Annonce
Ugeavisen Haderslev

Peter er ny medejer hos Kestrup Smed - butikken med eget byskilt

Morten Lindberg Petersen, som er fjerde generation hos Kestrup Smed, og den nye medejer Peter Kvist Henriksen har mange ting tilfælles. Blandt andet, at de aldrig går ned på udstyr. Foto: Dorthe Rasmussen
I 117 år har smedjen været et omdrejningspunkt for livet i flækken Over Kestrup ved Hoptrup. Morten Lindberg Petersen er fjerde generation hos Kestrup Smed, der for første gang i historien har fået en medejer: Nemlig Peter Kvist Henriksen. Lørdag den 20. april er der reception/åbent hus.
Annonce

OVER KESTRUP: - Alle veje fører til Kestrup Smed, konstaterer Peter Kvist Henriksen med et smil.

Han er blevet medejer af forretningen, der gennem nu 117 år har haft adresse på Over Kestrup 26.

Gennem fire generationer har Kestrup Smed været omdrejningspunkt for livet i den lille landsby.

To skilte - i byen og ude ved Hoptrup Hovedvej - viser vej.

Den gamle smedje er i dag revet ned, men historien lever videre.

Den 44-årige Peter Kvist Henriksen begyndte som alt-mulig mand hos Kestrup Smed for cirka fem år siden.

Tidligere havde han arbejdet 17 år hos Danske Fragtmænd, men et knust håndled tvang ham til at sadle om.

I dag har han ansvaret for butikken hos Kestrup Smede- og Maskinforretning - for ja, forretningen er langt mere end smedearbejde i dag.

Udover smede-værkstedet, så er der blandt andet også en stor butik med alt udstyr til have og skov på adressen.

- Vi laver alt, både store og små opgaver for skovbrug, landbrug, private og erhverv. Én af vores store kunder er Danske Hoteller, som jeg har ansvaret for, fortæller Peter Kvist Henriksen, som bor i Marstrup.

Lige nu oplever forretningen et stort boom i salget af robot-plæneklippere, både til private og erhverv.

Højsæsonen er fuld i gang, og telefonen er altid åben hos Kestrup Smed.

- Folk kan altid få fat i os. Det kan være om hvad som helst. Lige nu er det meget med plæneklippere og motorsave, der ikke vil starte. I høsten er det bønderne, der kommer med deres hydralikslanger, og plove, der er gået i stykker, fortæller Morten Lindberg Petersen.

Han er fjerde generation hos Kestrup Smed, som hans oldefar Magnus Lauritzen etablerede i 1902.

Selv om smedjen ligger et stykke fra alfarvej, har den altid været et knudepunkt i området.

En af de største omvæltninger i smedjens historie var, da landbruget gik fra heste-bårne redskaber til traktor-bårne redskaber.

Kestrup Smed har i dag fem mand plus to ekstra i højsæsonen, og tre biler, der kører ud og laver service og reparationer.

- Hvor det for fire- fem år siden hovedsaligt var reparationer, vi gjorde i, så er det i dag også meget service. I øjeblikket har vi to mand, der udelukkende beskæftiger sig med at køre ud og hjælpe med at installere og reparere robotplæneklippere. Vi lejer også udstyr ud, fortæller Morten Lindberg Petersen.

Morten og Peter i butikken, der i disse måneder oplever et boom i salget af robotplæneklippere. Foto. Dorthe Rasmussen
Annonce

Sprængte fingre gav kapital

Han kan fortælle mange spændende historier om forretningen, som han overtog efter sin far i 2009.

Det blev skelsættende for smedjen, da Mortens oldefar blev tvunget til at kæmpe på tysk side under 1. verdenskrig. Han blev sendt til Kina, hvor han fik sprængt flere fingre af.

- Da han vendte hjem, fik han en krigsskadeerstatning, og det var de penge, der gav ham mulighed for at udvide smedjen, så hans ulykke er faktisk skyld i, at vi står her i forretningen i dag, konstaterer Morten Lindberg Petersen.

En andet dramatisk højdepunkt i smedjens historie udspillede sig under 2. verdenskrig, hvor Revolver-Martha, lederen af en lokal modstands-gruppe i Hoptrup, satte smeden på plads.

- Under krigen havde tyskerne inddraget min morfars udestue til lazaret, og samtidig havde modstandsbevægelsen våben gemt oppe under taget ved vores skorsten. Det sidste viste min morfar heldigvis ikke. Men han truede med at fyre en svend, der altid mødte træt på arbejde, hvis vedkommende ikke stoppede med at føjte efter piger om natten. Men så fik min morfar Revolver Martha, lederen af den lokale modstandsgruppe i Hoptrup, i røret, som kunne fortælle, at der var en helt anden årsag til, at svenden var så træt, fortæller den 43-årige Morten Lindberg Petersen.

Han har kendt sin nye kompagnon Peter Kvist Henriksen siden ungdommen.

Siden er de blevet et godt team.

Lørdag den 20. april klokken 9 til 17 er der reception/åbent hus på Over Kestrup 26, hvor man kan hilse på den nye og gamle ejer og resten af teamet hos Kestrup Smed.

Der vil være pølser på grillen og mulighed for at vinde en græs-trimmer.

Marstrup Fodpleje & Wellness kommer forbi, så der vil være mulighed for at prøve NADA - en form for akupunktur, hvor man får nåle i ørene.

Der er også et loppemarked.

- Vores bagtanke er selvfølgelig, at der også skal være noget for damerne, mens mændene går rundt og kigger på maskiner, fortæller Morten og Peter med et smil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce