Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Klummen: Hvad en hundehvalp kan lære én om demokrati

 Per Heller. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Klummen: Vores lille familie her i Hjortsvang har fået er nyt medlem. Og nej, det er ikke en lille datter eller søn, men derimod en lille hundehvalp.

Racen er dansk-svensk gårdhund – vi har lige haft en sådan én i huset, men den måtte aflives på grund af sygdom.

Gårdhunden blev valgt, fordi hunderacen er meget børnevenlig, og så har den den rette størrelse i forhold til børnebørnene. Den er kort sagt alletiders hund til en børnebørnsfamilie. Når de er sammen, så tumler de glade rundt til den store guldmedalje. Den gamle hyrdehund synes godt nok, at hvalpen kan være lidt træls, men ikke desto mindre, så sover de altid tæt op af hinanden.

Jette (min bedre halvdel) og jeg havde altså truffet et godt valg – et godt pædagogisk valg. Men derefter skulle vi jo tage det næste skridt: Hvalpen skulle jo have et navn.

Børn, børnebørn, anden familie, venner og bekendte ville meget gerne hjælpe til med navngivning, og snart føg det rundt med mere eller mindre umulige navneforslag. Selv om den nye hund er en hanhund, så var der et par af børnebørnene, der foreslog, at den skulle hedde ”Elisabeth” – et fint navn, hvis man er engelsk dronning, men måske ikke helt passende hvis man er en lille hanhund på otte uger! Dér måtte vi sætte hælen i jorden og sige nej.

Men et navn skulle den jo have, og vi besluttede os til, at valget af navn skulle være en demokratisk proces – og i tidens ånd så måtte vi jo hellere gøre det på en inkluderende og ikke-krænkende måde.

Vi gjorde det til et rigtigt valg. Og i modsætning til Trump i USA, så var vi ikke bange for brevstemmer! Vores søn, svigerdatter og to børnebørn i Madrid fik i alt fire stemmer. Datteren, svigersønnen og de to børnebørn i Skovshoved fik ligeledes fire stemmer. Og så skulle Jette og jeg have to stemmer, men lige netop dér haltede demokratiet en smule – det var jo os, der skulle have al besværet i dagligdagen, så derfor besluttede vi, at vi skulle have fire stemmer tilsammen (”alle er lige, men nogle er mere lige end andre” som en engelsk forfatter en gang skrev!). Altså tolv stemmer – og derudover valgte vi så fire navne blandt de mange forslag, og de fire blev alle sat på stemmesedlen: Buller, Rollo, Otto og Topper.

Det spændende valg gik så i gang: Skovshoved familien var meget taktiske – de diskuterede derhjemme og kom frem til fælles navn (et meget smart træk, hvis man vil have stor indflydelse). Familien i Spanien var typisk sydeuropæiske – de snakkede og snakkede og kom op med fire forskellige forslag. Og da Jette og jeg spredte vore stemmer, så fik vi faktisk et meget klart resultat: Otto vandt med hele fem stemmer ud af tolv mulige. Der var ikke nogen valg-svindel, og stemmeprocenten var 100 pct.

Vi følte selv, at det var et godt eksempel på medindflydelse, og ingen følte sig bagefter krænkede eller tilsidesatte.

Men ”ingen krænkede” er det nu også helt rigtigt?. Hvalpen blev jo ikke spurgt om navnet, og når jeg bliver sur på den (hvilket nemt kan ske flere gange om dagen), så kommer jeg til at kalde den for ”Tito”. Så den afdøde jugoslaviske præsident kunne måske godt føle sig krænket.

Og så adlyder Otto (nogle gange) og kommer, når man kalder. Man bliver glad, når navnet ”virker” – når vores lille forsøg i medindflydelse virker. Lad det blive et godt eksempel for os alle: Inddragelse og medindflydelse fungerer, ikke bare til navngivning af en hundehvalp – men også overført til forholdene i lokalsamfundet og landsbyen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce