Bjerre: Julearrangementerne har haft svære betingelser i år. Derfor er der i landsbyerne rundt om i Hedensted Kommune fundet på alternative tiltag.
Et af dem var julemandens hestevognstur igennem Bjerre søndag eftermiddag. Julemandens kone og hjælpere var med på turen.
Undervejs delte de slikposer ud til børn, som havde taget plads ud til vejen. Godt og vel 60 styk blev delt ud på rundturen, fortæller Anna Dorte Vaupell fra lokalrådet og borgerforeningen i Bjerre.
- Det gik rigtig godt. Folk var glade og syntes, det var fedt, at vi gjorde noget. Ungerne stod klar og kunne høre hestene, når julemanden nærmede sig. Og dem, der ikke naturligt havde plads på ruten, kom om til kroen, hvor der var god plads, fortæller hun.