Annonce
Læserbrev

Bøgely. Menneskelig ansvarlighed er erstattet af kompliceret lovgivning

Annonce

Læserbrev: Arne Berg Pedersen har i Hedensted Avis 4. februar skrevet et sobert indlæg i forbindelse med bortvisning af en medarbejder fra plejehjemmet Bøgely.

Jeg vil her supplere med nogle få bemærkninger. Jeg kender kun til sagen fra avisen, herunder de læserbreve, der har været i Hedensted Avis. Men som sagen er fremstillet i Arne Berg Pedersens læserbrev, så er der tale om en omsorgsfuld handling fra en erfaren fagperson, Minna Olesen. Jeg skal ikke kloge rundt i, om der er interne regler, der er overtrådt. Men jeg vil godt gøre gældende, at en generel tendens i de sidste 10-15 år inden for den offentlige sektor (som jeg selv har arbejdet i i over 40 år) er, at den enkelte fagpersons kreativitet og faglige og menneskelige ansvarlighed er erstattet af ofte kompliceret lovgivning og generelle instrukser, som i sidste ende kan gøre den enkelte medarbejder til en marionetdukke, og borgeren til ”sorteper”.

I forhold til den omtalte sag vil jeg fremdrage servicelovens § 81: Formålet med at yde støtte efter denne lov til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov.”

I en tilhørende vejledning fra Social-og Indenrigsministeriet står bl.a.: ”Omsorgspligten er de sociale myndigheders pligt til at undgå omsorgssvigt over for borgere, der som følge af en betydelig nedsat psykisk funktionsevne åbenlyst ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. Pligten er begrundet i, at personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne i flere tilfælde ikke vil være i stand til at afgive det fornødne samtykke til tilbud efter serviceloven.”

Og endelig står der i samme vejledning om samtykke fra borgeren bl.a.: ”Gyldigheden af et samtykke forudsætter, at det foreligger inden den handling eller undladelse, der er givet samtykke til, udføres. Det er en forudsætning, at vedkommende forstår, hvad samtykket indebærer. Der kan dog kun opstilles meget overordnede retningslinjer for, hvornår den, der samtykker, kan siges at have forståelse for samtykket, dvs. være habil i forhold til det, vedkommende har samtykket i.”

Og senere i samme vejledning: ” Et gyldigt samtykke kan således foreligge i form af: Et udtrykkeligt samtykke, hvor der klart gives udtryk for, at man er indforstået med den pågældende handling. Det kan foreligge skriftligt eller mundtligt. Et stiltiende samtykke, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke.”

Der er altså i situationen tale om en faglig og menneskelig afvejning af på den ene side borgerens ret til selvbestemmelse, og på den anden side borgerens ret til nødvendig omsorg.

Hvad der i situationen er den - juridisk set - rigtige tolkning skal jeg ikke kloge rundt i. Men at Minna Olesen i situationen har handlet ansvarligt, nænsomt og menneskeligt over for borgeren ved at bruge et lagen som sikkerhedsbælte, så borgeren ikke faldt fremover, men i stedet faldt til ro, er for mig åbenlyst.

Den enkelte fagpersons kreativitet og faglige og menneskelige ansvarlighed er erstattet af ofte kompliceret lovgivning og generelle instrukser, som i sidste ende kan gøre den enkelte medarbejder til en marionetdukke, og borgeren til ”sorteper”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce