Haderslev: Allerede i starten af december fortalte Kirsten Schmüser, at hun til foråret ville åbne en tøjbutik - i lokalerne lige ved siden af skobutikken i Storegade.
Dengang var Kirsten Schmüser ikke klar til at sætte en dato på åbningen af butikken, men det er hun nu.
- Det bliver den 1. marts, siger Kirsten Schmüser, der håber, at de nuværende coronarestriktioner, der løber til og med den 28. februar, ikke bliver yderligere forlænget, så hun rent faktisk får mulighed for at invitere indenfor i butikken.
Forberedelserne har længe været i gang og den kommende tøjbutik er i gang med at gennemgå en forvandling, så den kan blive klar til Schmüsers tøjunivers.
Det meste af tøjet er allerede købt og på vej til butikken:
- Det bliver med fokus på det klassiske - på det tøj, som jeg selv kan lide at gå i, siger Kirsten Schmüser.
- Der kommer blandt andet til at være Bitte Kai Rand, Masai og Trine Kryger Simonsen. Klassisk - med et touch af sort. Og så kommer vi også til at have et rigtig lækkert skindmærke - On Stage.
Hun har brugt meget tid på at finde de mærker, som skal være en del af butikken.
Derudover kommer der også nogle mindre kendte mærker, som Kirsten Schmüser har fundet frem til.
- Vi får også Muse Wear - det er mor og datter fra Thy, der står bag det, siger Kirsten Schmüser, der slet ikke kan skjule begejstringen for det tøj, som hun har købt ind til butikken.
Tyvstarter
Selvom det først er planen, at Kirsten Schmüser åbner sin tøjbutik til marts, så kommer man inden da til at kunne se noget af det tøj, som man fremover kommer til at købe i tøjafdelingen.
- I tøjbutikken kommer vi også til at have Liselotte Hornstrup, der køber reststoffer op og laver nyt tøj af det. Vi kommer til at udstille noget af det i vinduerne i skobutikken. Så sker der også lidt - og der er noget at kigge på, når man går ned gennem byen, siger hun og fortsætter:
- Jeg glæder mig til at åbne butikken - og personalet glæder sig også. Vi vil gerne i gang - sådan er det, når man brænder for det.