Juelsminde: 50-årige Charlotte Kaas fra Juelsminde var i sine unge dage aldrig i tvivl om, at hun ville være pædagog.
Ej heller at hun ville arbejde som socialpædagog, hvor hun ville drage omsorg for og hjælpe udsatte børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Alt det nåede hun også både at uddanne sig til og arbejde i, men for to år siden sagde hun farvel til sit pædagogjob på et opholdssted for anbragte børn og unge i Lunderskov for i stedet at åbne sin egen café i Odelsgade i Juelsminde, Café Kaas & Co. Et karrierespring, som hun på ingen måde har fortrudt, selv om der har været bump på vejen
- Jeg vil sige til alle med en drøm i maven: Kast jer ud i det. Det der med at åbne en butik er noget jeg har gået og puslet med i årevis, men har manglet modet. Da jeg havde små børn var det selvfølgelig en butik med børnetøj og babytøj, jeg gik og drømte om, mens det i nyere tid netop har været drømmen om at åbne en café, der har rumsteret i mig, siger Charlotte Kaas.
Tog springet i 2018
Og da butikslokalet i Odelsgade 26 blev ledigt for to år siden, slog hun til. Modet til at tage springet på netop det tidspunkt handlede også om, at det blev sværere og sværere for hende at finde arbejdsglæden i hendes gamle job.
- Jeg var egentlig rigtig glad for mit gamle arbejde, men nedskæring på nedskæring samtidig med, at de børn og unge, vi fik ind, blev mere og mere krævende gjorde, at jeg begyndte at tage arbejdet med hjem. Ressourcerne til at klæde personalet ordentligt på til opgaven var der simpelthen ikke længere, og det gjorde det naturligvis noget lettere at tage springet, siger Charlotte Kaas.
Og så glæder hun sig hver dag over, at hun stadig har med mennesker at gøre.
- Den tætte og gode kontakt til kunderne er med til at skabe en hyggelig og autentisk atmosfære her i cafeen, og det er præcis sådan, jeg på forhånd havde håbet det ville være. Det gør det meget nemmere at kapere de mange timer, jeg bruger på cafeen hver uge, siger Charlotte Kaas.
Vil gerne hjælpe andre
Ambitionen om at hjælpe andre mennesker har hun i øvrigt taget med sig fra sit arbejde som pædagog.
- Helt fra starten af har jeg haft en ambition om, at mennesker på kanten af - eller som er helt uden for - arbejdsmarkedet skal have mulighed for et godt arbejdsliv her hos mig. Derfor har jeg en flexjobber ansat, ligesom en anden i øjeblikket er under udredning med henblik på at blive godkendt til et flexjob. Det giver livskvalitet og tro på, at man har en værdi. At der er brug for én, selv om man ikke kan arbejde 37 timer om ugen, siger Charlotte Kaas, der tror, at hendes rummelige menneskesyn handler om en lidt turbulent opvækst som plejebarn.
Bump på vejen
Der er nu gået lidt over to år, siden hun startede caféen, og selv om det generelt er gået godt, så medgiver hun, at der har været bump på vejen.
- Jeg havde jo reelt ikke nogen erfaring med cafédrift overhovedet, så det er klart, at jeg har begået fejl undervejs, men det er jo også det, man lærer af. Jeg har jo ikke åbnet café for at blive rig, så hvis det bare kan løbe rundt, så er jeg glad, siger Charlotte Kaas, der sagtens kan se sig selv som caféejer i Juelsminde de næste ti år.
Coronaen en prøvelse
Coronaen har også været lidt af en prøvelse, men også den bliver tacklet med en stoisk jysk tro på, at det hele nok skal gå alt sammen.
- Vi mistede jo al vores omsætning i de 14 dage, hvor vi var lukket helt ned omkring påske. Da vi så måtte åbne op igen, var det kun med take away-sandwich og kaffe to go. For at holde skindet på næsen søgte vi om penge fra hjælpepakkerne, og det fyldte da også nogle huller ud, men selvfølgelig er det ikke en optimal situation for en nystartet café. Det siger sig selv, siger Charlotte Kaas, og fortsætter:
- Hen over efteråret ville vi da gerne have lavet nogle aftenarrangementer med musik og open mike for de unge med videre, men det har vi måttet droppe, da vi kun har meget få kvadratmeter at gøre godt med, siger Charlotte Kaas, der således glæder sig rigtig meget til, at hun på et tidspunkt - forhåbentligt - kan få lov til at drive café i Juelsminde helt uden coronarestriktioner.
Charlotte Kaas, indehaver af Café Kaas & Co. i JuelsmindeJeg vil sige til alle med en drøm i maven: Kast jer ud i det.
Karriereskift - ny artikelserie
Herstående artikel er en del af en serie, hvor nærværende avis har sat sig for at portrættere en række personer fra Hedensted Kommune, der alle har det til fælles, at de har foretaget et karrierespring.
Det vil sige det at droppe en måske mangeårig uddannelse og beskæftigelse til fordel for noget helt nyt.
Læs om deres overvejelser om, hvorfor de valgte at skifte karriere, og hvad det nye job har gjort ved dem - både på det faglige og det personlige plan.
Charlotte Kaas
Hun er oprindeligt fra Vejle, men flyttede til Juelsminde i 2015 i forbindelse med, at hendes mand, Kem Kaas, fik job som havnefoged i byen. Parret har fem voksne børn.
Efter folkeskolen tog hun en HF-uddannelse i Vejle. Pædagoguddannelsen tog hun på Jelling Seminarium.
De første år som udlært pædagog fandt sted i børnehaver og vuggestuer i Vejle-området.
Herefter fik hun ønskejobbet som socialpædagog på et opholdssted i Lunderskov for anbragte børn og unge. Her nåede hun at være i lige knap ni år.
I 2018 åbnede hun så Café Kaas & Co. I Odelsgade i Juelsminde, hvor hun sammen med sit personale kan byde på et bredt udvalg af kaffe, te, kage/boller, pandekager, vafler, lette frokostretter foruden vine og specialiteter.
Anderledes brugskunst og retroting er også en del af sortimentet.