Annonce
Ugeavisen Haderslev

Iscafé på vej: Søstre åbner Søster Is på Jomfrustien

Søstrene Sofie (til venstre) og Signe Holm Hansen åbner, sammen med deres søster Ditte, is cafeen Søster Is på Jomfrustien i løbet af april. Foto: Stine Hygum
I løbet af april åbner tre søstre fra Rødding-egnen en iscafé på Jomfrustien.

Haderslev: Hvis man kan lide hjemmelavet is - enten til at spise i vaffel eller bæger - eller i en box, så man kan nå hjem, inden man spiser isen, is shakes, isdesserter, vafler, kage og kaffe, så kan man godt begynde at glæde sig.

I løbet af april åbner iscafeen Søster Is på Jomfrustien - i de lokaler, som tidligere husede MetteMums' takeaway. En helt præcis dato har de ikke endnu - det kommer an på, hvornår de bestilte maskiner ankommer, så de kan komme i gang med at udvikle opskrifterne og lære maskinerne at kende, inden de slår dørene op.

Bag iscafeen står tre søstre, Sofie Holm Hansen på 18 år, Signe Holm Hansen på 20 år og Ditte Holm Hansen på 25 år.

Sofie og Signe bor sammen med deres forældre på en gård lige lidt udenfor Rødding, mens storesøster Ditte i øjeblikket er i praktik på den danske ambassade i Oslo.

Det var en enkelt bemærkning under aftensmaden, som nu resulterer i en iscafé.

Sofie fortalte sin familie, at hun gerne ville have en iscafé.

- Og så kører vi andre bare helt med på den, siger Signe.

Annonce

Fra drøm til virkelighed

Derfor sidder de nu i deres kommende iscafe, hvor bordene er malet lyserøde og stolene matcher det lyseblå logo, som allerede nu kan ses på butikkens facade

Søster Is

Bag Søster Is står Sofie, Signe og Ditte Holm Hansen.

Sofie har også en donutvogn, hvorfra hun har solgt hjemmelavede donuts på markeder og til private arrangementer.

Iscafeen åbner i løbet af april. Der bliver mulighed for at købe is eller kaffe til at tage med, men der er også lavet café i lokalet, hvor man kan sidde og nyde udvalget, når man igen må sidde på en café.

Man kan følge Søster Is på både Facebook og Instagram.

Her kan man også se iscafeens åbningstider, når de er på plads.

For selvom det ikke helt var meningen, at planen skulle realiseres allerede nu, hvor den yngste søster, Sofie, går i 2.g på Vejen Business College, så skete der det, at det ledige lokale på Jomfrustien 7 dukkede op i søstrenes mors Facebook-feed - og så vidste de bare, at det skulle være der.

Der er allerede blevet hængt skilte op foran Jomfrustien 7, hvor Søster Is åbner. Foto: Stine Hygum

Derfor bliver det Signe, som har sabbatår, der kommer til at være i cafeen i hverdagene, mens Sofie kommer til at være der i weekender. Mens Ditte er i Norge, kommer hun ikke til at være i cafeen, men vil styre regnskaber og andet papirarbejde.

Annonce

Vilde med is

Hele familien er vilde med is, men det bliver Sofie, som skal lave opskrifterne, der skal bruges i cafeen.

Mælken til isen tager de med sig fra nabogården, hvor der er jerseykøer.

De går også med tanker om, at lave islagkager med tiden.

- Vi vil lige se, om der er et marked for det. Men vi kan se, at der er mange som har et koncept som vores, der også sælger islagkager, siger Signe.

Mange har spurgt søstrene, om det ikke er et lidt underligt tidspunkt at åbne en is café på:

- Det havde vi slet ikke tænkt over, for vi sælger fødevarer - og så må man gerne holde åben for takeaway, siger søstrene, inden de haster videre for at løse endnu en opgave, inden de kan invitere kunderne indenfor i deres pastelfarvede iscafé.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce