Annonce
Ugeavisen Haderslev

Kirken er et kompas!

Vi har også brug for at få rettet vores indre kompas. Privatfoto

Når vi skal finde vej på steder, der er ukendte for os, så bruger vi i dag GPS.'

Det er vist kun spejdere og friluftsnørder, der stadig leger med kompas. I dag gør GPS’en det for os, som kompasset tidligere gjorde. Den hjælper os med at sige, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen. Det hele handler om, at vi har brug for at forholde os til noget andet end os selv, for at finde vej i verden.

Faktisk er det ikke så mange år siden, at specielt skibe på alle klodens oceaner var afhængige af kompas for at finde den rigtige retning til deres sejlads.

Uden kompas var skibene hjælpeløse ude på det store hav, hvor der ikke var andet end hav i sigte. Helt galt var det, hvis det så også var tåget, så man ikke kunne se stjerner, fyrtårne eller noget som helst. Uden noget at forholde sig til, var skibene på havet helt overladt til sig selv, og der var ingen hjælp i sigte.

Det fortælles, at det i gamle dage var sådan, at skibe, der skulle sejle over Atlanterhavet kunne finde på at sejle forbi Færøerne for at få rettet kompasset. Hvis ikke kompasset viste rigtigt, bare nogle få graders unøjagtighed kunne det føre til, at man havnede det helt forkerte sted, når man på den anden side af oceanet igen kunne se land.

Når skibet kom til et helt bestemt snævert sund i Færøerne, vidste man, at når skibet lå ud for en pynt og havde stævnen rettet nøjagtig mod en bestemt klippe, så kunne man indstille kompasset, så retning nord og alle andre retninger var korrekte. Når man var sikker på, at kompasset viste rigtigt, kunne man med frimodighed sejle ud på det åbne og farefulde ocean.

Vi har også brug for at få rettet vores indre kompas. Nogle gange kan det gå galt for os, så vi ligesom skibene på oceanet havner et helt andet sted end det vi troede vi sigtede efter.

I kirken kan vi få rettet vores kompas. Her gives vi en retning i tilværelsen og livet. Retningen, der stikkes ud til os er mod kærligheden. I kirken sættes kursen mod det største af alt, nemlig mod kærligheden. Kærligheden i dit liv. Guds kærlighed til dig og til dine medmennesker.


På livets vandring står vi i et ’nu’, hvor vi kigger både tilbage og fremad


Jesus siger til dig: ”Se! Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende!” Det er Guds kærlighedserklæring til os, som vi frimodigt kan indstille vores kompas efter, inden vi kaster os ud på livets uoverskuelige ocean.

På livets vandring står vi i et ’nu’, hvor vi kigger både tilbage og fremad. Vi kan hæve os op over tiden, og huske tilbage på levede dage, og på alt hvad de dage var fyldt af. Bekymring, frustration, ensomhed og forladthed. Men heldigvis kan vi også huske på dage, der var fyldt af fællesskab, glæde, samhørighed og kærlighed.

Midt i livets ’nu’ bærer vi det hele med os, mens vi håber på nye dage med fællesskab, samhørighed, glæde, latter og stor snak. Medmennesker at leve med. Samtaler og alt hvad, der hører livet til. Hvor vi kan tilgive hinanden og hinandens fejlagtige forsøg på at gøre godt.

Lad os sætte livets kurs mod det fællesskab og den kærlighed, der er det største af alt.

BRUG KIRKEN

I denne tid er der mange, der er alene, derfor denne opfordring: På din gåtur er det værd at gå forbi kirken. De fleste kirker står åbne, så man i dagtimerne kan gå ind i det store rum med den store stilhed. Måske kan man endda tænde et lys og samle tankerne omkring stilhed og bøn. Her kan du falde til ro og nyde et ’livets nu’.

Du kan også ringe til din præst og lave en aftale om at mødes i kirken. Eller du kan booke præsten til en gåtur! Vi har alle brug for samtale og samvær omkring stort og småt. Ligesom vi alle har brug for at få rettet vores indre kompas mod en bæredygtig livsretning.

Poul Martin Langdahl. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce