Juelsminde: At detailhandelsbutikker er ekstremt påvirkede af coronakrisen, kan de fleste nok gætte, men hvordan er temperaturen egentlig i de lokale butikker i Juelsminde?
Det spørgsmål kan Juelsminde Avis nu besvare.
I denne uge introducerer avisen et månedligt butiksbarometer, der er baseret på butikkernes omsætning i forhold til samme måned sidste år, et såkaldt indekstal. Hver måned bringer avisen et gennemsnit af butikkernes indekstal, og på den måde kan læserne følge med i, hvordan butikkerne klarer sig gennem krisen og se, hvordan deres indkøb påvirker det lokale butiksliv.
I marts måned var det gennemsnitlige indekstal for Juelsmindes butikker på 79, hvilket betyder, at butikkernes omsætning i gennemsnit er faldet med 21 procentpoint i forhold til marts måned 2019. I april røg indekset over 100 og landede på 101.
Tallet dækker over, at nogle butikker omsætter for langt mindre, end de plejer, mens andre butikker omsætter for væsentlig mere, end de plejer.