Annonce
Ugeavisen Haderslev

Når vi synger efter håbet

I kriser synger vi efter håbet, og sangen kan give ord og forvandler derfor krisens skrig til sang– sådan skriver domprovst Torben Hjul Andersen i ugens klumme. Privatfoto
Annonce

Jeg tror at vi skal sætte lyd på kriserne i vores liv.

Det kan være de individuelle kriser; når enten livet eller døden skiller os fra mennesker vi holder af; når alvorlig sygdom rammer; når fortvivlelsen slår sammen over mig; når bekymringerne aldrig letter fra skuldrene; når … Kriserne som først gør os stumme, og hvor forløsningen begynder med lyden. Krisen er ikke løst, måske endnu ikke erkendt, men når lyden er der, er begyndelsen.

Det samme gælder de fælles kriser; en tsunami; et terrorangreb; en ulykke som på en gang tog mange bort fra et lille samfund; en pandemi; en fælles erkendelse af noget truende; ….

Når det fælles, en landsby, et samfund, et land, sætter lyd og ord på det som ikke kan rummes i ord, så er det begyndelsen på vendepunktet.


For at komme gennem en krise må der lyd på - gråd, ord og sang


Krise kommer af det græske ord for afgørelse, dom og betegner en alvorlig situation og det kan også være et vendepunkt.

For at komme gennem en krise må der lyd på - gråd, ord og sang. Det har man vidst i årtusinder, for i Det gamle Testamente har vi to bøger som er krisens sange: Klagesangene og Salmernes Bog. Lige siden har de hjulpet med at sætte ord på krisens virkelighed, og den ordskabelse er afgørende for at blive sit nyt selv.

Når man gennemgår sangene i de to bøger, kan man høre både skriget, klagen, sorgen, vreden, taknemmeligheden, tilliden til Gud, håbet trods alt. Derfor er de også i dag en god følgesvend gennem kriser.

En af sangens vigtigste egenskaber er nok at give ord, begreber og indsigt. Det er ikke sikkert, at jeg forstår det første gang eller 49. gang jeg synger det, men sangene synger i mig, og pludselig aner jeg et glimt af forståelsen af at ”livet koster livet” (Salmebogen nr. 14).

Livet kan ikke spares op, men skal leves, og så tør jeg måske åbne mig ud mod livet i al min sårbarhed. Og når det er fællessang, bliver det til fælles ord; fælles ord, som man kan vende tilbage til; fælles ord, som gennem sangen har lejret sig i de syngendes indre. Når det er fælles ord kan de tages frem af det fælles ordforråd af den enkelte eller i en fælles samtale, når situationen eller livet tilsiger det.

De personlige kriser har mange former og vedrører forskellige emner, og vores store fælles sangskat er en guldgrube af indsigt i menneskelivet med alle dets veje og vildveje. Derfor er fællessangen en værdifuld gave.

Morgensang i skolen, sangen på efterskoler, højskoler, i kirker, foreninger, fællessangsarrangementer (også dem hver for sig) giver både glæde og gør fællesskabet og menneskelivet mere robust, for vi kan neutralt synge om at ”jeg sad en lørdag aften og ventede på dig.” Svigtet og længslen får ord, og når det så sker i mit liv, er der en streng dybt inde i mig, som allerede er slået an og jeg ved derfor, at jeg ikke er alene i den situation. Jeg kan snøfte og synge i min krise. Eller den store ubestemmelige angst for fremtiden kan for mange føles som en diffus knude i maven, men den kan få både ord og retning, når jeg synger om at ”der truer os i tiden” (Højskolesangbogen nr. 182).

I kriser synger vi efter håbet, og sangen kan give ord og forvandler derfor krisens skrig til sang, håb, trøst, handling. Jeg tror, at et robust samfund har brug for et solidt lager af fælles sange, så vi får et fælles sprog.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce