Annonce
Ugeavisen Haderslev

Kurt friede under fødselsdagsfest: -Rigmor, vil du gifte dig med mig?

Hver gang Kurt har friet til Rigmor, har hun sagt nej. Det gjorde hun også på hans fødselsdag. Men måske siger hun ja en dag. Kurt giver i hvert fald ikke op. Foto: Dorthe Rasmussen
Kurt Beck og Rigmor Christensen har været forlovet i næsten 25 år og bor dør om dør i Bofællesskabet Højgade i Vojens. Tirsdag den 1. juni fejrede parret fælles fødselsdag på Hotel Vojens, og Jacob Haugaard kom forbi.

HADERSLEV: Kurt er ikke nærig med hverken penge eller følelser.

Da han fyldte 70 år sidste tirsdag den 1. juni  havde han hyret Jacob Haugaard til at komme og underholde gæsterne.

Efter forretten forsøgte han igen at fri til sin forlovede - Rigmor Christensen, som han elsker over alt på jorden - og det er gensidigt.

Annonce

- Men hun siger nej hver gang, jeg spørger. Jeg håber, at hun siger ja én dag, for det har været en  lang forlovelse, konstaterede Kurt.

Rigmor fyldte 60 år under forsamlingsforbuddet den 4.  april.

Parret havde derfor valgt at slå deres runde fødselsdage sammen med en fest for bofæller, familier og venner på Hotel Vojens. Det måtte være 25 gæster i lokalet, og det var en dejlig fest.

Efter flæskestegen var der underholdning med Jacob Haugaard, som både Kurt og Rigmor er er helt pjattede med.

- Vi har hørt ham på mange festivaller, og så sagde jeg til ham sidste gang, vi sås: - Jacob, du skal komme og spille til min fødselsdag, fortalte Kurt.

Når han og Rigmor inviterer til fest, så skal der ikke mangle noget.

Hygger sig sammen

Da Kurt fyldte 50 år, hyrede han Johnny Reimar til at underholde.

- Vi elsker begge to musik og tager også til mange koncerter. Vi er også kæmpe SønderjyskE ishockey-fan begge to, fortalte Kurt.

Den 25. februar  næste år er det 25 år siden, at han og Rigmor blev forlovet.

- Så skal vi også holde fest, og vi kan invitere mange flere med, konstaterede Kurt.

Kæresteparret bor i dag dør om dør i Bofællesskabet Højgade.

- Vi har det godt sammen, Rigmor og jeg. Vi hygger os, ser fjernsyn, og engang imellem går vi en tur. Jeg har også to undulater - en pige og en dreng. De er helt tamme, men jeg snakker også med dem hver dag, fortsatte Kurt.

Annonce

Tidligere skraldemand

Han har et godt snakketøj og er kendt af mange  i Vojens, da han tidligere har arbejdet som skraldemand.

I dag er han pensionist, mens Rigmor stadig arbejder på det beskyttede værksted Kuglen i Vojens, hvor hun syr varmepuder og andre kreative ting til værksteds-butikken.

Selv om hun siger nej til at blive gift, så siger øjnene noget andet.

- Nu får I den sang, I har ventet på, sagde Jacob Haugaard og greb mikrofonen:

- Det' er hammer hammer fedt, jeg kysser dig om lidt!

Hold på hat og briller. Jacob Haugaard var i byen. Her hilser han på dagens fødselsdagspar. Foto: Dorthe Rasmussen
Sikke en fest. Der blev klappet og filmet, da Jacob Haugaard sang sin berømte slager: Det' hammer hammer fedt. Foto. Dorthe Rasmussen
Bent Jørgensen er én af Rigmor og Kurs bofæller. Under middagen var Bent også oppe og råbe højt hurra for parret, der næste år kan fejre 25 års forlovelsesdag. Foto: Dorthe Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Haderslev

Respekt!

Annonce