Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Banetunnel bliver første skridt mod en skønnere bymidte i Hedensted

I følge en masterplan for Hedensted har der været tanker om at udvide tunnellen, men den plan er foreløbig strandet på grund af økonomien. Foto: Michael Svenningsen
En gruppe borgere og Hedensted Kommune er sammen ved at sparke liv i den midtbyplan, der skal gøre Hedensted mere attraktiv. Målet er at begynde i det små og måske få stablet et decideret udviklingsråd på benene.
Annonce

Hedensted: Den er mørk, utryg og alt andet end indbydende, tunnellen under jernbanen mellem Østerbrogade og Vesterbrogade.

Det var en gruppe borgere og repræsentanter fra Hedensted Kommune enige om, da de forleden gik en tur rundt i byen. Gåturen er et led i en proces, som skal sparke nyt liv i den Masterplan for Hedensted, som blev lanceret i 2016.

Kommunen har indkaldt en gruppe borgere, der skal komme med konkrete input til, hvordan man kan komme i gang med planen, der mere eller mindre har ligget stille siden vedtagelsen. Blandt andet fordi en plan om et kulturhus, hvor Hedensted Sognegård og Trykkeriparken er, i 2017 faldt til jorden.

- Vi har genbesøgt masterplanen og sammen med gruppen af borgere fundet nogle fokuspunkter, som vi kan begynde med. Udfordringen med masterplanen fra 2016 er, at den er meget overordnet, så nu prøver vi at komme i gang med nogle mindre projekter, som er hurtigere at føre ud i livet, så folk kan se, at der sker noget, forklarer Anne-Mette Agermark, der er projektleder i Hedensted Kommune.

Byudvikling i Hedensted

Hedensted by har udviklet sig kraftigt de senere år med meget byggeri omkring golfbanen.

I midten er det seneste store byggeri Lidl-butikken, der åbnede i 2018.

I 2017 blev det tidligere Hedensted Avis og Bogtryk revet ned, og pladsen er nu omdannet til Trykkeriparken.

I 2008 blev butikkerne i lejlighederne på Haralds Plads bygget.

Der er planer om at bygge en ejendom med lejligheder på Aldi-grunden.

Masterplanen for Hedensted kan ses her.

Annonce

Pengene er der

Det første fokuspunkt er som sagt tunnellen under jernbanen. I følge masterplanen skulle den laves større, men det har vist sig vanskeligt på grund af prisen.

I stedet kommer forslag som øget belysning, en anden indgang til tunnellen og andre buske og træer på banen, mens gruppen går rundt. Efter rundturen samles man på rådhuset for at arbejde videre med ideerne.

Pengene til udvikling af Hedensted er der, for de er en del af en pulje på 77 mio. kroner til udvikling af centerbyerne, som byrådet satte af i 2016. Penge, som både Tørring og Juelsminde er i gang med at bruge løs af, men som i Hedensted indtil videre kun er udmøntet i form af Trykkeriparken.

Annonce

Begyndelsen på udviklingsråd

En af de borgere, som er med på rundturen i byen, er Jens Peter Høllsberg Jensen, der er filialchef i Sydbank i Hedensted. Han er glad for det nye initiativ fra kommunens side.

- Vi trænger til at gøre noget for byen. Der er jo afsat penge til at forskønne byen, som vi ikke bruger, så det er bare om at komme i gang, siger han.

Anne-Mette Agermark forklarer, at Hedensted har en anden størrelse end de øvrige centerbyer i kommunen og derfor ønsker gruppen, at rådet skal finde sin egen form og arbejdsgang. Der er derfor heller ikke nedsat et endeligt råd med faste vedtægter endnu.

- Vi vil gerne have så mange repræsentanter med som muligt, og måske skal forskellige grupper, som skoleelever, inddrages ad hoc. Alle er velkomne til at komme med input, forklarer hun.

På et tidspunkt kan det blive nødvendigt med et mere formelt udviklingsråd, men der er man ikke endnu, fortæller Anne-Mette Agermark.

Et officielt råd er et ønske blandt nogle af de borgere, der foreløbigt er med i borgergruppen.

- Jeg tror, det er nødvendigt med et udviklingsråd, hvis der skal ske noget i byen. Hvis vi ikke gør noget, så ender Hedensted om 10-15 år lige som Løsning uden detailbutikker, siger Hans Henrik Pedersen, der er gift med urmager Lene Langelund.

- Det er et fantastisk godt spørgsmål, hvorfor Hedensted ikke har fået sådan et råd endnu. Måske er byen så stor, at man tænker, at nogle andre tager sig af det. Så det er positivt, det der sker nu, siger Jens Peder Høllsberg Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce