Annonce
Ugeavisen Haderslev

Jul 2.0

Sprit og mundbind er blevet hverdag, men der venter også et stort mentalt oprydningsarbejde på den anden side af corona. Pressefoto

Lad os håbe på, at coronaen nu slipper sit tag.

Det har været et svært år for mange.

Butikker har været lukkede, og virksomheder har det økonomisk svært.

Mange har siddet selv, børn og unge har ikke kunnet passe skoleliv, fritidsliv og ungdomsliv. Der har været syge, og folk er døde.

Gad vide, hvad den lange nedlukning på sigt kommer til at betyde? Ingen ved det!

Jeg hørte i radioen en ledende overlæge på en psykiatrisk afdeling fortælle, at der for tiden kom mange patienter med selvmordstanker.

Johannes Gjesing

Disse ofte udsatte borgere kan ikke tåle at blive revet ud af deres rutiner og fællesskaber, fortalte lægen. Men det er næppe kun dem, der har tunge tanker. Gad vide, hvad det kommer til at betyde for unge, der studerer og har måttet sidde selv uden et studiemiljø.

Mister de gejsten eller dropper ud af studiet? Og hvad med butikkerne og handelsfolkene – klarer de den?

Vi ved det ikke. Der venter et stort og vigtigt oprydningsarbejde. Det er vigtigt for alle, at vi kommer godt i gang igen. For det gør os alle sammen rigere – både økonomisk og menneskeligt.

Annonce

Juleaften 2.0

Det er et stort og ukendt mørke, vi nu træder ind i. Hvordan gør vi det bedst? Hmmm.

Ved juletid fejrer vi, at mørkets magt er brudt.

Kunne vi gøre det igen og fejre en julen 2.0 til Skt. Hans? Juleaften blev jo også noget amputeret i år med lukkede kirker og ingen gæster.

Vi kunne give hinanden gaver og fejre, at nu går vi frem mod en åben verden. På den måde kan butikkerne også få gang i omsætningen. Det er vigtigt.

En butik er jo ikke bare et sted, hvor man handler varer. Det er et mødested og en puls i byens liv. Butikkerne hjælper foreningslivet med præmier og sponsorater.

Så når man handler i en butik, så køber man ikke kun et par bukser, man får også lys i vinduerne, et hyggeligt gademiljø og et stærkere foreningsliv. Det gør også os alle sammen rigere.


Vi kunne give hinanden gaver og fejre, at nu går vi frem mod en åben verden


Mange udsatte og hjælpeorganisationer har det også svært, da genbrugsbutikker og andre indtægtskilder har været lukkede. Var det ikke også en ide at sende en ekstra julegave til sådanne organisationer, mens vi finder forårstøjet frem? Det ville betyde alt for mange.

Annonce

En vaccine med kultur

Selvom man måske ikke normalt bruger museer, biblioteker og teatre, så mærker man, når de ikke er der. Det er som, at der ikke er så højt til himlen mere. For det er jo det, den gode kunst og musikken kan – gøre verden større og sprænge rammerne. Det gør også os alle sammen rigere.

I julen 2.0 skal vi også åndeligt og kulturelt berige hinanden. Om det så er en tur i biografen eller en tur på museum, betyder mindre. Eller hvad med et højskoleophold? Bare vi kan møde hinanden sådan analogt – uden skærm og uden at vifte forlegent med albuen.

Nå, ja – så kunne det da også være, at man skulle gå en tur i kirken og synge med på salmerne, nu julen falder to gange i 2021. Måske det skulle være en julesalme.

Den Skt. Hans, vi fejrer, er jo Johannes Døberen, og han var trods alt Jesu fætter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce