever ingen, der vender kinden den anden vej. Det er dejligt, at folk hilser igen, konstaterer Inger Margrethe.

Hun er uddannet psykoterapeut og parterapeut og har i mange år haft sin egen klinik hjemme i privaten på Herman Bangsvej,

Annonce

Ordentlighed hjælper os

Menneskelige relationer og den måde, vi kommunikerer med hinanden på,  har altid optaget hende. Vi skal snakke ordenligt til hinanden.

- Jeg ved godt, at det er gammeldags at tale om dannelse, men ikke desto mindre har det stor betydning for, hvordan vi håndterer vores liv. Det er ikke lige meget, hvad man siger og gør,  konstaterer den 68-årige Inger Margrethe.

Hun har hele sit arbejdsliv arbejdet med trivsel og kommunikation.

Hun var lærer i 20 år i Strib,  derefter sognemedhjælper nogle år og igen lærer i Rødekro og her i Haderslev i syv år.

I Haderslev har hun praktiseret som terapeut og skribent, ligesom hun har lavet kommunikationskurser for par i Haderslev Domsogn.

Inger Margrethe Jørgensen går en lang tur med sin mand hver dag. Det er godt at få noget motion og se andre mennesker på afstand.  Et goddag og et smil betyder noget. Foto: Dorthe Rasmussen

Kyndelmisse slår sin knude

Det er kold derude. Vi er ved kyndelmisse. Midt på vinteren. Stadig mørkt om morgenen og om aftenen.

Vi er i en virustid, som gør os virusforvirrede i restriktioner og virusvirvar.

Det er lige til at blive sur over. Det er der så også nogen, der gør og reagerer med vrede og aggression. Ja, de lyder nærmest som et orkester af tågehorn. Når de skriver med nedladenhed og grimt sprog på Facebook. Når nogen laver konspirationsteorier. Når de demonstrerer i Københavns gader. Når nogle kører på dyre traktorer til København for at vise power og muskler.

Et orkester af tågehorn er larmende, intimiderende og uskønt. Der er ikke gran af harmoni eller samspil i det orkester. Ingen nuancer, intet gehør og ingen kan høre hinanden.

Men det er ikke den hele fortælling om denne tid. Heldigvis. Personligt går jeg dagligt spadseretur i byen. Jeg møder andre, der også dagligt går tur i byen. Har I lagt mærke til, at vi i de her tider i langt højere grad hilser på hinanden med et goddag og et smil? Også selvom vi ikke kender hinanden. Det er som om, vi har et usynligt fællesskab. Lidt ligesom med fællessangen, der har fået en renæssance med morgensang og fredag-aften-fællessang i TV.

Modstykket til aggressionen og surheden er et nik, et goddag, et smil. Det er taknemmeligheden over, at landet jo ikke er i krig og ingen lider nød, altså sådan med sult og den slags. Taknemmeligheden over at også disse mørke dage er dage, vi har fået givet at leve i. På allerbedste måde.

Jeg læste om en ung mand, der havde taknemmelighed over, at han netop levede i denne tid med den historie, at vi er i en pandemi, og at der er udviklet vaccine til beskyttelse af alle. Ja, af alle, ingen forskel. Alle får. Hvor privilegeret. Det blev så en del af vores historie.

Det menneskesyn, som siger: alle skal have. Det gør mig taknemmelig over, at vi lever i en kultur, en kristen kultur og i et velfærdssamfund, hvor det er selvfølgeligt at passe på os selv og hinanden, når der er livstruende sygdom, og at alle skal have hjælp på sygehus og med vaccine.

Vi er ikke ens. Men vi er lige i vores opgave med at leve livet, at gøre det godt for hinanden, når det er svært, og at se forskellighed, farver og nuancer, høre harmoni, have gehør og være i samspil.

Så kan vi synge i et velklingende kor og lytte til hinandens stemmer.

Her vil ties, her vil bies, her vil bies oh, svage sind….

Vi venter på lysere tider. Det er lige om lidt. Lad os tænde et lys og holde kyndelmisse.

Inger Margrethe Jørgensen, Haderslev 

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce