Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Fem menighedsråd skal ud i ny valgrunde

Kirkelivet har som så meget andet været begrænset af corona og måske har det også haft betydning for, at man fem steder i Hedensted Provsti skal ud i en ekstraordinær valgforsamling for at få nok medlemmer i menighedsrådet. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
136 personer i Hedensted Provsti har fået plads i et menighedsråd ved tirsdagens valg, men 13 pladser er stadig ledige
Annonce

Hedensted: Tirsdag 15. september blev der holdt valg til landets menighedsråd. Efter valgforsamlingerne står det klart, at fem ud af de i alt 21 menighedsråd i Hedensted Provsti, skal ud i en ekstraordinær valgforsamling for at besætte pladserne.

På tirsdagens valgmøde til menighedsrådet, lykkedes det ikke for hverken Nebsager-Bjerre- Stenderup Menighedsråd, Klejs Menighedsråd, Juelsminde Menighedsråd eller Ølsted Menighedsråd at få sat navn på alle pladser. Også Hjarnø skal af tekniske årsager ud i en ny valgforsamling. Der er dog kandidater til pladserne.

I Klejs mangler der to personer i det fem mand store råd, foruden stedfortrædere.

Det eksisterende menighedsråd mødes i næste uge for at lægge en plan for, hvordan man finder de manglende medlemmer.

- Vi skal måske ud at lave lidt mere oplysning om, hvad vi laver, og prikke nogle flere på skuldrene, og dem vi allerede har prikket, skal vi måske prikke lidt hårdere til, fortæller formand Morten Mylund Pedersen.

Han fremhæver, at man som menighedsrådsmedlem får mulighed for at tage nogle lokale beslutninger om, hvordan kirkelivet skal være.

- Det betyder meget hos os. Det er efterhånden mange år siden brugsen i Klejs blev nedlagt, og der er ikke så mange andre mødesteder tilbage end kirken, lyder det fra Morten Mylund Pedersen.

Annonce

Vil agitere ved købmanden

Også i Nebsager-Bjerre-Stenderup er planen, at der skal fortælles mere om menighedsrådets arbejde. F.eks. vil repræsentanter fra menighedsrådet stille sig op ved Min Købmand i Stenderup fredag 25. september for at fortælle om arbejdet.

- Vi mangler et medlem fra Stenderup og et fra Nebsager. Det er første gang i min tid, vi ikke kan besætte alle pladser. Jeg ved ikke, om coronaen har betydning for det, men i hvert fald mødte der ikke nær så mange op til valgforsamlingen, som der plejer, konstaterer menighedsrådsformand Sonja Hill Christiansen.


Du drømmer ikke om, hvor mange vi har spurgt.

Sonja Hill Christiansen, menighedsrådsformand


Hun mener, det er en større tendens, at det er svært at finde nogen, der vil påtage sig et tillidshverv som at sidde i menighedsrådet.

- Du drømmer ikke om, hvor mange vi har spurgt, men det er jo nøjagtig den samme udfordring man har i vandværket, i antenneforeningen og sportsklubben. Folk har nok i deres arbejde og familie og orker ikke mere, siger Sonja Hill Christiansen og forsætter.

- Jeg synes personligt, det er både sjovt og spændende at være med til at sætte sit præg på kirkelivet i ens nærområde og få indflydelse på noget, som har betydning for eftertiden. F.eks. skal vi til at sætte Stenderup Kirke i stand og bygge nyt kapel og graverbygning i Nebsager, fortæller Sonja Hill Christiansen.

Annonce

God kirkegang, men...

I Juelsminde er det en enkelt person, der mangler, mens man i Ølsted mangler at få sat navne på tre af de i alt seks pladser i rådet.

- Det har altid været svært at skaffe folk til menighedsrådet, men det er ganske usædvanligt, at vi skal ud i en ekstraordinær valgforsamling. Vi har en rigtig god kirkegang i Ølsted, og mange frivillige, der stiller op, når der er brug for det, men det der med bygninger, økonomi og personaleansvar er der måske ikke så mange, der finder interessant, fortæller Ølsteds sognepræst Marianne Nielsen.

De ekstraordinære valgforsamlinger bliver som udgangspunkt holdt 6. oktober.

For alle sogne gælder det, at det er muligt at udløse afstemningsvalg, hvis der indleveres en alternativ kandidatliste. Kandidatlisten kan indleveres frem til 15. oktober 2020. Et eventuelt afstemningsvalg afholdes den 17. november.

De nye menighedsråd tiltræder 1. søndag i advent.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce