Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

"Hemmelige film" på Juelsminde Bibliotek

I februar og marts måned kan man på udvalgte datoer se"Hemmelige film" på biblioteket i Juelsminde. Der er tale om et helt nyt tiltag, som skydes i gang søndag 2. februar. PR-foto
En af lånerne på biblioteket i Juelsminde, Bente Balle, har sammen med bibliotekets personale sørget for, at der i den nærmeste fremtid bliver vist "Hemmelige film" på biblioteket. Første gang søndag 2. februar.
Annonce

Juelsminde: Om meget kort tid kan man se gode film på et stort lærred på biblioteket i Juelsminde. Det nye tiltag, som går under navnet ”Hemmelige film", er blevet til i et samarbejde mellem en af bibliotekets lånere, Bente Balle, og bibliotekets personale.

Eva Vind fra Juelsminde Bibliotek, fortæller:

- Vi blev kontaktet af Bente, som havde hørt om et bibliotek på Sjælland, der viste såkaldte ”Hemmelige film”. Hun kunne godt tænke sig noget tilsvarende i Juelsminde. Det synes vi på biblioteket lød som en spændende idé, og undersøgte det derfor nærmere, siger Eva Vind.

Nu har biblioteket indgået en aftale angående rettigheder til at vise en række film og har i samarbejde med Bente Balle bestemt, hvordan ”Hemmelige film” kommer til at foregå i Juelsminde.

Foruden at betale for licensen til filmene lægger biblioteket lokaler, projektor, lærred og film til. Biblioteket sørger også for at lave plakater og lignende. Det, der skal ske på selve dagen for filmfremvisningerne, kommer Bente Balle til at stå for – gerne i samarbejde med andre frivillige.

Annonce

Samskabelse vægtes højt

Det er ikke første gang, at Juelsminde Bibliotek har sat nye ting i værk i samarbejde med en eller flere af bibliotekets brugere. Samskabelse er noget, der bliver vægtet højt på Hedensted Bibliotekerne.

- Det er vigtigt, at kommunens borgere føler, at det er deres biblioteker, og derfor er bibliotekets personale interesserede i at gå ind i dialog om ønsker og idéer for bibliotekerne, siger biblioteksleder Thomas Ry Andersen, og han fortsætter:

- Bibliotekerne er glade for at kunne efterkomme et ønske i lokalsamfundet og understøtte de afgørende fællesskaber, som borgerne ønsker – i dette tilfælde altså ønsket om at se gode film sammen på biblioteket, udtaler han.

Der vil blive vist fem film i forskellige genrer i løbet af februar og marts. Det koster ikke noget at deltage. Første gang bliver søndag d. 2. februar kl. 16. Filmene bliver udvalgt i et samarbejde mellem biblioteket og Bente Balle.

Et par uger før film-eftermiddagen bliver der hængt en plakat op på biblioteket, så man kan se hvilken film, det drejer sig om. Biblioteket må på grund af rettigheder ikke reklamere med filmens titel på hjemmeside med videre. Og altså ej heller i disse spalter. Det må man runde biblioteket i Juelsminde for at finde ud af. Deraf overskriften "Hemmelige film".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce