Annonce
Ugeavisen Haderslev

Kendt haderslever har fundet en ny hobby under corona: Går på loppejagt med konen

Den tidligere rejsekonge Jens Rasmussen er blevet afhængig af at gå på loppejagt, så det er lidt et problem nu hvor genbrugsbutikkerne er tvangslukkede. Heldigvis så er lejligheden på Gl. Brandvej nu fuldt møbleret Foto: Dorthe Rasmussen
Tidligere mangeårig indehaver af Top Rejser i Haderslev, Jens Rasmussen, har sammen med sin kone Irene brugt det seneste halve år på at indrette en lejlighed i deres ejendom ved Storegade med loppefund. De er blevet så bidt af det, at de fortsætter med endnu en lejligheden i ejendommen.

HADERSLEV: - Der går jo sport i det, konstaterer Jens Rasmussen.

Han og hustruen Irene er efterhånden godt kendte i alle byens genbrugsbutikker, for de elsker at gå på jagt efter ting og sager til indretningen.

- Det er sjovt, det er godt for miljøet, og så går pengene jo til et godt formål, konstaterer Jens Rasmussen.

Engang var Jens Rasmussen mest kendt som Haderslevs ukronede rejsekonge.

Han ejer stadig ejendommen Storegade 59, hvor han gennem mange år drev rejsebureauet Top Rejser.

Forretningens facade lå ud mod Storegade i de lokaler, hvor der i dag er gardinforretning, mens lejlighederne har adresse Gammel Brandvej 2a, da der er indgang fra bagsiden af ejendommen

Annonce

Givet mere interesse

Corona har sat en stopper for rejserne og mange sociale aktiviteter, og i stedet har ægteparret kastet sig over at sætte ejendommen  i stand.

En lejlighed på 2. salen, der før i tiden blev brugt til rejsebureauets medarbejdere, er sat til salg, men interessen var sløj i starten.

- Min kone og jeg blev derfor enige om, at vi ville prøve at møblere lejligheden og gik i gang med projektet lige efter sommerferien.  Alle tingene har vi fundet i genbrugsbutikker, loppemarkeder og på Gul & Gratis, fortæller Jens Rasmussen.

Nu står lejligheden klar til en fremtidig ejer, der har mulighed for at få møblerne med i købet.

- Det gør altså noget, at lejligheden er møbleret, for efterfølgende har der været to fremvisninger.  For nogle kan det godt være svært at se mulighederne, når der ikke er møbleret, konstaterer Jens Rasmussen.

Annonce

Får et sus af det

Alle møbler, lamper og nipsting er genbrug, og Jens Rasmussen anskyder, at det alt i alt har kostet cirka 6.000 kroner at møblere den 115 kvadratmeter store lejlighed, der også har en lille altan med dam-kig.

-  Man skal selvfølgelig have tiden til at finde tingene og tage det ekstra bøvl, der er ved at skulle slæbe tingene hjem. Vi går efter noget, der er enkelt og klassisk, som kan passe ind i de fleste hjem, fortæller han.


Jeg skulle lige til at bestille den hos Ikeas hjemmeside, men så skulle vi lige en tur i genbrugsbutikken, og der stod stolen der


At gøre et godt genbrugsfund kan gøre ham helt høj.

Én bestemt sort stol, som parret var på udkig efter, stod pludselig foran Jens til den nette sum af 25 kroner.

- Jeg skulle lige til at bestille den hos Ikeas hjemmeside, men så skulle vi lige en tur  i genbrugsbutikken, og der stod stolen der, og den var ikke engang særlig brugt. Der sparede vi lige 225 kroner, fortæller Jens.

Annonce

Tiden med Top Rejser

Det er 11 år siden, at han solgte Top Rejser, som han stiftede på Ramsherred i Aabenraa i 1979. Oprindeligt er han uddannet speditør og arbejdede i rejsebranchen i otte år, inden han startede Top Rejser.

Bureauet ekspanderede voldsomt op gennem 80'erne, og på et tidspunkt var Top Rejser et af Danmarks største privatejede rejsebureau indenfor erhvervs- og grupperejser med afdelinger i flere syd- og sønderjyske byer.

I 2003 købte Jens Rasmussen ejendommen  Storegade 59 i Haderslev for at have plads til alle bureauets medarbejdere på samme matrikel.

På et tidspunkt sad der 34 ansatte på tre etager.

Samtidig indrettede Jens  en lejlighed i ejendommen, hvor de ansatte havde mulighed for at overnatte.

Det er den lejlighed, han og Irene nu har indrettet med genbrugsfund.

Samtidig er de gået i gang med at lave endnu en lejlighed i ejendommen.

Annonce

11 børnebørn kræver plads

Privat bor ægteparret stadig i Haderslev i et parcelhus  på 264 kvadratmeter.

- Ja, vi har alt for meget plads og så alligevel ikke, for vi har tre børn og 11  børnebørn, og selv mange af vores børnebørn er voksne i dag, kan de stadig godt lide at komme på ferie hos os, og det er jo dejligt, konstaterer Jens.

Et hjem er til for at blive brugt, og møbler bliver ikke bare udskiftet, for de har én historie.

- Noget af det, vi har stående hjemme hos os selv, er helt tilbage fra dengang, jeg boede hjemme hos mine forældre ude på landet og fik en kommode som betaling for at arbejde for bønderne efter skole, fortæller Jens Rasmussen.

Da han  solgte Top Rejser til tre ansatte, købte han og Irene et sommerhus nede Spanien, hvor de boede otte-ti dage om måneden.

De har i dag solgt sommerhuset, så nu er der mere tid til de hjemlige projekter.

Annonce

Jens tager slæbbet

I spørgsmål om indretningen er det Irene, der plejer at få det sidste ord, for hun har en god sans for, hvordan tingene skal stå sammen, konstaterer Jens.

Han tager gerne slæbet og er klar, hvis der skal saves  eller slås søm i.

For eksempel har han lavet en radiatorskjuler ud af nogle brædder, som han har købt hos Jem & Fix.

Det pynter, at man kan se de gamle radiatorer i stuen, og så er det tilmed en billig løsning.


Mit motto har altid været: Lev så længe, du lever


Jens har rejst så meget i sit liv, så han synes ikke, at han har noget til gode.

- Mit motto har altid været: Lev så længe, du lever. Jeg kender flere, der siger: Nu er vi blevet pensionerede. Nu skal vi rejse... og så kan de ikke længere rejse sig fra deres lænestole, konstaterer Jens.

Jens og Irene Rasmussen går efter enkle og klassiske genbrugsgfund. Det tager tid at finde de rigtige ting, men det er også sjovt, synes Jens. Foto: Dorthe Rasmussen


Jens Rasmussen har blandt andet lavet denne radiatorskjuler ud af nogle brædder, og så har han forlænget vindueskarmen. Løsningen er billig og giver stuen et stilrent look. Foto: Dorthe Rasmussen
Engang sad der 34 ansatte fordelt på etager i ejendommen Storegade/Gl. Brandvej. Da jens Rasmussen købte ejendommen i 2003 indrettede han én lejlighed på 2. salen, som de ansatte, kunne bruge. Køkkenet er stadig i god stand, men Jens overvejer, om han skal male lågerne hvide. Foto: Dorthe Rasmussen
Det feminine aftryk på lejligheden fornægter sig ikke. Pyntepuder og billeder med hjerter. Foto: Dorthe Rasmussen
Der er lavet et vindue gennem muren mellem køkkenet og stuen for at give mere lys i lejligheden. Jens har planer om at indrette endnu en lejlighed i Top Rejsers tidligere domicil. Foto: Dorthe Rasmussen
Sjove dåser pynter på køkkenbordet. Foto: Dorthe Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce