Annonce
Ugeavisen Haderslev

Torsdag blev der langt mellem smilene i gågaden: - Man vænner sig til det, men det er ikke behageligt!

Vi-sirer det med blomster! Hos smykkebutikken Lone P i Haderslevs gågade har personalet fået noget hyggeligt ud af en træls situation. Her bærer alle visirer udsmykket med en frisk blomst fra torvedag. Foto: Dorthe Rasmussen
Torsdag blev det et krav, at kunder og medarbejdere i butikker skal bære mundbind eller visir for at stoppe spredningen af covid-19. Avisens udsendte gik en tur ned gennem Haderslevs gågade for at vejre stemningen. Nu går langt de fleste rundt med mundbind eller visir.
Annonce

HADERSLEV:  Torsdag blev der for alvor langt mellem smilene i Haderslevs gågade.

Nu er det nemlig påbudt at bære mundbind eller visir i alle butikker og offentlige bygninger, blandt andet på biblioteket.

Det nye krav tog kunde Lis Plerup med et smil - i hvert fald at dømme på øjnene, da avisen mødte hende i dametøjbutikken Happy Hunting på Gravene.

- Jeg tager mundbindet på i bilen, inden jeg stiger ud. Jeg har det okay med, at jeg skal bære mundbind, og det afholder mig  ikke for at tage ned i byen og handle. Vi må alle gøre, hvad vi kan for at stoppe smittespredningen,  sagde Lis Plerup.

Dagens ærinde i Happy Hunting var dog ikke at shoppe nyt tøj.

-  Jeg vil gerne købe et visir, for mundbindet er lidt varmt at gå rundt med i længden, synes Lis Plerup.


Det er gået fuldstændig amok hernede. Folk er helt vilde med de visirer

Ida Jensen, Happy Hunting



Desværre havde Happy Hunting ikke flere visirer på  lager.

- Det er gået fuldstændig amok hernede.  Folk er helt vilde med de visirer. Vi har solgt 1.500 stk. på ingen tid. Den næste sending kan vi  desværre først få i uge 46. Så lige nu skriver vi folk op på venteliste, fortalte salgsassistent  Ida Jensen.

Pia Ravn fra Guldsmed Poul Normann stod også i køen for at købe visirer til sig selv og sine kolleger.

- Man vænner sig til at gå med mundbind, men det er ikke behageligt, konstaterede hun bag de duggede briller i Happy Hunting.

Det er også lidt hårdt at skulle smile med øjnene hele tiden.

Ida Jensen demonstrerede de moderigtige visirer,  der ligner én stor ansigtsbrille.

Visirerne er godkendte af myndighederne, de kan nemt sprittes af efter brug, og så dugger de ikke, forklarede hun.

- Jeg fortrækker selv at bruge visir i forretningen. Selvfølgelig kan man se i øjnene,  når man smiler under mundbindet.  Men mimikken og den måde, du ser på folk er bare anderledes, når munden ikke er skjult, sagde Ida Jensen.

Annonce

Se trendy ud med mund-bind og visir

Det er snart ved, at tøjbutikken sælger flere visirer og stof-mundbind end tøj i øjeblikket.

- Mund-bindene har vi i farverne sort og lyserød. Vi er gået væk fra de blå, for sort og lyserød er mere trendy. Det må også godt være lidt smart at gå med mundbind, mener Ida Jensen.

I smykkebutikken Lone P går personalet rundt med visirer, der er pyntet med en frisk blomst fra torvedag, og den høje plexiglas-plade ved disken er også udsmykket med friske blomster.

- Vi må jo prøve at få det bedste ud af situationen, og kunderne synes, at det er hyggeligt med blomsterne, fortalte salgsassistent Lykke-Marie Sandvei.

Annonce

Altid nogle, der brokker sig

Tjener Rasmus Refshauge Hansen fra Café Kridt foretrækker at gå med et sort mundbind, der matcher farven på hans trøje.

- Vi har foræret mange mundbind væk til  kunder, der kom ind. Men det bliver der nok mindre af nu, hvor man også skal have mundbind på i butikker,  konstaterede Rasmus Refshauge Hansen.

Han har ikke haft nogle  episoder med kunder, der har nægtet at tage mundbind på.

- Der er selvfølgelig altid nogle, der stiller sig lidt på tværs og brokker sig. Sådan vil det altid være. Vi er jo i Danmark. Men det ender altid med, at de tager mundbind på alligevel, fortalte Rasmus.

Om aftenen er der blevet lidt mere stille på Café Kridt, men folk går stadig ud.

Charlotte Gugolka og datteren Julia havde torsdag taget turen fra Ballum til Haderslev for at shoppe, og et cafébesøg blev det også til.

- Vi har længe planlagt en hyggetur til Haderslev. Jeg er vant til mundbind i forvejen, for jeg arbejder på et plejehjem. Man må jo få det bedste ud af situationen, sagde Charlotte Gugolka.

Paul Ravn, beboer på Plejecenter Humletoften, er heller ikke blevet bange for at trille ned i byen på sin handicap-scooter.


Det er træls, men det er da bedre end mundbind

Paul Ravn



Han skal ud og have luft hver dag.

Torsdag var han  iført visir, da han besøgte Gitte i Bykiosken på Gravene for at købe det nye Billed Bladet.

Den tidligere soldat har kun ét godt at sige om sin nye ansigtsbeklædning.

- Det er træls, men det er da bedre end mundbind. Det er synd for mange ældre lige nu. Der er mange, der er ensomme nok i forvejen, konstaterede Paul Ravn.

Han synes, at det er synd, at de gamle ikke må få besøg.

- Folk bliver dybt deprimerede over det. Jeg prøver at holde humøret oppe. Der skal meget til at holde mig indenfor, men alt det sjove, der plejer at ske i byen, - det er ved at være væk, konstaterede Paul Ravn.

Butikker vil gå i sort i en helt uge

På trods af de nye restriktioner har Haderslev Butikker alligevel tænkt sig at afvikle Black Friday i november.

Men det bliver i en anden form end tidligere med kø-tilbud og fredagsåbent indtil klokken 22.

I stedet vil man sprede handlen over én uge med udvidede åbningstider

Arrangementet skal godkendes af politiet.

Handelskoordinator Christian Schulz er spændt på, hvordan kunderne reagerer på de nye krav om mundbind eller visir.

- Vi er jo ikke vant til at maskere os på den måde, men i forhold til de restriktioner, der er indført i andre lande, så er vi billigt sluppet her i Danmark, hvis vi kan nøjes med at gå med mund-bind og visirer, mener Christian Schulz.

Bag de duggede briller fra venstre Pia Ravn fra Guldsmed Normann får demonstreret de moderigtige visirer af salgsassistent Ida Jensen fra Happy Hunting. Desværre er visirerne udsolgt i øjeblikket. Foto: Dorthe Rasmussen
I starten af corona-krisen var det fåtallet, der kom gående med mundbind i gågaden. I dag kigger man mere på dem, der ikke gør det. Foto: Dorthe Rasmussen
Lis Plerup vil handle i byen, som hun plejer. Foto: Dorthe Rasmussen
Mundbind eller visir? Journalisten kunne ikke helt beslutte sig inden dagens reportagetur ned i byen. Jeg endte med at vælge visiret, da jeg synes, at det er mere behageligt at have på, selv om det ikke ser særlig fikst ud. Foto: Larz Grabau
Torsdag var Paul Ravn som altid nede i byen for at hente sit ugeblad. Der skal meget til at afholde ham for de daglige byture. Foto: Dorthe Rasmussen
Ida Jensen fra Happy Huntning havde knap åbnet butikken torsdag, før der var kø ved kassen efter de moderigtige visirer, som butikken har fået forhandling af. Visirerne er i øjeblikket udsolgt, men der var stadig masser af trendy mundbind i sort og lyserød. Foto: Dorthe Rasmussen
En uvant situation er blevet hverdag. Handelskoordinator Christian Schulz har været rundt med  info-materiale til butikkerne med de nye krav om mundbind. Kun børn under 12 år og voksne med svækkelser, som gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir, er undtaget fra kravet. Foto: Dorthe Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce