Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Indvielse på Hellebjerg: Nu har Juelsminde fire haller

Eleverne havde forberedt en kort danseopvisning. Efter taler og sang spillede to af elevholdene håndboldkamp mod efterskoleelever fra Vandel. Foto: Søren Norup
Hellebjerg Idrætsefterskoles nye hal og fitnesslokaler er blevet taget i brug.
Annonce

Juelsminde: Hellebjerg Idrætsefterskoles nyeste tilføjelse blev officielt indviet onsdag aften.

Der er tale om en opvisningshal og i forlængelse af den et styrketræningsrum, en spejlsal og en lidt mindre multisal fordelt på to etager. 2100 kvadratmeter alt i alt.

Byggeriet er gået helt efter planen, fortalte forstander Finn Kristensen i sin tale til de mange fremmødte.

- Vi startede i februar, og da det blev efterårsferie, var det stort set kun rengøring, der manglede. Det er gået som efter en snor og fuldstændig upåklageligt, sagde forstanderen.

- Med hallen skal vi ikke være en konkurrent til Juelsminde Hallerne, men et supplement og til glæde for eleverne på de kommende mange årgange, sagde forstander Finn Kristensen. Foto: Søren Norup
Annonce

Giver nye muligheder

Hallen er opført af Dansk Halentreprise A/S. Den er efterskolens anden og Juelsmindes fjerde. Det bemærkede borgmester Kasper Glyngø (S) i sin tale.

- Med hele fire haller inden for 300 meter og en halkapacitet, som man ikke ser i byer af vores størrelse, så åbner der sig muligheder, som jeg håber, vi kan gribe, sagde borgmesteren, der selv bor i Juelsminde.

Forstander Finn Kristensen er enig.

- Det, vi kan nu, er, at vi kan holde finalestævner, som vi før har sagt nej til, fordi vi ikke havde plads. Jeg ser også gerne, at vi samarbejder med Juelsminde Hallerne om at skabe liv i byen. Det at være en del af byen er vigtigt for os, og hallen giver nye muligheder, sagde han efter taler, fællessang og danseopvisning fra eleverne.

Annonce

Gang i styrketræningen

Blandt eleverne er de nye faciliteter populære. Det gælder ikke mindst styrketræningsrummet, som at dømme ud fra aktiviteten onsdag aften, ikke kommer til at stå ubrugt hen.

- Det er fedt. Der er nye maskiner og musik på højtalerne. Det er meget smartere, sagde eleven Anton Lundberg fra Odense.

Blandt de nysgerrige lokale imponerede de nye rammer også.

- Det er rigtig flotte faciliteter. Det er noget, byen kan få gavn af, sagde Erling Neupart.

Folk med forbindelse til Hellebjerg tog plads på tribunerne i den nye hal. Foto: Søren Norup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce