Det er ikke så lang tid siden, at jeg var ude at køre en lørdag formiddag og havde tændt for radioen.
Valget faldt på det folkekære program ”Sarah og Monopolet” (tidligere Mads og Monopolet), hvor en gruppe kendte danskere diskuterer og debatterer indsendte dilemmaer og problemer fra mennesker rundt i det danske land.
Dilemmaerne svinger i dybde og diskussioner i kvalitet, men programmet er for det meste underholdende. Henvendelserne der vælges ud til programmet, skal gerne afspejle noget relaterbart – relationelle bump på vejen, som de fleste kender til i en eller anden form.
I programmet ønskede en kvinde at kæresten ville deltage mere i arrangementer i hendes familie og det var kæresten ikke interesseret i.
Hun vidste ikke hvordan hun kunne skabe en balance mellem hans behov og sine egne: For hende var det vigtigt at man blev del af hinandens liv hele vejen rundt, og han ville helst bruge sin tid kun på hende og sine egne venner og ikke på hendes familie.
Det var ikke dilemmaet som sådan, jeg egentlig bed mærke i. Det er ikke altid nemt at blive en del af hinandens familie og for nogen kan det virke som et stort skridt og måske endda grænseoverskridende og overvældende, lige pludselig at skulle møde svigerfamilien, bedsteforældre og hvad der ellers hører med. Men én af de kommentarer der lød fra monopolet, fangede min opmærksomhed.
Ét medlem i monopolet gjaldede, at han da heller ikke gad spilde sin sparsomme fritid på hvad som helst og hvem som helst. Hun måtte acceptere, at han ikke ønskede at bruge tiden på familiefester og fødselsdage og hvad der ellers måtte dukke op og sådan var det.
Er det blevet umoderne at spilde sit liv på hinanden?
Der er jo noget der tyder på det, i en kultur hvor vi bruger så meget tid på at forme vores eget liv, udleve vores drømme og behov. Er JEG der, hvor jeg vil være?
Er det blevet umoderne at spilde sit liv på hinanden?
Jeg tror, at mange fornemmer en indre uro, hvor vi hele tiden på vejen imod noget andet. Det skal føles helt rigtigt, ellers bliver det skiftet ud.
Måske ligger der også en frygt begravet dybt nede bag afskyen for at spilde sit liv på noget, vi i grunden ikke ved om bliver til vores fordel, eller om det overhoved bliver – måske ligger der en frygt for at miste det menneske vi har udleveret os selv til eller for at blive afvist, for hvad nu hvis det en dag er forbi?
Hvad gør vi så med alt det fælles levede liv, de fælles erfaringer og oplevelser?
Hvor skal vi gå hen med dem?
Det kan føles som spildte år at komme ud af et langt parforhold eller et venskab.
På en måde kan det være nemmere bare at være sig selv – at skifte forholdende ud, når overfladen krakelerer. Hele tiden at holde hinanden en lille smule på afstand, just in case vi får brug for en vej ud. Så er der sket et minimum af skade, og vi kan trække videre.
Og ja, det er da også vores liv! Og det har vi kun et af. Det skal ikke brugen på hvem som helst eller hvad som helst, men kun på lige præcis det vi gider, eller hvad?
Skal vi spilde livet på hinanden eller er spørgsmålet måske i virkeligheden, om vi tør?
Tør vi give ud af os selv, give os til hinanden, lade relationer gro og vokse, med risikoen for at de en dag ikke er mere? Med risikoen for, at vi måske erfarer noget overraskende, og vi lærer noget om os selv og hinanden?
Der er altid fare for, at noget bliver en fiasko. Men når alt kommer til alt, er det måske bedre at leve med den end slet ikke at turde at leve.