Annonce
Ugeavisen Haderslev

Mike fra Haderslev går all-in på musikkarrieren

Mike Wind med kunsternavnet Camelo er en upcoming stjerne. Her er han foreviget i sit hjemmestudie i København af bofællen Anton Koch Lauritzen, som er fotograf.
Barndommen i Haderslev inspirerer Mike Wind til at skrive musik. Han har blandt andet været i New York for at indspille sange og give koncerter. Til foråret rejser han tilbage til The big Apple, hvor han har fået nogle kendte kontakter i musikmiljøet.
Annonce

KØBENHAVN/HADERSLEV: Mike Wind var på vej ud i noget skidt.

I dag er han professionel musiker med ambitioner om en international musikkarriere.

- Det var både godt og skidt. Uden den den barndom, jeg har haft i Haderslev, kunne jeg ikke havde lavet den musik, jeg gør i dag, fortæller han.

Hans sangtekster kredser om følelsen af at være et anderledes barn, som ikke følte sig set og forstået som den, han er.

Den 26-årige artist med kunsternavnet Camelo er opvokset med en enlig mor.

Han har aldrig kendt sin far.

På overfladen var alting pænt, men familien levede under fattigdoms-grænsen.

Som teenager kom Mike i dårligt selskab og begyndte at stjæle i byens butikker.

- I samarbejde med kommunen blev det besluttet, at jeg skulle på efterskole, fortæller en åbenhjertet Mike Wind.

Han kom på Billeshave Efterskole ved Middelfart, hvor han opdagede, at han faktisk var god til noget - nemlig til at lave musik.

Han fik nye kammerater og lærere, der gav ham selvtillid og mod på at forfølge musikken.

Da han boede i Haderslev følte han sig bare forkert.

Som ni-årig fik han en lillesøster, som moderen også måtte opfostre alene. Der var lange perioder med arbejdsløshed og modløshed over ikke at kunne give sine børn de samme goder som andre, og Mike følte sig også anderledes end sine jævnaldrende klassekammerater.

- Det at være musiker var for mig at være ham, som ikke var så god til at spille fodbold eller Playstation, så jeg følte mig meget udenfor. Jeg begyndte til fodbold i 0. klasse, hvor jeg kom på D-holdet -det dårligste hold - og her gik det op for mig, at jeg ikke var som de andre. Jeg spillede meget teater på Forsøgsscenen. Jeg elskede at performe og synge. Men det var ikke lige en drenge-ting, så jeg blev ret hurtigt en out-sider i skolen, samtidig med at jeg havde lidt en ensom barndom derhjemme, fortæller Mike Wind.

I skolen var han et let mobbeoffer.

- Jeg tror ikke rigtig lærerne dengang kunne se, hvad der egentligt foregik. Det var en hård tid, men det er også den tid, der har gjort mig til den, jeg er i dag, fortæller Mike Wind.

Inden han kunne tale, stod Mike og skrålede ind i en mikrofon. Han har altid elsket at synge og performe, men det var først, da han kom på efterskole, at han fik troen på, at han kunne blive noget ved musikken. Privatfoto
Annonce

Reddet af Bønnestagen

At leve under fattigdomsgrænsen gør noget ved et barn. Der var ikke råd til hverken ferier eller lommepenge, men Mike fandt alligevel en vej, der gjorde det hele lidt lettere.

- Jeg begyndte at komme i en aftenklub for unge, der hed Bønnestagen, som var tilknyttet Sct. Severin Skole. De pædagoger, der var deroppe, blev min redning. Hvis det ikke havde været for dem, så var jeg nok rendt rundt i Haderslev i dag og lavet noget rigtig skidt, siger Mike Wind.

Efter opholdet på Billeshave kom Mike på kostgymnasium, og herefter flyttede han til København for at studere musik.

I sommers dimitterede han fra det rytmiske musik konservatorium med en kandidat i Music Performance og kan nu kalde sig professionel musiker.

I Camelo handler historiefortællingen primært om en hård barndom og følelsen af at have være meget alene i fornemmelsen om at være anderledes.

Nu bruger Mike sit musiske alias til at sætte disse emner på dagsordenen, der blandt andet handler om svigt, angst og andre tabubelagte emner. På debut-singlen "Stereo Child" sætter han fokus, hvordan det er at være sådant et barn, der ikke passer ind i de normale norm-kasser.

- Den næste single, jeg udgiver handler om at være missundelig på de andre børn, der kunne få alt, hvad de pegede på i supermarkedet, og om at tigge penge af min mor, uden at få nogle fortæller Mike.

I fjor tog han tilbage til Haderslev, hvor han fik lov at bruge sit gamle klasselokale på Favrdalskolen som musikstudie i en uge.

- Jeg tog rundt i byen og besøgte de steder, der havde gjort størst indtryk på mig som barn. Jeg besøgte blandt andet en baggård i Slotsgade, hvor vi boede en overgang. I den uge skrev jeg det meste af udkastet til mit kommende album, fortæller fortæller Mike Wind.

Annonce

Vild med New York

I efteråret 2018 drog han til New York, hvor han spillede flere koncerter og mødte Sune Wagner, kendt fra bandene The Raveonettes, Pschyed Up Janis.

Sune blev hans tætte partner og mentor i processen med endelig at turde folde sin historie ud. Ligeledes fik Mike en kontakt til den anerkendte musikproducer Mario McNulty, der står bag navne som David Bowie, Prince og Laurie Anderson.

Mike håber fremtiden kan bære til et studie-samarbejde med den berømte producer.

Den seneste single "Mello Man" blev lavet, mens Mike var i New York sidste år.

Onsdag den 19. februar udkommer hans tredje single "Kaleidoscope", der kan høres på alle streamingtjenester.

Til foråret tager Mike og hans manager Sharin igen til New York - en by, som Mike er faldet pladask for efter at have boet der i et halvt år.

- Jeg har mødt de vildeste mennesker derover. Det er så fedt, og det er også det, der er budskabet i min musik. Vi skal have nedbrudt de norm-kasser, for vi blive nødt til at acceptere, at rigtig mange ikke kan passe ind i en kasse, konstaterer Mike.

Han synes, at det er fantastisk, at man kan provokere bare ved at tage noget specielt tøj på:

- Vi skal huske at lægge armene om de mennesker, der er anderledes. New York er en by med rum for forskelligheder, og det er også det, Camelo står for: Fuck Janteloven og fuck normerne!

Mike Wind udgiver selv sin musik. Hjerte rimer på smerte i hans sangtekster, der kredser om at føle sig som et anderledes barn. Her ses coveret af hans seneste single "Mello Man", der er indspillet i New York. Foto: Warehouse
Mike Wind fik lov at at lave musikstudie i sit gamle klasselokale på Favrdalskolen, da han i fjor var i byen i en uge for at samle inspiration til sit kommende album. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce