Annonce
Ugeavisen Haderslev

Manal vil ikke sættes i bås som "tørklædekone": - Jeg er en fri kvinde, der studerer og bidrager til samfundet

Manal føler, at hun har fundet balancen mellem to kulturer. At bære tørklæde er et valg, som hun selv har truffet, fastslår hun. Foto: Jacob Schultz
Den 20-årige Manal Alothman fra Syrien ser sin fremtid i Haderslev. Hun er ved at tage HF og vil gerne være laborant. Næste år skal hun giftes med sin kæreste. Lige nu så mødes de i Kolding Storcenter, når de har brug for at have lidt privatliv.
Annonce

HADERSLEV: Selv om man har valgt at bære tørklæde, kan man godt være med på moden.

Farven på øjenskyggen, tasken og de flade sko matcher perfekt til det rosa tørklæde, som Manal Alothman har valgt at tage på til mødet med ugeavisens journalist.

Som de fleste unge piger går Manal op i sit udseende, og hun vil ikke sættes i bås, bare fordi at hun bærer tørklæde.

- Det er helt mit eget valg, fastslår Manal Alothman.

Hun er den ældste af fire søstre og den eneste af dem, der har valgt at bære tørklæde, men hvorfor skal man ikke kunne føle sig som dansk alligevel?

Efter tre år i Danmark taler Manal flydende dansk, og hun ser sin fremtid i Danmark.

- Der er ikke noget at vende tilbage til. Vores hjem i Syrien er bombet og væk, fortæller Manal.

Hun er ved at tage HF på VUC i Haderslev, og bagefter vil hun læse videre til laborant.

Det første år i Danmark var svært, både med skolen og mødet med en ny kultur.

- Jeg gik i 8. klasse, da der blev krig i Syrien, så jeg gik ikke i skole i fem år. Vi boede i Aleppo og flygtede ud til en landsby for at komme væk fra bomberne. Først flygtede min far til Danmark, og efter to år blev vi familiesammenført, fortæller Manal.

Årene i det krigshærgede Syrien har selvfølgelig præget hende - men når hun tænker på det i dag, så er taknemmelighed over at være i live, der fylder mest.

- Den første tid, da vi var i Danmark, så gemte vi os under sengen og græd, når vi hørte en flyvemaskine, men så kom min far og sagde, at vi ikke skulle være bange længere. Det er vi heller ikke, fortæller Manal.

- Nogle spørger mig: - Hvorfor har du tørklæde på? Jeg føler mig godt tilpas med det..

Annonce

En ny hverdag

Billederne af døde mennesker står printet ind i hukommelsen og minder hende hver dag om, at hun og hendes familie har været utrolig heldige.

- Jeg har set de mest forfærdelige ting - døde mennesker, der lå lige foran mig. Når vi løb ud på gaden for at komme i ly for bomberne, så lå der døde mennesker overalt, fortæller Manal.

Før krigen arbejdede faderen som mekaniker, og moderen var hjemmegående.

Nu arbejder han i transportbranchen, mens moderen gør rent på en skole.

Alle pigerne er glade for at gå i skole og har hurtigt lært sig dansk. Selv har Manal haft sit første lønmodtager-job på Bestseller.

- Vores far har lært os meget om, hvad vi skal gøre, når man kommer til et nyt samfund. Det er vigtigt at lære sproget hurtigt og få et arbejde. Dansk er svært, og der er mange svære udtalelser, men det bliver bedre og bedre, konstaterer Manal, som er faldet godt til på VUC.

- Jeg har nogle klassekammerater, som hjælper mig, når der er noget, der er svært. Jeg går i skole og arbejder og føler, at jeg bidrager til og er en del af samfundet, siger Manal.

Annonce

Fremtiden

Hun har netop taget kørekort, og det giver en frihed, når hun skal mødes med sin kæreste, som bor i Middelfart. Parret kender hinanden fra Syrien, hvor de boede i den samme gade.

De skal snart forloves. Indtil videre så mødes de i Kolding Storcenter, når de har brug for lidt alenetid.

- Min familie giver mig frihed, men vi kan ikke bo sammen, så længe vi ikke er gift, fortæller Manal.

Brylluppet skal stå næste sommer i Tyrkiet, og Manal glæder sig.

Hun vil gerne have børn, men hjemmegående bliver hun aldrig, fastslår hun, og det er hendes forlovede også indforstået med.

Om tørklædet kan være en hindring for hende i at få job?

Det er selvfølgelig noget, hun spekulerer på, men hun håber det ikke. Hun håber, at arbejdsgiverne vil se hendes kvalifikationer og den person, hun er.

- Nogle spørger mig: - Hvorfor har du tørklæde på? Jeg føler mig godt tilpas med det, og det har været mit eget valg. Jeg forstår ikke, at det betyder så meget, for folk kan gå i det tøj, de vil, og det respekterer jeg - bare man kan se ansigtet. Jeg kan godt forstå, at folk er bange for Niqab ( et slør, der dækker hele ansigtet), for det er jeg også selv. Man skal kunne se personen, fastslår Manal.

Af og til tænker hun på, om der nogensinde bliver fred i Syrien, og om den danske regering vil sende syrerne tilbage, selv om der stadig er diktatur. De tanker gør hende bange:

- Jeg føler, at Danmark er mit land nu. Et frit land uden krig, hvor jeg kan studere og ikke tænke på, om jeg er død i morgen!

Madam Blå fra Matador. Manal har fået mange nye venner i Haderslev, blandt andet Grethe Gravesen, som er frivillig i en netværksgruppe for syriske kvinder i Hjortebroparken. Foto: Jacob Schultz
Manal skal giftes til næste sommer med sin kæreste. Så er hun 21 år og klar til at flytte hjemmefra. Foto: Jacob Schultz
De fleste retter på håret. Manal retter på tørklædet. Selv om hun har valgt ikke at vise hår, er hun alligevel en farverig pige. - Jeg går op i mode og vil gerne se smart ud, fortæller hun. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce