Annonce
Ugeavisen Haderslev

Lokale ildsjæle støtter Julemærkehjemmet Fjordmark

Jesper Lildholdt (til venstre) er viceforstander for Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund. Her ses han med Claes Overgaard fra Vikings XL, som i samarbejde med smykkedesigner Lone P. har lavet et armbånd og en halskæde. For hvert armbånd eller halskæde, der bliver solgt, går der 100 kroner videre til julemærkehjemmet. Foto: Stine Hygum
4600 kroner har Lone P. og Vikings XL sendt videre til Julemærkehjemmet Fjordmark, hvor de vikingerne tidligere har været på besøg.
Annonce

Haderslev/Kollund: En god idé og en smykkedesigner, der var med på ideen, har nu resulteret i, at Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund har fået overrakt 4600 kroner.

Det var Claes Overgaard fra Vikings XL, der fik en idé om, at der skulle laves et smykke, som skulle være med til at samle penge ind til julemærkehjemmet i Kollund.

Den idé var smykkedesigner Lone P. i Storegade med på - og det endte med at blive to smykker. Hun designede et armbånd og en halskæde, som begge bærer budskabet "Time for change", som er Vikings XL's motto.

For hvert solgt smykke får Julemærkehjemmet Fjordmark 100 kroner - og torsdag kunne Claes Overgaard overrække Jesper Lildholdt, der er viceforstander på Fjordmark, 4600 kroner.

- Det betyder rigtig meget for os, siger Jesper Lildholdt.

Og støtten fra Haderslev fortsætter:

- Vi skal blive ved med at støtte dem - og der er stadig armbånd og halskæder hos Lone P., siger Claes Overgaard.

Julemærkehjemmet fik også økonomisk støtte efter løbet i Damparken den 24. december 2019.

Annonce

Afhængig af gode ideer

Julemærkehjemmene får fire procent i tilskud til driften fra det offentlige. Derudover skal de selv hente penge hjem til at betale for børnenes ti unger lange ophold, som koster 75.000 kroner pr barn. Eksempelvis ved at søge fonde:

- Vi henter stadig lidt ved salg af julemærker - og ellers er det gode ideer - som denne - virksomheder og julemærkevenner, som er grundlaget for økonomien, siger Jesper Lildholdt.

Han er glad for, at Vikings XL og Lone P. har valgt at støtte op om julemærkehjemmets arbejde.

Det er armbånd som disse og halskæder med samme budskab, som nu har sikret at smykkedesigner Lone P. og Vikings XL kan sende 4600 kroner videre til Julemærkehjemmet Fjordmark. Foto: Stine Hygum

- For os er det helt naturligt, at vi støtter julemærkehjemmet. Vi har også et par medlemmer, hvis børn har været afsted, siger Claes Overgaard.

Han har selv været på besøg på Julemærkehjemme, blandt andre sammen med Mummie og Karin fra TV-programmet "Rigtige Mænd"  og besøget har gjort stort indtryk.

Annonce

Kigger forbi

Støtten til julemærkehjemmet er ikke kun økonomisk:

- Nu har der været corona, men det er planen, at vi skal derned igen - og lave noget med børnene, siger Claes Overgaard.

Det sætter julemærkehjemmet også stor pris på:

- Vi er altid glade, når er der nogle, der vil komme og lave noget med børnene og være en del af det, siger Jesper Lildholdt.

Og det vil Vikings XL, der har 40 medlemmer, gerne:

- Der er også mange af os, der har en historie, som børnene på julemærkehjemmet kan relatere til, siger Claes Overgaard, der kalder det nærliggende, at Vikings XL gør noget for at hjælpe børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark.

- Fælles for dem, der hjælper os er, at det er ildsjæle - det er folk, der løber den ekstra mil, siger Jesper Lildholdt.

For ham betyder det også noget, at der er støtte at hente i Haderslev:

- Vi arbejder med at fortælle, at vi også er Haderslevs lokale julemærkehjem. Vi har en kæmpe opgave med at hjælpe børnene, der har det til fælles, at de ikke trives i deres hverdag, siger han og fortsætter:

- Når de er hos os, så skal de have selvtillid og selvværd - og en masse gode oplevelser, som de kan vokse af. De skal have motion og sund mad - og en struktureret hverdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce