Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Gave på 1600 visirer letter hverdagen på Skærvebo: Så enkle er de at lave selv

Sygeplejerske Lene Holm er glad for de nye visirer, der blandt andet gør spisesituationerne på bostedet nemmere. Hun har før prøvet at rykke frem og tilbage på en stol, når hun skulle hjælpe en beboer med at spise, men med de nye visirer kan hun blive siddende tæt på. Foto: Camilla Bo Krefeld
To medarbejdere på virksomheden Rambøll har kostrueret engangsvisirer lavet af en plastforside, en papstrimmel og en elastik. De kommer nu ud og gør glæde på blandt andet bostedet Skærvebo i Løsning.
Annonce

Løsning: Ansatte, som er i tæt kontakt med borgerne, skal bære maske eller visir. Sådan lyder coronaretningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen på blandt andet plejecentre og bosteder. Men det har været svært at få fat i de relevante værnemidler.

På Skærvebo i Løsning, et kristent bofællesskab for mennesker med fysisk eller psykisk funktionshæmning, var glæden derfor stor, da to medarbejdere fra virksomheden Rambøll tirsdag kiggede forbi med 1600 hjemmelavede visirer.

- Det kommer til at gøre hverdagen meget nemmere. Vi har flere beboere, som har brug for hjælp med at spise og børste tænder, og det er altså svært at gøre, mens man holder afstand. Nu kan vi bedre give den rette hjælp, siger sygeplejerske Lene Holm, som tog imod gaven fra Rambøll.

Sådan laver du et visir af kontorartikler

Det skal du bruge: Et A4-ark af klar plastik (fx forsiden til en mappe), et stykke karton på 2,2 x 27 cm, en elastik eller snor på 31 cm.

Det gør du: Klip kanterne runde i bunden af plastikarket og lav fire små huller i toppen, to i hver side. Der laves lignende huller i kartonet, og kartonet sættes fast på indersiden af plasiktarket vha. elastikken.

Annonce

Enkle at lave selv

Rambøll, der er en ingeniør-, arkitekt- og rådgivervirksomhed, har produceret i alt 20.000 engangsvisirer, som de deler ud gratis. Visirerne er lavet af kontorartikler efter to medarbejderes snilde påfund.

Baggrunden er, at medarbejderne undrede sig over, hvorfor mange danske plejehjem og andre institutioner stadig manglede visirer til at beskytte personalet mod coronasmitte, og så tog de alt, hvad de havde omkring sig i kopirummet, og konstruerede seks demomodeller.

- Til sidst nåede de frem til en enkel løsning med bare en gennemsigtig plastforside til en mappe, en papstrimmel og en elastik, fortæller Pia Jakobsgaard-Iversen, markedsdirektør for Rambøll Trekantområdet.

De hjemmelavede visirer blev sendt ind til Sikkerhedsstyrelsen, som har godkendt dem til brug på plejehjem og alle andre ikke kliniske områder.

- Vi har stadig nogle, vi kan dele ud af - så det er bare at søge. Men faktisk er de også så enkle, at man sagtens selv kan lave dem, og materialerne er billige, siger Pia Jakobsgaard-Iversen

Annonce

Vant til mange kram

Og prisen er et tema, fortæller sygeplejerske på Skærvebo, Lene Holm.

- Det kan hurtigt løbe op, for man kan ikke bruge det samme visir ret mange gange uden omfattende rengøring. Vi har fået leveret 1600, og vi regner med, at de holder i tre måneder. Det er primært til personalet, men vi har også lidt til gæster. For det kan være rigtig svært at holde afstand på en terrasse, når man ikke har set hinanden længe. Vores beboere er vant til at få mange kram, og det savner de, siger Lene Holm.

Visirerne er både billige og enkle at lave selv. Foto: Camilla Bo Krefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce