Sydbanks nye filialdirektør Jens Peter Høllsberg Jensen kender lokalområdet som sin egen bukselomme. Han er opvokset i Korning og har boet i Hedensted siden 1996.
Hedensted: Da Jens Peter Høllsberg Jensen i 1996 flyttede til Hedensted, var han ved at få klubkammeraterne fra Løsning IF på nakken.
- Ja, den gang var der meget rivalisering mellem de to byer, husker den 50-årige bankmand med et smil.
Han er født og opvokset i Korning og boede i Løsning, inden han sammen med sin kone Henriette flyttede til Olinesmindevej. Klubkammeraterne blev dog gode igen, og i øjeblikket spiller Jens Peter Hjøllsberg Jensen faktisk old boys fodbold i Korning.
Men selvom han rent bopælsmæssigt har holdt sig til sin fødeegn, så har hans karriere sendt ham på langfart, og det er faktisk første gang, hans arbejdsplads ligger i hjembyen. Han tiltrådte nemlig i februar som filialchef i Sydbanks afdeling i Hedensted.
- Man ved selvfølgelig aldrig, hvad der kan ske, men jeg regner bestemt med at blive her et godt stykke tid, siger Jens Peter Høllsberg Jensen, da han byder indenfor i afdelingen på Vesterbrogade.
-
50 år.
Uddannet inden for bankverdenen og har en HD i afsætning og marketing samt en mini MBA.
Har arbejdet i Sydbank i Horsens med rådgivning af private kunder, samt boligvurdering.
Var fra 1998 til 2015 i Totalkredit, heraf tre år i København.
Fra 2016 til 2018 afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Kolding.
Gift med Henriette. De har to børn på 16 og 19 år.
Vurderet ejendomme i hele Jylland
Bankverdenen er ikke ukendt, for den blev han uddannet i, og derfra slog karrieren over i ejendomsvurdering samt forskellige lederjobs.
- Jeg har været i Totalkredit i mange år og blandt andet vurderet ejendomme, så der er stort set ikke den by i Jylland, jeg ikke har været i, siger Jens Peter Høllsberg Jensen.
Jobbet i Totalkredit betød også en pendlertilværelse i nogle år, idet han arbejdede på Totalkredits hovedkontor i Høje Tåstrup.
I 2016 søgte han tilbage til bankverdenen, hvor han senest har startet en afdeling af Sparekassen Kronjylland i Kolding. Da stillingen i Sydbank blev ledig, var det oplagt at søge til Hedensted.
Han ser det som en klar fordel, at både han og andre af de ansatte er velbevandrede i de lokale forhold.
- Jeg kender jo mange af de kunder, der kommer ind ad døren, og det, tror jeg, betyder noget, forklarer Jens Peter Høllsberg Jensen.
Han mener, Sydbank spiller en vigtigt rolle for lokalsamfundet som understøtter af borgere, foreninger og virksomheder og som sponsor for mange forskellige aktiviteter.
Men han er også bevidst om, at bankerne på det seneste er blevet kritiseret, fordi de i nogle tilfælde har vist sig uvillige til at låne til eksempelvis huse i de mindre byer.
- Vi har i Sydbank ingen sorte huller på kortet, hvor vi ikke vil låne til huskøb eller byggeri. Vi ser altid på det enkelte projekt, men vi er også nødt til at tage hensyn til, hvad et hus kan sælges for efterfølgende, siger Jens Peter Høllsberg Jensen.
Han glæder sig til at arbejde i sin hjemby og ser masser af udviklingspotentiale i Hedensted, eksempelvis i form af de mange grunde, der skal bygges ved golfbanen.
- Og så har vi billigere byggegrunde end i Aarhus og Skanderborg og levere ejendomsskatter. Derudover er der styr på børnehaver og skoler og masser af aktiviteter omkring Hedensted Centeret, siger den nye filialchef.