Annonce
Ugeavisen Haderslev

Jagten på Årets ø genoptages - Aarø er med i top tre

Aarø har formået at vende øens udvikling, og er nu en af tre øer, der potentielt kan vinde titlen som Årets ø. Arkivfoto Jacob Schultz
Tre danske småøer er nomineret til titlen som Årets ø, heriblandt Aarø, men komitéen der skulle besøge de tre øer og udpege vinderen, har måttet udsætte sit besøg på grund af corana, men nu har den en plan.
Annonce

HADERSLEV: - Vi er glade for, at vi nu endelig kan besøge de tre nominerede øer og få et indblik i de spændende initiativer, som øerne har igangsat for blandt andet at øge tilgangen af beboere på øerne.

De små lokalsamfund på øerne har nu – måske mere end nogensinde – brug for en hjælpende hånd, hvis sommerens turisme bliver truet som følge af corona. Vi vil meget gerne støtte livet og udviklingen på øerne – også i krisetider. Sådan lyder det fra Jens Otto Størup, komitéformand i Årets ø i en pressemeddelelse om Årets ø.

Komitéens besøg på de tre nominerede øer finder sted: Fredag den 28. august besøger komitéen Endelave, dagen efter kommer den til Aarø og til sidst, den 4. september kommer den til Strynø.

Besøgene skal give komitéen et indtryk af øerne, aktiviteterne og fællesskabet, så de lever op til temaet for Årets ø 2020, der er ”Det gode samarbejder skaber bæredygtige og levedygtige øer”. Efter besøgene vil komitéen votere og på baggrund heraf kåre Årets ø, der bliver fejret med en kåringsfest på øen i starten af oktober 2020.

Kort om Årets ø

Prisen for Årets ø uddeles af Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer. Med prisen ønsker partnerskabet at sætte fokus på lokalsamfundene på de danske øer, så både beboere, gæster og andre interessenter får lyst til at gøre en ekstra indsats for øerne.

Prisen uddeles for første gang i 2020. Hovedprisen er 50.000 kroner til gavn for udviklingen på øen. 2. og 3. pladsen modtager 25.000 kroner.

Alle danske øer uden fast broforbindelse har kunnet ansøge om at vinde titlen som Årets ø 2020. Komitéen modtog 11 ansøgninger i alt. Ansøgningsfristen var den 3. februar 2020.
Læs mere om partnerskabet Årets ø.

Annonce

Årets finalister

Aarø har solgt sig selv på sætningen: Fra en ø i afvikling til en ø i udvikling. For godt 10 år siden var antallet af beboere og turister på Aarø dalet kraftigt, og antallet af færgeafgange var truet. En stærk beboerforening tog derfor initiativ til en udviklingsplan, hvor stort set hele øens befolkning deltog. Med aktiviteter for både ældre og unge og til udvikling af turisme, erhverv og bosætning er det lykkedes at vende Aarø til en aktiv ø i udvikling med naturen, skriver komitéen i pressemeddelelsen.

Aarø i Lillebælt er 5,66 kvadratkilometer stor. Der er daglig færgeforbindelse til Aarøsund ved Haderslev, hvortil overfartstiden er på 7 min. Øen har campingplads, vingård og bryggeri samt flere spisesteder og overnatningsmuligheder. Aarø har 150 beboere (år 2019).

Om Endelave hedder det: En aktiv ø - hele året. Som mange andre småøer har Endelave haft store udfordringer med at opretholde befolkningsantallet. Da øens skole lukkede, gik en gruppe fastboende endelavitter sammen for at løfte øen på rette vej mod et levedygtigt – og aktivt – samfund. Under overskriften ”Aktiv Ø” har Endelaves idrætsforening formået at tilbyde et mangfoldigt udbud af sportsaktiviteter hele året, som er målrettet øens beboere, turister og fritidsgæster, lyder det i pressemeddelesen.

Endelave ligger i Kattegat ud for Horsens Fjord. Øen er 13 kvadratkilometer. Der er daglig færgeforbindelse til Snaptun ved Horsens. Overfartstid er 55 min. Endelave har dagligvarehandel, kro og egen læge. Endelave har 156 beboere (år 2019).

På Strynø har man valgt at lægge fokus på de mindste, og sloganet lyder: Børnene vælger Strynø. Af pressemeddelelsen fremgår det, at der på Strynø bor 41 børn under 18 år. Bæredygtighed og levedygtighed er drevet af beboernes stærke ønske om, at Strynø er et attraktivt sted at blive født, vokse op, gå i skole, leve og arbejde samt blive ældre. Øens skole er rammen for aktiviteter som filmmaraton, fællesspisning og foredrag.

En bedsteforældreordning, hvor ældre beboere tager sig af de yngste på tværs af familierne, er et blandt mange eksempler på øens sociale sammenhængskraft.

Strynø er en ø i det sydfynske, 4,94 kvadratkilometer stor. Der er daglig færgeforbindelse til Rudkøbing på Langeland, hvortil rejsetiden er 30 min. Strynø har dagligvarehandel, spisesteder, overnatningssteder og en skole, der kan tilbyde undervisning til og med 4. klassetrin. Strynø har 188 beboere (år 2019).

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce