Annonce
Ugeavisen Haderslev

Rejsegilde i Skovbærparken: Hotdogs, håndsprit og hurra-råb!

Flere af kvarterets børnefamilier deltog i rejsegildet. Natascha er enlig mor til to-årige Sascha-Melia (foto) og ti-årige Carolina. Hun har i tre år boet i en lejlighed på 2. sal i Skovbærparken.Til december flytter hun ind i et af de nye rækkehuse. - Det bliver dejligt at komme ned til jorden, og jeg glæder mig også til at få min egen have. Jeg synes, at vi har godt kvarter, og det er et godt sted for børn, sagde Natascha. Foto: Dorthe Rasmussen
Boligområdet Brombærvej/Skovvænget er blevet totalt renoveret, og 35 nye rækkehuse er undervejs. Det fejrede Haderslev Boligselskab med et rejsegilde, der blev toppet med et Kim Larsen-show.
Annonce

HADERSLEV:  Det er en anderledes tid, som vi lever i.

Alle skulle sprittes af, og der blev ikke givet håndtryk.

Ellers var alt, som det plejer, da Haderslev Boligselskab/Domea torsdag eftermiddag holdt rejsegilde på de første af 35 nye rækkehuse i Skovbærparken.

Der var hotdogs, kolde vand og Kim Larsen-show med musikeren Michael Korup, som fik smilene frem, da han indledte med sangen: "Det er en kold tid, som vi lever i..."

Alle gik rundt og svedte.

På grund af  situationen med Covid-19 var publikum inddelt i to zoner, og der var en meters mellemrum mellem alle stolene.

I zone 1 sad håndværkerne og byggerådgiverne.

I zone 2 sad  beboerne fra blokkene i Skovbærvænget/Brombærvej og andre inviterede gæster.

De havde skygge under talerne.

Til gengæld måtte de vente på at komme op og få hotdogs.

Håndværkerne først!

Sådan er det -  et rejsegilde er håndværkernes fest!

Annonce

En særlig situation

Klaus Juhl, formand for organisationsbestyrelsen i Haderslev Boligselskab, bød velkommen.

Håndværkerne fik ros for godt håndværk, og beboerne i Skovvænget/ Brombærvej fik tak for den forståelse, de har udvist i al den tid, hvor boligområdet har været én stor byggeplads.


I håndværkere skal have tak for jeres altid gode humør - og det mener jeg.

Hans Jørgen Daarbeck, projektchef, Jorton


Projektchef Hans Jørgen Daarbeck fra Jorton, der er hovedentreprenør på det store boligprojekt,  holdt også en tale, hvor han kom ind på den særlige situation her i foråret med covid-19, der har krævet ekstra påpasselighed i hverdagen.

- I håndværkere skal have tak for jeres altid gode humør -  og det mener jeg, sagde byggelederen.

Hans humor fejler bestemt heller ikke noget.

Som en anden tv-kok hev han pludselig en pose frem på scenen.

- Jeg har jo snydt lidt og været over og smadre et glas i et af rækkehusene, og skårene er her i posen. Jeg håber, at der er mere end fem skår, for det er den tid, vi har garanti på fejl og mangler, sagde Hans Jørgen Daarbeck og raslede med posen fuld af skår.

Det lød godt.

- Gid denne bygning må bestå i så mange år, som dette glas går i skår!

Der blev råbt trefoldigt hurra, og så var der hotdogs til alle!

Håndværkerne først. Der var kø ved pølsevognen. Foto: Dorthe Rasmussen
En plads i skyggen. Beboerne i zone 2 fik sig en sludder, mens de ventede på, at det blev deres tur til at komme op og få sig en hotdog. Foto: Dorthe Rasmussen
En ristet med det hele.: - Ja tak. Pølsemand Jens Asmussen og hans far Gunnar var klar med de varme pølser, og det gik stærkt med at få langet over disken. Foto: Dorthe Rasmussen
Klaus Juhl, formand for organisationsbestyrelsen i Haderslev Boligselskab bød velkommen til rejsegildet. Foto: Dorthe Rasmussen
To boligblokke er revet ned, og ovenpå fundamenterne opføres 35 rækkehuse. Torsdag var der inviteret til rejsegilde for byggeriet. Foto: Dorthe Rasmussen
Christian Larsen og hans familie trives i Skovbærparken - Jeg bor her sammen med min kæreste og vores to børn. Før havde vi en to-værelses lejlighed på 58 kvadratmeter. Nu har vi fået en nyrenoveret tre -værelses på 93 kvadratmeter. Det er bare så godt, sagde Christian, som havde travlt med at følge med sin datter Rebecca til rejsegildet. Hun ville danse til Kim Larsen musik hele tiden. Foto: Dorthe Rasmussen
Flere af beboerne nød Kim Larsen showet fra deres nye altaner. Foto: Dorthe Rasmussen
Rækkehusene består af 3 og 4-værelses boliger med egen indgang og egen have. Foto: Dorthe Rasmussen

Skovbærparken

Den almene boligafdeling på Skovbærvej/Brombærvænget i Haderslev har indtil 2018 været præget af nedslidte bebyggelser og sociale udfordringer, og det har været svært at leje alle boliger ud.

Boligafdelingen, som er en del af Haderslev Boligselskab/Domea, er under en forvandling for omkring en halv milliard kroner, der skal fremtidssikre og give et løft til området, både bygningsfysisk og socialt.
Tidligere bestod boligafdelingen af 342 boliger, der er opført i årene 1967-76.

Nu består den af 245 attraktive boliger.

Projektet involverer både nedrivning af blokke og en gennemgribende renovering af de eksisterende.  Målet er blandt andet at tiltrække børnefamilier og at gøre det in igen at bo i Sydbyen, blandt andet ved at opføre 35  tre- værelses og fire-værelses rækkehuse. 

Projektet forventes endelig afsluttet i 2021, og samtidig skifter boligområdet navn til Skovbærparken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtsyd

Karting bliver nyt linjefag på VGIE

Annonce