Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Fitnesscenter genåbnede blot få timer efter at have modtaget retningslinjer: Vi var godt forberedt

Fit og Sund i Hedensted genåbnede mandag klokken 12 - og allerede få minutter senere var der fuld gang i maskinerne, fortæller Michael Seiger Kristiansen. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Fit og Sund i Hedensted var hurtige på startramperne og genåbnede allerede mandag klokken 12, selvom man først modtog retningslinjerne samme morgen. Et resultat af god forberedelse, mener centrets ejer.
Annonce

Hedensted: Regeringen og Folketingets partier blev lørdag enige om, at indendørs idræts- og foreningsliv kunne genåbne mandag - og denne mulighed var Fit og Sund i Hedensted hurtige til at benytte.

Mandag middag klokken 12 slog Fit og Sund nemlig dørene op igen – og allerede godt et kvarter senere var der liv i lokalerne og fuld gang i maskinerne.

- Vi er vanvittigt glade for, at vi nu kan åbne igen. Det har vi ventet på længe, og vi har haft et stort ønske om at være en del af tredje fase af genåbningen, da vi længe har følt, vi var godt stillet i forhold til de coronaretningslinjer, siger Michael Seiger Kristiansen, ejer af Fit og Sund i Hedensted.

Netop retningslinjerne modtog han først mandag morgen klokken 7.30. Men trods den yderst korte varsel kunne fitnesshungrende unge og ældre altså træde indenfor på Bytorvet 27 under fem timer senere, hvilket ifølge Michael Seiger Kristiansen er et resultat af god forberedelse.

- Vi har gennem lang tid arbejdet kraftigt på at stå klar, og vi har egentlig haft en god indikation om, hvad de her retningslinjer ville indebære, så vi var super godt forberedt, da vi modtog meldingen, fortæller en glad Fit og Sund-ejer.

Vi har gennem lang tid arbejdet kraftigt på at stå klar, og vi har egentlig haft en god indikation om, hvad de her retningslinjer ville indebære, så vi var super godt forberedt, da vi modtog meldingen.

Michael Seiger Kristiansen

Annonce

Kan rumme mere end 100 mennesker

Genåbningen, der blandt andet medfører retningslinjer om afstand, afspritning og medbringelse, indbefatter ikke de store udfodringer for Fit og Sund i Hedensted, hvor man under coronapandemien har iværksat et splinternyt udendørs styrketræningscenter.

- Vi kan have 50 gæster nedenunder, 50 ovenpå og yderligere 50 i det nye styrketræningscenter, som vi har lavet under coronaen, hvorfor vi i tilfælde af et fyldt lokale kan henvise besøgende til de andre områder, siger Michael Seiger Kristiansen, der understreger, at man absolut intet har at frygte ved at genstarte træningen i Hedensted.

- Vi befinder os i en branche, hvor vi er vant til at spritte af, og hvor vi er vant til at have en vis hygiejne, som vi bare intensiverer endnu mere nu, siger han.

Flere andre fitnesscentre i Hedensted Kommune er nu også genåbnet efter godt tre måneders corona-nedlukning.

Retningslinjer for fitnesscentre

Antallet af aktive i fitnesslokalerne begrænses, så de generelle regler om afstand kan overholdes. Det sikres, at antallet af aktive i lokalerne reguleres således, at der maksimalt er en udøver pr 4 m2.

Begrænsning og regulering af antal i fitnesslokaler skal ske ved både indgang til fitnesslokalerne og i de enkelte fitnesslokaler.

Der skal være afstandsafmærkninger på gulve de steder, hvor det er hensigtsmæssigt.

Der sikres en meters afstand mellem borde og stole i caféområder.

Yoga- og træningsmåtter, sandsække og boksehandsker mv. bør ikke være tilgængeligt. Brugerne opfordres til at medbringe eget udstyr, hvis dette skal anvendes til træning.

Der foretages ekstra udluftning og rengøring som en del af den daglige drift med hyppig desinficering af berøringsflader som dørhåndtag, kortlæsere, vandhaner og træningsudstyr og træningsmaskiner.

Ved redskaber og maskiner desinficeres kontaktflader mellem hver benyttelse.

Kilde: Kulturministeriet

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce