Annonce
Ugeavisen Haderslev

Maja Og De Sarte Sjæle med i MGP: - Det her er måske lidt større end jeg troede

Fredag blev årets deltagere i Melodi Grand Prix offentliggjort. Blandt de ti håbefulde er det sønderjyske band Maja Og De Sarte Sjæle med deres sang "Den sidste goth i Vejle", og de var glade for endelig at kunne dele nyheden med familie, venner og kolleger.
Annonce

Rødekro: De har holdt på hemmeligheden siden november, men fredag kunne Maja Rudolph og hendes bandmedlemmer i Maja Og De Sarte Sjæle endelig dele den gode nyhed: at de er blevet valgt til at deltage i det danske melodi grand prix den 7. marts i Royal Arena i København.

For den 28-årige sangerinde fra Rødekro, men nu bosat i Haderslev, blev nyheden delt med eleverne på mellemtrinnet på Hærvejsskolen i Rødekro, hvor Maja Rudolph arbejder som lærer. Og de forstod godt hvor stort, det er at blive valgt til at stå på den store grand prix scene.

- Det her er ikke bare at udgive en sang. Det er stort, og jeg ville gerne dele den her fede ting med dem. Melodi grand prix er en folkekær tradition, og mange af eleverne har måske en tradition med deres forældre om at se det, og de forstår, hvor stort det her er, siger Maja Rudolph.

Nyheden blev også modtaget med måbende ansigter, klapsalver og et wauw fra eleverne til fredagens morgensamling. For Maja Rudolph var det en lettelse endelig at kunne sige det højt.

- Jeg har jo gået på listefødder i lang tid, og det har været ret specielt, fordi arbejdet er allerede begyndt, så min leder blev nødt til at få det at vide. Jeg har fået den vildeste opbakning, og det har en kæmpe betydning for mig, smiler hun.

Maja Og De Sarte Sjæle

  • Maja Og De Sarte Sjæle blev dannet af Maja Rudolph fra Haderslev og Timo Andersen fra Esbjerg.
  • De er begge fra Aabenraa og mødte hinanden i et lille studie i Nygadehuset i Aabenraa.
  • Timo havde en sangskriver gemt i maven, og han havde to sange, han godt kunne tænke sig at få indspillet, men han kan ikke selv synge. Så via en fælles tredjepart står de to pludselig sammen i studiet og indspiller to sange den dag - hvoraf den ene mange år efter bliver et gedigent radiohit.
  • Duoen fik i 2016 en pladekontrakt med Universal, som havde hørt deres musik, da de tilmeldte sig Karrierekanonen på P3.
  • De har blandt andet udgivet hittet "Uden dig" og optrådt på festivaler og i tv-shows.
  • Efterfølgende blev duoen til et band, og det er hele bandet, der skal optræde til melodi grand prix.
  • Det er altid Timo Andersen, som skriver teksterne, og til denne sang var han inspireret af en bekendt, som havde været goth i 90'erne, og det billede blev ved med at poppe op i hans hoved. Samtidig ville bandets medlemmer gerne give skilsmisse noget opmærksomhed, da de synes, at det stadig er et tabu i Danmark.

Annonce

Håber på en masse røre

Det svingende melankolske popnummer er skrevet specielt til melodi grand prix på opfordring fra arrangørerne i DR, som gerne ville have ny musik og anderledes sange med i år.

- Vi tænkte ikke så meget over det, da vi komponerede den, for indholdet skulle jo være os, fordi det er vores univers, de godt kan lide, og derfor vi blev spurgt. Vi tænkte måske mere over, at omkvædet skulle være et, man kunne huske og synge med på, men vores koncept ændrer vi ikke på. Vi sagde jo også ja, fordi de gerne ville have god håndlavet musik med - vores form for musik med, og trækplastret er, at der er et orkester med på scenen i år. Det bliver stort, siger Maja Rudolph.

Hun har endnu ikke skænket konkurrenterne som de allerede kendte Sys Bjerre og Isam B fra Outlandish eller vinderchancerne en tanke. Hun er fokuseret på, hvordan hun bedst muligt kan levere deres sang, så flere får øjnene op for Maja Og De Sarte Sjæle.

- Jeg håber, at vores deltagelse i melodi grand prix skaber en masse røre om os. At folk får lyst til at høre, hvad vi ellers har lavet, siger hun.

Årets melodi grand prix finder sted lørdag den 7. marts i Royal Arena i København med Rasmus Bjerg og Helle Joof som værter. The Antonelli Orchestra og strygerne fra DR Symfoniorkestret vil være liveorkestret på scenen.

Det sønderjyske band Maja og De Sarte Sjæle blev opfordret til at skrive en sang til melodi grand prix. Sangen "Den sidste goth fra Vejle" kunne arrangørerne godt lide, og nu skal bandet stå foran 1,3 millioner seere den 7. marts i Royal Arena. Pressefoto
Annonce

Ingen stiletter, pailletter eller konfettikanoner

Hun og resten af bandet har allerede været i København nogle gange, og i sidste uge var de til møde om sceneopsætning. Her måtte Maja lige knibe sig selv i armen, for da gik det op for hende, hvor stort det egentlig er at være med i melodi grand prix.

- Da tænkte jeg bare "det er måske lidt større end jeg troede". 10-15.000 publikummer og 1,3 millioner seere og for første gang i flere år et liveorkester - det er bliver ikke bare at stå nede i kirken og synge. Jeg er spændt på, hvordan de får det hen, for jeg skal jo ikke have stiletter og pailletter på eller konfettikanoner med på scenen. Det er lidt spændende det der med, hvordan jeg skal se ud. Der er ingen tvivl om, der kommer til at gå et sus igennem mig, for det her kommer jeg aldrig til at opleve igen - at være total midtpunkt og stå på den scene, fortæller Maja Rudolph.

Mens de andre sange hedder det mere grand prix-agtige som "Yes, "Faith," "Forget it all" og "Bye bye Heaven", så er titlen på Maja Og De Sarte Sjæles nummer "Den sidste goth i Vejle". En sang, som de selv betegner som en skilsmissesang set fra børnenes perspektiv.

- Når vi går fra hinanden, handler det ofte meget om de voksne, og vi har en tendens til at glemme børnene, der får revet hele deres fundament itu, når forældrene bryder, hvilket senere kan skabe den identitetskrise, mange oplever i deres ungdomsår, siger Maja Og De Sarte Sjæle i pressemeddelelsen fra DR.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce