Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Juelsminde overlevede coronasommeren: Danske turister reddede sæsonen

Meget var aflyst i Juelsminde denne sommer, men Juelsminde Naturlegepark fik corona ikke has på. Den åbnede i juni og gav de mange turister, der satte kursen mod området, en ny oplevelse. Foto: Morten Pape
Aflyste arrangementer, kedeligt vejr i juli og fravær af nordmænd var ikke nok til at kvæle højsæsonen i Juelsminde, fortæller nogle af byens forretningsdrivende og andre aktører.
Annonce

Juelsminde: ”Det gik fint” og ”det gik bedre end frygtet”.

Sådan beskrives højsæsonen i Juelsminde af nogle af dem, som lever af sommerens mange gæster og turister.

En af dem er Pernille Juul, der driver fiskebutik, bistro, café og isbar på havnen.

- Det gik fra, at jeg under nedlukningen i foråret tænkte ”shit” til, at det blev en kanon sommer. Danskerne har virkelig bakket op og brugt penge, siger hun til Folkebladet.

Juli bød ikke på rigtige badedage, men havnens forretninger havde noget at se til alligevel.

- I forhold til hvordan vejret var, så gik det rigtig fint. Vi havde væsentlig mere at lave på dårlige dage end tidligere år. Danskerne var hjemme og ville nyde, at de faktisk kunne få lov til at komme ud, siger Pernille Juul.

Hun måtte undvære Juelsminde Havnefest og Festihvalen, som gør henholdsvis uge 28 og 33 til de mest travle.

- Men i uge 33 var der godt vejr, så der havde vi sindssyg travlt alligevel, siger hun.

En anden restauratør, Jette Møller fra Møllers, havde sin første sommer i Juelsminde.

- Det er gået fint. Det kunne have gået anderledes, hvis vilkårene var anderledes, men som verden er nu, er det gået fint, siger hun.

Mange gæster på havnen foretrak borde uden for, også selvom vejret ikke var godt. - Danskere vil normalt sidde inde, hvis der er dårligt vejr, mens tyskerne klæder sig på efter vejret. I år sagde, 40-50 pct. af danskerne i forbindelse med bordreservationer, at de gerne ville sidde ude. Det var den største forandring. fortæller Pernille Juul, forretningsdrivende på havnen.  Arkivfoto: Mette Mørk
Annonce

Butikker fik gang i den

Hos Juelsminde Handelsstandsforening er formand Tina Vind Trabjerg, der har forretningen Titra Dekor, heller ikke utilfreds med højsæsonen.

- Vi har været godt besøgt. Også bedre end frygtet. Der var et par hårde måneder, hvor vi lige skulle lande, men sommeren gjorde noget godt, siger hun.

Hen over sommeren manglede de norske og hollandske turister, men andre fyldte mere i gadebilledet.

- Jeg synes absolut, de blev byttet ud med danskere. Og det kan have den fordel, at flere har fået øjnene op for Juelsminde og vender tilbage på den lange bane, siger Tina Vind Trabjerg.

Annonce

Legeparken som søgehit

Handelsstanden måtte undvære de normale arrangementer, men formanden glæder sig over den aktivitet, som blandt andet Juelsminde Naturlegepark til gengæld skabte og bredte ud over byen.

Hos selskabet Kystlandet, der promoverer VisitJuelsminde, kan direktør Helle Berthold Rosenberg bekræfte, at Juelsminde Naturlegepark har vakt interesse.

- På hjemmesiden har det store hit været naturlegeparken, siger hun.


Den overordnede melding fra dem, jeg har snakket med, er, at det har været en god sommer. Den har givet mulighed for at indhente det forsømte fra foråret. Meldingerne har været rigtig positive.

Helle Berthold Rosenberg, direktør, Kystlandet


Annonce

Mange overnattende gæster

Direktøren har fået positive evalueringer af højsæsonen.

- Den overordnede melding fra dem, jeg har snakket med, er, at det har været en god sommer. Den har givet mulighed for at indhente det forsømte fra foråret. Meldingerne har været rigtig positive. Også fra sommerhusudlejere. August og september ser bedre ud end nogensinde, og jo længere der er gæster i sommerhusene, jo længere tid er der mulighed for en bedre omsætning i butikker og restauranter, siger Helle Berthold Rosenberg.

Hos Hotel Juelsminde Strand var sommeren den mest travle siden genåbningen i 2015. Hos Juelsminde Havn og Marina klager havnefoged Kenneth Kaas heller ikke over sommeren. Havnen plejer at runde gæstebåd nummer 10.000 i september.

- Det gør vi også i år. Det ligner andre år. Måske med en fremgang på en pct. Det ser godt ud, siger havnefogeden, der ikke overraskende har haft færre udenlandske sejlere og flere danske sejlere inde i havnen end normalt.

På Glud Museum melder museumsleder til gengæld om tilbagegang trods "et fantastisk fint besøgstal i juli" med en fremgang på 1.173 gæster sammenlignet med juli 2019.

Juni var dog stille, og i august var de populære høst- og markedsdage aflyst. Musset havde i runde tal 5000 gæster i sommermånederne mod 6.500 sidste år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce