Annonce
Ugeavisen Haderslev

Skolelever oplever lyden af dans

To trommeslagere står i hver sin side af salen og slår rytmen an. På gulvet imellem dem opfører eleverne en lille dans. Pressebillede
Annonce

Haderslev: Skoleelever i Haderslev Kommune møder i denne uge dans på en anderledes måde, når det professionelle dansekompagni Meshes er på besøg med en interaktiv danseforestilling. Ti forestillinger bliver det til. Eleverne er selv på gulvet og får alle sanser i brug.

To trommeslagere står i hver sin side af salen og slår rytmen an. På gulvet imellem dem opfører eleverne en lille dans med bevægelser, hvor de har hele kroppen i sving og på skift får øjenkontakt med en af de andre i gruppen, inden de er videre til næste bevægelse og nye øjne.

En time tidligere er de samme elever fra sjette årgang på Bregnbjergskolen i Vojens listet stille og lidt forlegne ind og har sat sig i en cirkel i gymnastiksalen for at se på og lytte til de to dansere og to trommeslagere i Meshes.

Men snart er eleverne selv med i forestillingen og kaster usynlige bolde til hinanden, bevæger sig rundt til rytmen fra trommerne eller sidder i grupper og giver bud på, hvad de hører og ser.

Kompagniet er på turné i kommunen hele ugen og spiller for elever fra 4.-6. klasse på Bregnbjergskolen, Fællesskolen Hoptrup-Marstrup-Vilstrup og på Erlev Skole.

Den interaktive forestilling er en del af ordningen Kulturpakker, som Haderslev var den første kommune i landet til at gå med i, og som sikrer, at alle skoleelever i kommunen får lov at opleve professionelle kunstnere flere gange årligt.

Bag danseforestillingerne står Dansehallerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Haderslev

Frivillig fredag

Annonce