Annonce
Ugeavisen Haderslev

Lysfesten er noget ganske særligt

Line Lind er kommunikationskonsulent. Foto: Jacob Schultz

Tændte du lys i vinduet den 4. maj? Inden jeg flyttede tilbage til Sønderjylland for 13 år siden, var jeg nok ikke helt så god til at huske at få tændt stearinlysene i vindueskarmen. Det var ikke fordi jeg var ligeglad med historien, men 2. Verdenskrig og de fem forbandede år var bare meget langt væk.

Men så flyttede jeg tilbage til Haderslev og deltog i lysfesten på kasernen. Og lad mig bare sige, at se lysene i kasernevinduerne blive tændt et efter et, opleve veteranerne stå skulder ved skulder og at genhøre lyden af det skrattende frihedsbudskab var noget ganske særligt.

I dag kunne jeg ikke drømme om ikke at tænde lys i vinduet den 4. maj, og jeg gør også en stor dyd ud af at fortælle mine børn om, hvorfor det er, at vi tænder lysene. Deres oldefar - som er over 100 år - kæmpede som modstandsmand under krigen, og jeg synes det er en ganske fin tradition, at de også får lov til at være med til at markere Befrielsen og forhåbentlig også vil gøre det mange år frem i tiden.

I mit arbejde er jeg så heldig, at jeg får lov til at være med til at arrangere mange store og små begivenheder i kommunen. Nogle giver smil på læben og gode grin, andre giver sved på panden, men lysfesten er et af de arrangementer, der giver kuldegysninger - på den gode måde. Det er et af de fineste arrangementer, vi efter min mening har i kommunen, og det er noget, vi skal værne om og passe på. Befrielsen er noget ganske særligt. Intet andet sted i landet samles så mange denne aften.


lysfesten er et af de arrangementer, der giver kuldegysninger - på den gode måde.


I år kunne vi ikke mødes til fakkeloptog i midtbyen eller samles på kasernepladsen, men der var stadig al mulig grund til at tænde lys. Det handler om, at vi denne aften får budskabet om fred, frihed og forsoning til at lyse landsdelen op, men også at vi minder hinanden om, at alt nok skal blive godt igen - det kan man ærlig talt godt have brug for i en tid som denne, hvor vi kæmper imod kræfter, der er noget anderledes end for 76 år siden.

Da jeg cyklede gennem Haderslev tirsdag aften, så jeg lys i langt de fleste vinduer. Det er noget ganske særligt, og forhåbentlig også et tegn på, at selvom vi ikke har kunnet mødes på kasernepladsen de sidste to år, så vil vi mødes til lysfesten næste år. Jeg glæder mig allerede.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce