Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Tilflytterne strømmer til Hedensted: Jette og Torben er flyttet 300 km for at hente oldebørnene i skole

Jette Davidsen er vant til at holde en stor prydhave, men hun glæder sig til ikke at have helt så travlt med det udendørs arbejde. Solskinstimerne på den nye terrasse bliver nydt i fulde drag. Foto: Morten Pape
Hedensted Kommune oplevede sidste år den højeste befolkningstilvækst i syv år, og interessen ser ud til at fortsætte. To af de nyankomne er ægteparret Jette og Torben Davidsen, der har sagt farvel til deres hus gennem næsten 50 år på Sjælland for at være tættere på oldebørnene i Aale.

Aale: Lige siden Jette og Torben Davidsen i slutningen af januar i år solgte deres hus ved Hillerød og flyttede ind i et nybygget rækkehus i Aale, er de blevet kaldt noget nyt. I den lille landsby, hvor de er flyttet til efter at have levet hele deres liv på Sjælland, er de blevet kendt som "københavnerne".

- Det er meget sjovt, for vi er overhovedet ikke københavnere. De sidste 48 år har vi boet i en lille by på Nordsjælland, der hedder Skævinge, men det er der ikke nogen, der tager notits af. Efter vi er kommet her over på den anden side af broen, så er vi bare københavnere, griner Torben Davidsen.

Parret, der er 74 og 78 år, havde egentlig aldrig troet, de skulle bosætte sig i Jylland. Men da deres datter, barnebarn og to oldebørn alle bor i Aale, begyndte afstanden på et tidspunkt at sætte nogle tanker i gang.

Annonce
Jette og Torben Davidsen har tilbragt hele deres liv på Sjælland, og selvom de kun har boet i Aale i få måneder, er de allerede blevet kendt som københavnerne.  "Vi er jo egentlig ikke fra København", siger Torben med et smil, "men det er vist ét fedt, når man kommer over på den her side af broen".  Foto: Morten Pape

- Vi snakker begge to i telefon hver eneste dag med både vores datter og vores barnebarn, og jeg plejede at tage herover gerne et par gange om måneden for at hjælpe til med oldebørnene. Det var dels lidt dyrt, og dels blev det besværligt med togrejser under corona, siger Jette Davidsen.

- Ja, og så savnede vi bare at være mere sammen med dem. Der findes ikke noget så ærligt og dejligt som et barn, der helt spontant falder en om halsen, siger Torben Davidsen.

Hedensted Kommune har vokseværk

Derfor satte parret deres hus i Skævinge til salg, og da det blev solgt på bare syv dage, var beslutningen en realitet.

Det sjællandske par har dermed skrevet sig ind i statistikken over nytilflyttere til Hedensted Kommune.

Dem er der kommet mange af på det seneste - i år 2021 voksede kommunen således med 326 borgere, og det er den største befolkningstilvækst i syv år.

Tilvæksten er sket særligt i de større byer som Hedensted, Tørring og Hornsyld, men også mange af de mindre bysamfund er godt med.

Tal på tilflytningen

  • Hedensted Kommune voksede i 2021 med i alt 326 indbyggere. Det er i nyere tid kun overgået marginalt af tilvækst i 2014 og 2008.
  • I 2020 og 2021 er der i alt solgt 143 kommunale parcelhusgrunde fordelt på 83 grunde i 2020 og 60 i 2021. Det er det højeste og næstehøjeste antal, siden kommunen fik sin nuværende form ved kommunalreformen i 2007.
  • Antallet af bolighandler i Hedensted Kommune steg fra 2020 til 2021 med 20 pct. - en af de højeste stigninger i aktiviteten på landsplan. I alt blev der handlet 1159 boliger i 2021 mod 970 i 2020.
  • Hedensted (156 indb.), Hornsyld (59 indb.) og Tørring (56. indb.) byer voksede mest af alle byer i Hedensted Kommune målt på antal indbyggere.
  • Hedensted Kommune har forventning om i år at udbyde nye byggegrunde til salg i Hedensted, Glud, Lindved, Uldum og Ølholm.

Der er naturligvis andre grunde end nærhed til familien til, at flere får øjnene op for Hedensted Kommune, men uanset årsagen er det en tendens, politikerne gerne vil holde fast i.

- Uanset hvor vi kigger hen i øjeblikket, så er der fremgang og optimisme at spore. Det momentum skal vi holde fast i og udbygge i de kommende år, siger borgmester Ole Vind (V), der blandt andet har planer om mange nyudstykninger i både større og mindre byer.

Annonce

Slut med stor have

Også her kan familien Davidsen være med i statistikken. For samtidig med, at Jette og Torben er flyttet ind i et rækkehus på Blomsterengen, hvor de bor til leje, er familien ved bygge et helt nyt hus lige ovre på den anden side af vejen.

Det er i samme private udstykning, som parrets rækkehus ligger i - og i det nye hus er det planen, at datteren, barnebarnet og de to oldebørn, der lige nu er fem og seks år, skal bo.

- Vi kan næsten se derover her fra vores terrasse. Der ligger lige et andet hus i mellem, så vi kan ikke gå og holde øje med, hvad hinanden laver, og det er nok også meget godt, siger Jette Davidsen.

Vi har snakket med vores datter og barnebarn om, at nu hjælper vi dem, mens vi kan, og så hjælper de os, når vi ikke kan længere.

Jette Davidsen

Parret er ikke selv interesseret i at bo i eget hus igen - det liv har de lagt bag sig. I huset i Skævinge passede Jette en stor prydhave, men i Aale bliver det nedskaleret til et par enkelte bed uden for stuevinduet.

- Vores oprindelige plan var at sælge huset og flytte i lejlighed, når vi fyldte 60, men det blev aldrig rigtigt til noget. Og nu har vi altså gjort det her i stedet for. Det har været en stor beslutning, for vi efterlader jo alt det, vi kender, og et kæmpestort netværk på Sjælland, men familien er alligevel det vigtigste, siger Torben Davidsen.

- Og vi vil gerne være her, mens vi kan være en hjælp for de små. Vi har snakket med vores datter og barnebarn om, at nu hjælper vi dem, mens vi kan, og så hjælper de os, når vi ikke kan længere, siger Jette Davidsen.

Annonce

Oldebørnene har eget værelse

Det giver parret en stor glæde at være sammen med oldebørnene, som Jette Davidsen både henter og bringer til hhv. skole og børnehave hver dag.

Rækkehuset på 130 kvadratmeter har fire værelser, og et af dem er indrettet til børneværelse, så de to piger på fem og seks har deres eget sted at være.

- Jeg synes, det er dejligt, at de ikke skal være i institution hele dagen. Det er alt for hårdt. Vi tager i stedet en tur i skoven, eller de sidder her og tegner og hygger sig, og det glæder både dem og os, siger Jette Davidsen.

Et af de fire værelser i rækkehuset på Blomsterengen er reserveret til oldebørnene. Her er der mulighed for en rolig stund efter hektiske dage i skole og børnehave. Foto: Morten Pape

I rækkehuset er også et gæsteværelse, så der stadig er mulighed for at have konkakt med bekendtskaberne fra Skævinge. Jette og Torben Davidsen er dog allerede i gang med at skabe sig en ny omgangskreds i Aale.

- Vi har været til fællesspisning en enkelt gang, og vi har også snakket meget med naboerne. Og så er Aale en by, hvor alle bare hilser på hinanden. Vi er blevet taget rigtig godt imod og har ikke fortrudt beslutningen om at flytte hertil, lyder det fra parret.

Der findes ikke noget så ærligt og dejligt som et barn, der helt spontant falder en om halsen.

Torben Davidsen
Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Hedensted og Odder får hver otte millioner til lokal udvikling: Hør hvordan du kan bidrage til at fordele pengene

Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Det er dejligt endelig at se, at nogle medlemmer af regionsrådet faktisk er lydhøre for problematikken omkring responstider

Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

13-årig cyklist i uheld med 15-årig på knallert

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Erfaren pølsemutter har åbnet ny vogn: - Vi er blevet væltet fuldstændig over ende

Hedensted/Juelsminde Avis

Sækkepibe og trommespil i Bjerre

Hedensted/Juelsminde Avis

Regionsrådsmedlemmer reagerer på kritik af responstider: Der skal være kvalitet og tryghed i ambulancedriften i hele regionen

Hedensted/Juelsminde Avis

Rustik Butik ville søge varemærkebeskyttelse af nye krus, men der skulle en hjælpende hånd til

Hedensted/Juelsminde Avis

Danmark skal være et land, der melder sig ind - og ikke ud - når der er brug for at tage ansvar i den verden, vi er en del af

Hedensted/Juelsminde Avis

Ølsted Gospel Singers spiller forårskoncert

Hedensted/Juelsminde Avis

Indled sommeren med rock på Snaptun Havn

Hedensted/Juelsminde Avis

Politikere krydsede klinger om forsvarsforbeholdet

Hedensted/Juelsminde Avis

Borgere blev lovet cykelsti efter vejkollaps, men travlhed i vejafdelingen forsinker projektet

Hedensted/Juelsminde Avis

Klummen: Sådan kombinerer du sommerferie og vægttab

Hedensted/Juelsminde Avis

Flisemangel udsætter arbejde på Storstranden: Venter med anden etape til efteråret

Hedensted/Juelsminde Avis

39-årige Iben fra Vejle er blevet slagter i Glud: Uddeler luftede ideen for hende for flere år siden

Annonce