Annonce
Ugeavisen Haderslev

Sct. Hans festen i Damparken er reddet

Jønnes Grill og Crazy Daisy har genoplivet det nedlagte Sct. Hans arrangement i Damparken. De to nye arrangører håber også at kunne videreføre arrangementet i fremtiden. Arkivfoto

Jønnes Grill og Crazy Daisy overtager det traditionsrige arrangement i 11. time.

Annonce

HADERSLEV: Der bliver alligevel Sct. Hans fest i Damparken lørdag aften. For nogle uger siden meldte mangeårig arrangør Lions Haderslev ud, at klubben ikke længere kunne løfte arrangementet, og at det derfor var aflyst.

Men det skulle være løgn, tænkte Maya Troldahl, indehaver af Jønnes Grill, da hun læste den triste nyhed i søndags.

- Det var bare ærgerligt, at aflysningen blev meldt ud så sent. Men jeg tænkte alligevel, at vi måtte være nogle i byen, der kunne gøre noget for at redde arrangementet. Grillpølser sælger jeg jo i forvejen, konstaterer Maya Troldahl.

Mandag kontaktede hun Martin Christiansen, indehaver af Crazy Daisy, om han ville være med til at arrangere en fest i Damparken.

Han var frisk på idéen, og på mindre end to dage har han og Maya fået planlagt en Sct. Hans Fest. Den bliver som den plejer i Damparken med god musik, øl/sodavand, grillpølser, båltale, fællessang og selvfølgelig bål på dammen, fortæller Martin Christiansen.

- Det kan ikke være rigtigt, at en by af Haderslevs størrelse ikke skal have en Sct. Hans Fest for byens børnefamilier, fastslår Martin, som vil stå for den musikalske underholdning samt salg af drikkevarer i Damparken.

Lions Haderslev har givet Maya Troldahl den tømmeflåde, klubben har brugt til tidligere bål på vandet.

Hun håber, at skytter fra Haderslev Bueskyttelaug vil antænde bålet med brændende pile, som der er tradition for.

Hvem, der skal være årets båltaler, er endnu ikke på plads.

Fordi det er med så kort varsel, er mange oplagte kandidater allerede optaget.

- Men jeg har stadig nogle es i ærmet og tror på, at det falder på plads her indenfor de næste par dage, fortæller Maya Trolddahl.

Ellers så er grillen i Damparken klar fra klokken 18.00, og der er musik indtil klokken 20.00, hvor der er båltaler.

Klokken 21.00 tændes bålet, og arrangementet slutter klokken 22.00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce