Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Annette og Carsten flytter fra byen og åbner gårdbutik ved Gudenåstiens idyl: De har allerede 10 alpakaer

Myllerup Østergård har allerede fart på Facebook-siden, hvor opmærksomheden omkring alpakaerne har været stor. Foto: Mads Dalegaard
Parret Annette og Carsten Gram Lindegaard flytter fra Hedensteds jag til Gudenåstiens ro. Her vil de åbne gårdbutik med alpaka-walk'n'talk, kreativt værksted og måske i fremtiden en café.

Hammer: Istidens smeltevand har æltet godt i landskabet sydøst for Hammer. Det kuperede terræn skaber de naturrum, der giver plads til rislende vandløb, vildt plante-dyre-liv, små gårde og store eventyr.

Netop derfor købte Annette og Carsten Gram Lindegaard sig deres nye naturperle, Myllerup Østergård, hvor de i 2022 vil åbne gårdbutik, alpaka walk'n'talk og meget mere. For her er der plads til at slappe af. Her er der plads til at drømme.

- Vi elsker bare roen, naturen og mulighederne i stedet her, fortæller Annette Gram Lindegaard, der ligesom sin partner selv voksede op på en gård.

Annonce

- Samtidig elsker vi også at kaste os ud i ting og gå ind i det 100 procent. Vores motto er, at hvis vi kan drømme det, så kan vi også gøre det.

Lige ved Gudenåstien

Og ud i eventyret sprang de.

Carsten er jagtglad ingeniør, kommer oprindeligt nord fra Herning og arbejder hos Eltronic nær Hedensted. Annette har haft hele sin barndom i Hedensted, er uddannet serigraf, men har de seneste 10 år været meget hjemme for bl.a. at støtte datteren, der har autisme.

- I dag er hun 18 år, og når nu børnene er blevet så store, og flere endda er flyttet hjemmefra, var det tid til at flytte fra Hedensted. Vi skal selvfølgelig vænne os til det, men landet og især Myllerup Østergård har en ro, vi som familie har brug for, forklarer Annette.

Carsten og Annette Gram Lindegaard har det helt fint med at skifte Hedensted ud med mere grønt græs, frisk luft og alpaka-hygge. Foto: Mads Dalegaard

Helt roligt bliver det ikke. Gennem Myllerup Østergårds grund går nemlig en af Gudenåstierne, hvor mange vandrere årligt trasker forbi i vandrestøvler.

- Det skal vi selvfølgelig vænne os til, men vi er også sociale mennesker, der elsker besøg. Og så vil gårdbutikken være et perfekt stoppested på vandreturen, nævner Carsten.

Annonce

Alpak-amok

Der venter også de vandrende lidt af et syn, lige før de når Myllerup Østergård. På en stejl bakke græsser parrets 10 alpakaer.

- Jamen, har du set deres øjne? Mærk lige deres pels! lyder det grinende fra Annette.

Gården er fra 1887, men Annette og co. overtog den i tiptop stand. Foto: Mads Dalegaard

Det var hende, der foreslog dyrene, som oprindeligt kommer fra Andesbjergene i Sydamerika, efter at have set dem i fjernsynets dyreprogrammer. Perfekt til to dyreelskere.

- Dem kunne vi ikke stå for. Vi fandt så ud af, at de findes flere steder i Danmark, og at de har det fint i vores klima. Samtidig er de ikke så svære at få fat på, fortæller parret, der bestiller alpakaer fra både Chile og Schweiz.

Men alpakaer er dog ikke for alle og enhver.

- De er ret dyre. Alpakaer er flokdyr og fungerer bedst kønsopdelt, så man skal have mindst tre hunner eller tre hanner. De er nemme at fodre og have gående, men skal stadig passes, klippes osv., så man skal sætte sig ordentligt ind i det, før man erhverver sig dem, slår Carsten fast.

Ud over alpakaer har de også købt to skotske højlandskvæg hjem, der også gerne må fange forbipasserendes øjne. De håber på at få en bestand på 25 alpakaer på et tidspunkt.

Annonce

Terapidyr og kreativt værksted

Allerede 1. maj åbner Annette og Carsten op for alpaka-walk'n'talk. Her laver de en rute gennem bakkerne, hvor besøgende kan gå med og eventuelt trække en alpaka.

- Alpakaer bliver brugt som terapidyr, fordi de er så bløde, rolige og indbyder til kram. Det er lidt min drøm, at vi kan blive et besøgsmål for skoleklasser med børn med udfordringer, såsom min datter. For alpakaer kan virkelig give en ro og noget nærvær, fortæller Annette Gram Lindegaard.

- Men selvfølgelig er det også for folk, som vil synes, at det er sjovt at få en oplevelse i naturen med et lidt anderledes dyr.

Alpakaerne elsker skrå bakker som denne, så de kunne næsten ikke have fået et bedre sted at boltre sig. Foto: Mads Dalegaard

Gårdbutikkens åbning har parret dog ikke en dato for endnu. De skal først ordentligt på plads i hovedhuset. Herefter skal der renoveres på den lille ladebygning, hvor gårdbutikken og Annettes kreative værksted skal være.

- Jeg maler til dagligt og vil gerne have en glasovn eller et keramisk værksted, hvor jeg kan tilbyde aften- og weekendkurser. Jeg håber på at være fuldt beskæftiget herude, og vi håber på at kunne skabe noget liv og gøre en masse mennesker glade.

Annonce

Muligheder og mod i massevis

Listen over muligheder for varer i gårdbutikken er lang. De har en aftale med en lokal væver, der kan trylle alpaka-uldet om til garn. Carsten brygger selv øl ved et bryggelaug, så de kunne også komme på tale. Malerier, dekorationer, alpaka-souvenirs, brugskunst, alt muligt.

Ligesom listen over drømme for hele Myllerup Østergård også har en vis længde.

- Gårdcafé, shelters, glamping (klargjort, fin teltovernatning, red.), bondegårdsferie. Ork ja, vi har mange idéer og planer for stedet. Det ligger først laaangt ude i fremtiden, men vi får energi af at gå og drømme om det, siger Annette.

Alpakaer er yderst sociale dyr. I hvert fald med hinanden. Mange tror, at de spytter, men det sker nu sjældent. Foto: Mads Dalegaard

Reaktionerne har været mange på deres spring fra Hedensted til den vestlige del af kommunen. Nogle spørger, hvad de skal helt derude, og rigtig mange hylder dem for deres mod.

- Vi flytter jo netop herud, fordi det er "derude". Og vi føler os ikke modige, for det hele er båret af lyst. Dét her er, hvad vi vil, og vi elsker det allerede her, siger Carsten.

For Myllerup Østergaard giver dem plads til at slappe af. Plads til at drømme.

Vi flytter jo netop herud, fordi det er "derude". Dét her er, hvad vi vil og har brug for, og vi elsker det allerede.

Carsten Gram Lindegaard, én af de to nye ejere af Myllerup Østergård


Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Kvinde på el-løbehjul påkørt i rundkørsel

Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Fra hippie-miljø i Aarhus til sognepræst i Hedensted

Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Vejle-organist spiller til kyndelmisse i Glud

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Torup Kunst genopstår: Birgit vil køre galleri videre i Hannes ånd

Hedensted/Juelsminde Avis

Foredrag om De Stærke Jyder

Hedensted/Juelsminde Avis

Fra roehakker til tv-direktør: Hør Ivar Brændgaard fortælle om sit liv

Hedensted/Juelsminde Avis

Lokalkendt advokat takker af efter 'en menneskealder': - Jeg kommer da til at savne noget fast at stå op til

hedensted

BGI udvider med slag og spark: Står til at blive landets største med 750 elever til næste skoleår

Hedensted/Juelsminde Avis

Blev taget på fersk gerning med trailer fuld af tyvekoster: Og så kom der en lang række sigtelser oven i puljen

Hedensted/Juelsminde Avis

Den sammenligning forstår jeg simpelthen ikke, at du vil være bekendt, Henrik Højlund

Hedensted/Juelsminde Avis

Bil raseret på pendlerplads: Smadrede ruder og bagklap på vid gab

Annonce