Annonce
Ugeavisen Haderslev

Måske bliver det med drive-in: Gastroværket udvider med Gastrogrill

Philip Paag Lund er indehaver af cateringfirmaet Gastroværk, der holder til i Dokken. I løbet af sommeren åbner han Gastrogrill, hvor man vil kunne købe burgere. Foto: Stine Hygum
Gastroværket har i den seneste tid - med stor succes - solgt flæskestegssandwiches og burgere ved siden af det normale sortiment. Nu fylder det så meget i forretningen, at det i løbet af sommeren bliver til en selvstændig virksomhed. Den kommer til at hedde Gastrogrill.

Haderslev: I slutningen af september 2020 åbnede Gastroværket i Dokken og nu er indehaver og madentreprenør Philip Paag Lund klar til at udvide med Gastrogrill.

- Gastroværket er et fremadstormende cateringfirma. Vi har frokostordninger og sælger også dagens lune ret til private. Derudover har vi i de seneste måneder med stor succes solgt flæskestegssandwiches og burgere på udvalgte dage, siger Philip Paag Lund.

Faktisk er succesen med burgere blevet så stor, at der nu er grundlag for at gøre det til en selvstændig forretning.

- Vi åbner Gastrogrill til sommer, hvor vi vil fokusere på burgere - og selvfølgelig også vores flæskestegssandwich, siger Philip Paag Lund, der har inviteret indenfor i Gastroværket i Dokken på en af de dage, hvor der ikke kun er levering til frokostordningerne der i fuld gang, men hvor ovnene også er fyldt med flæskestege, som skal gøre karriere som flæskestegssandwich.

Annonce

Rigtig mad

- Jeg tror, at grunden til at vores burgere er blevet så populære hænger sammen med, at vi  har gjort det til rigtig mad. Vi bager selv brødet, sylter agurkerne, laver rødkålen og rører mayonnaisen. Vi mangler lige selv at slagte grisen til vores flæskestegssandwich, men det kan da også være, at vi skal til det selv på et tidspunkt, siger Philip Paag Lund og griner.

Philip Paag Lund gør her klar til at bage boller til Gastroværkets populære flæskestegssandwich. Dem kan man fra sommeren købe i Gastrogrill. Foto: Stine Hygum

At det hidtil har kunnet lade sig gøre at lave burgere og flæskestegsandwich hos Gastroværket sideløbende med maden til frokostordningerne hænger sammen med, at en del af de virksomheder, der får mad fra Gastrovæket har hjemsendte medarbejdere.

- Når alle mand er tilbage på arbejdet, så har vi ikke kapacitet i Gastroværket til at lave maden til alle vores frokostordninger og lave det andet ved siden af, siger Philip Paag Lund.

Gastroværket

Gastroværket er et cateringfirma, som åbnede i september 2020.

Hos Gastroværket er der i dag fem medarbejdere inklusiv Philip Paag Lund.

Gastrogrill åbner i løbet af sommeren 2021, og Philip Paag Lund regner med, at der skal tre-fire medarbejdere til at drive Gastrogrill.

Man kan læse mere om Gastroværket på www.gastrovaerket.dk, på Facebook eller Instagram.

Derfor ser han frem til, at Gastrogrill åbner.

- Menukortet er klart - der kommer til at være en række burgere på menuen, afslører han.

Annonce

Beliggenhed

Endnu er det ikke helt på plads, hvor Gastrogrill skal have til huse. Men uanset hvor det bliver, så ønsker Philip Paag Lund, at Gastrogrill kommer til at ligge sammen med et andet madkoncept:

- Det kan eksempelvis være noget med salat. Det kan være, at vi inviterer en anden virksomhed til at dele lokale med os - eller også åbner vi selv noget, siger han.

- Der er mulighed for, at vi åbner det i et lokale her i Dokken, men det kan også være, at det bliver nede i byen, siger Philip Paag Lund og fortsætter:

- Men en ting er sikkert. Det bliver her i byen. Jeg har fået øjnene op for, hvor mange arbejdspladser, der er i det her. Og det er en blødende branche, som er hårdt ramt af nedlukningerne. Derfor vil jeg gerne skabe arbejdspladserne her i byen.

Endnu er det ikke besluttet, hvor Gastrogrill skal have til huse. Det kan blive i Dokken eller nede i byen. Hvis det ender med at blive i Dokken, så er det muligt, at der bliver lavet drive-in på den side af Dokken, som vender ud mod Chr. X's Vej. Foto: Stine Hygum

Hvis Gastrogrillen åbner i Dokken på Chr. X's Vej, så er der også en mulighed for, at der kan laves en drive in.

- Det vil i hvert fald give mening lige ved siden af en vej, hvor der i 2016 kørte 4500 biler forbi dagligt. Det er i hvert fald ikke blevet mindre, konstaterer Philip Paag Lund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce