Annonce
Ugeavisen Haderslev

Karoline sætter spor i byens rum

Billedkunstneren Karoline H. Larsen, til højre, har kastet med tråd i det meste af verden. I denne uge er hun i Haderslev for at transformere Haderslev Bymidte sammen med sine lokale hjælpere, der kommer forbi. Foto: Inge Rogat Møller
Billedkunstneren Karoline H. Larsen fra Nørrebro forvandler i denne uge Haderslev Bymidte til en farvestrålende snoreverden. Det er kunst med bevægelse, som igen forsvinder.
Annonce

Haderslev: Den 31. januar var hun i Moskva, til og med torsdag er hun i Haderslev. Billedkunstneren Karoline H. Larsen har det med at poppe op - som den midlertidige kunst, hun også har lavet så forskellige steder som i Rom, New Delhi og Cape Town i Sydafrika.

I denne uge sætter hun form og farver på Haderslev Bymidte - det tidligere Haderslev Centrum.

42.000 meter bomuldsgarn, fremstillet af gamle T-shirts, og i alle regnbuens farver har hun med til Haderslev. For at udfordre rummet og aktivere børn og voksne til at føle, sanse og skabe tråde og skabe spor, der giver nye oplevelser, som kan mærkes og inspirerer.

Kunsthal-aktiviteter

Kunstprojektet med Karoline H. Larsen er en del af Kunsthal 6100 kunstprojekter i det åbne rum for børn og voksne.

I den kommende uge rykker kunsthallen til Vojens og Gram.

Mandag og tirsdag den 3.-4. august fra klokken 10-14 - i Vojens.

Onsdag og torsdag den 5.-6. august fra klokken 10-14 - i Gram.

Her gælder det "Fold & Flyv" med Iben Ammentorp Bentzen. Børn og voksne kan her folde specialdesignede papirfly og piloter af genbrugspapir og bygge affyringsramper af gamle bøger.

De første børn og voksne stod klar klokken 10, og både onsdag og torsdag vil der fra klokken 10 til 17 være mulighed for at fortsætte med at vikle tråd, kaste den og spinde sig ind i en farvet verden af garn. Missionen er klar. Haderslev Bymidte skal transformeres og ændre sig fra et lidt kedeligt byrum til en spændende og sanselig verden af tråde. "Collective Strings" kalder billedkunstneren fra Nørrebro sin involverende kunst, som hun i snart mange år har arbejdet med.

Annonce

Kreative handlinger

Karoline H. Larsen, der er født 1974, er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Siden 2005 har hun forholdt sig kunstnerisk til menneskers bevægelser og leg i det offentlige rum. Selv kalder hun på sin hjemmeside sin kunstpraksis for kreative handlinger, der skaber nye sociale infrastrukturer til at (gen)opdage, hvordan mennesker kan møde hinanden og byens rum.

karoline H. Larsen sætter glad både børn og voksne i gang. Noget af det, som skal laves først, er at der skal rulles en ngøle med garn. Foto: Inge Rogat Møller

- Man kan se på et rum med flere briller, hvor man går fra A til B for at  handle eller få en øl. Her former vi på en måde, som vi ikke har set før, og som måske også kan skabe inspiration til byarkitekter og andre, der arbejder med byens rum, forklarer Karoline H. Larsen, der mandag trak de tråde ud, der bærer denne Haderslev-udgave af "Collective Strings".


Vi skal bevæge både hjerne og krop til at se og mærke rummet.

Karoline H. Larsen, billedkunstner


- Vi skal have kroppen i samfundet og i virkeligheden, forklarer Karoline H. Larsen, der som gammel håndboldspiller forklarer, at der i hendes kunstprojekter også er meget bevægelse med.

Alle regnbuens farver er med i Karoline H. Larsens projekt. Både onsdag og torsdag skal der bygges på projektet. Foto: Inge Rogat Møller

- Vi skal bevæge både hjerne og krop til at se og mærke rummet. Det kan vi her. Og så er det jo også dejligt, at man kan udfordre de voksne til at være med, siger hun.

Netop det med kroppene er vigtige, for uanset hvor i verden, man bor, så har mennesker den til fælles.

- Det er vores fællesnævner, siger hun.

Annonce

Spor forsvinder og bliver

Det er Kunsthal 6100, der som et led i sine ferieaktiviteter for børn har hentet Karoline H. Larsen til Haderslev.  Trådkunsten i Haderslev Bymidte er midlertidig. Den vil blive taget ned fredag. Det har Karoline H. Larsen det helt fint med, selv om mange kunstnere jo helst vil efterlade sig varige spor.

Alle kan være med, og der rulles og rulles. 42.000 meter garn har Karoline H. Larsen med til Haderslev. Foto: Inge Rogat Møller

Men spor kan sættes på mange måde. En lille pige, der har været med i formiddagstimerne, kommer for at tage afsked. Hun spørger, om hun må tage nogle små tråde med sig hjem - som et minde. Sådan har Karoline H. Larsen det også med sine projekter:

- Man popper op og forsvinder så igen. Det er det gode. Så kan man bagefter spørge, hvad der så kommer til at ske næste gang, siger hun.

Der er garn nok, og der fortsættes onsdag og torsdag. Foto: Inge Rogat Møller
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce