Annonce
Ugeavisen Haderslev

John Dillermand

Sofie Eriksen. Privatfoto

DR har lavet et nyt børneprogram, ”John Dillermand”, som de fleste nok har hørt om på nuværende tidspunkt.

Det handler om John, der bor hos sin oldemor og har verdens længste dillermand. Den får ham i vanskeligheder, men giver ham også en slags superkræfter, for han kan ofte løse både det ene og det andet problem med den og hjælpe andre ud af forskellige kniber.

Programmet har vagt stor debat og forargelse. Og er det ikke bare (en lille smule) skønt, når der endelig er noget at blive forarget over? Enten er man for eller også er man imod. Skønt og enkelt.

Jeg er for! Jeg synes, det er fremragende, at vi har dansk børne-tv, hvor der er en mening med indholdet. Der er gode og vigtige pointer, det skal ikke nødvendigvis være politisk korrekt og så er der en begyndelse og en afslutning.

Det sidste sætter jeg særlig stor pris på, for shit hvor er der meget møg-tv til børn, som bare bliver ved og ved og ved – hvor det ikke er indholdet, der er det centrale, men det at fastholde abonnenten. Altså, de voksne (mig) der køber sig tid til at sidde i fred og ro et øjeblik, ved at plante børnene foran et eller andet Netflix.



Jeg synes, det er fremragende, at vi har dansk børne-tv, hvor der er en mening med indholdet



Problemet ved de programmer er – set gennem mine morbriller – at der er et klimaks hvert 3. minut. Der er sjældent en afsluttet historie, men nærmere en uendelig pølse af højspændt drama med så mange hurtige og komplicerede replikker, at de for det meste flyver hen over hovedet på de små seere. Går jeg ud fra, for de flyver i hvert fald hen over hovedet på mig.

Og nu vi er ved uendelig pølse. Jeg har tre børn i John Dillermand-seer-alderen, som jeg endnu ikke har testet programmet på, to af dem drenge. Og jeg tror, at de meget vel kunne genkende sig selv i, at dillermanden ikke altid gør det, den skal. Eksempelvis skulle en af dem i sommers virkelig tisse og ville vande rosenbusken i haven, og da der kom tis alle mulige steder hen, konstaterede han tørt bagefter, at det vist ikke gik så godt, det skulle han nok lige have lært. Det var mere propel, end det var vandslange.

Netop det at dillermanden i DR-serien, med sin egen vilje får John i problemer, har vakt anstød, med tanke på diverse metoo-sager. Men Johns dillermand har så lidt med sex at gøre, at det er svært at lave koblingen til sexisme og magtmisbrug.

Det er godt at kroppen aftabuiseres og at børne-tv kan handle om, at vi er skabt forskelligt og ikke alle ser ud som Lego-friendsfigurer, med store øjne, hvepsetaljer og højt hår. Jo færre kropskomplekser børn får med fra barndommen, jo større chance er der for, at de kan leve friere og bedre med deres kroppe som voksne, end vores generationer gør det.

Nu ser jeg frem til serien om John Dillermands kvindelige pendant. For mon ikke der egentlig er mere brug for aftabuisering dér, end af dillermanden. DR – jeg glæder mig!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce