Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Butiksejer er helbredt for kræft, men lukker forretningen

Charlotte Jespersen har været glad for tiden som butiksejer, og hun har nydt kontakten med kunderne. Men hun trænger til at holde fri. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Charlotte Frydendall Jespersen er rask efter sin kræftsygdom, men nu har hun brug for en pause. Derfor lukker hun børnetøjsbutikken Sille & Silas.
Annonce

Hedensted: Efter to et halvt år med børnetøj på Bredgade i Hedensted har Charlotte Frydendall Jespersen besluttet at lukke sin forretning, Sille & Silas.

Det sker efter et par hårde år, hvor den 44-årige butiksindehaver og mor til tre både har kæmpet med brystkræft og med at få forretningen til at give overskud.

- Det har ikke været nogen nem beslutning, for jeg har virkelig nydt min lille butik og mine dejlige kunder i alle aldre. Men jeg trænger til at holde fri - oven på et par hårde år, skriver Charlotte Frydendall Jespersen på butikkens Facebook-side.

Annonce

I konkurrence med webbutikker

Avisen har tidligere skrevet om Charlotte Frydendall Jespersens forløb med brystkræft, og om hvordan det var at være selvstændig butiksindehaver samtidig med at passe et kemoforløb på sygehuset. Men på Facebook-siden understreger Charlotte Jespersen, at lukningen af butikken ikke har noget at gøre med hendes helbred.

- Jeg er helt rask, skriver hun.

Til Hedensted Avis fortæller Charlotte Frydendall Jespersen, at butikken har løbet rundt, men ikke med noget med stort overskud. Hun har ligesom mange andre forretningsdrivende mærket konkurrencen fra butikker på internettet.

- Jeg har en meget fast og loyal skare af kunder blandt bedstemødre. De kommer rigtig gerne i butikken. Jeg har også haft et godt salg inden for barselsgaver. Der vil man gerne lige se, hvad man køber. Rigtig mange andre salg har også været i gaveindpakning. Men mødre til flere børn, tror jeg, handler meget på nettet. Det er nok for nemheds skyld. Børnene skal alligevel ikke med ud at handle, så de kan lige så godt bestille det på nettet. Så tager man konflikten derhjemme i stedet for, siger hun.

Annonce

Kræver noget særligt

Trods udfordringen med at tiltrække mødre, mener Charlotte Frydendall Jespersen, at det godt kan lade sig gøre at drive børnetøjsforretning lokalt.

- Jeg vil ikke sige, det ikke kan gå, men det kræver noget. At man kan lægge mange timer i det og give det en skalle. Jeg prøvede selv at lave en webshop, men det er ikke min stærke side. Hvis nogen er bedre til det, så vil kombinationen af butik og webshop være rigtig god, siger hun.

Charlotte Frydendall Jespersen har fået henvendelser angående overtagelse af butik og lejemål, men, da avisen taler med hende, ved hun ikke, om ny butik kommer til at åbne.

Hun begynder ophørsudsalget i uge otte og holder indtil da ferielukket, da hun er sammen med sin familie, manden Kim og de tre drenge, Tobias, Lukas og Silas, er på Gran Canaria. En rejse, familien egentlig havde planlagt i sommerferien for halvandet år siden, men dengang måtte aflyse på grund af Charlottes sygdom.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce