Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Klumme: Jeg ville ønske, at hospice var alle forundt

Annonce

En regnfuld nat i august mistede jeg min far efter et længere sygdomsforløb med kræft.

Den sidste uge af hans liv tilbragte han på hospice.

Min viden om hospice var, inden jeg selv stod lige midt idet, meget begrænset.

Hvordan tager man afsked med et så nært familie medlem? Hvordan accepterer man, og hvordan kan man være i det at skulle miste…? Hvad foretager man sig, mens man venter på døden?

Det kan måske lyde underligt, at det kan være en god oplevelse at være pårørende på et hospice. Men det var faktisk, hvad jeg følte. Her var plads til os, her var ro og trygge rammer. Det gav ro, når man kunne mærke, at far også følte plads, fred og omsorg. Hospice emmer af ro blandet med hyggemusik fra pianoet i foyeren, blomster arrangeret af frivillige og smuk kunst på gangene.

Når beslutningen om hospice er taget og erkendelsen af, at der ikke er meget tid igen, er det utroligt vigtigt, at man i sorgen kan finde de små ”pusterum”. Disse ”pusterum” blev for mig frokosterne på hospice, hvor pårørende, patienter (dem der var i stand til det) og personalet spiser sammen. Her kunne man for en stund glemme, hvorfor vi egentligt var her, og nyde mødet med nye mennesker. Underligt nok var stemningen faktisk altid god og med en snert af humor.

Når det pludselig var ens egen skæbne, der fyldte, og det man gennemgik var så trist, blev frokosterne også det sted, hvor jeg fik nogle ”guldkorn” og sandheder, som gjorde, at jeg fik sat nogle ting på plads. Bl.a. at det var ok at tænke: ”Hvornår stopper det her…jeg vil tilbage til min hverdag” og ” hvordan kan vi bare sidde og snakke, når far ligger lige her og er ved at forlade os”..? Det kunne vi, fordi vi var sammen med ham. Han ligger og lytter til vores stemmer, som da vi var børn og lå med influenza på sofaen og lyttede til de trygge samtaler blandt de voksne. Det giver god mening, men alligevel meget rart at få bekræftet.

Ud over ”pusterummet” ved frokosterne blev familiemødet, som hospice afholdt med os pårørende og far, meget betydningsfuld. Her fik vi stillet nogle meget brede og åbne spørgsmål, med det formål at få snakket om alt omkring døden, det at miste, hvad skal der ske ?? og vigtigst af alt…få sagt farvel.

Der blev også afholdt et møde for de fem børnebørn, hvor de kunne stille deres spørgsmål, uden bekymring om at gøre os, Bedstefar eller andre kede af det. De blev stærke sammen i sorgen og vidste, hvad de kunne forvente, og hvad de skulle gøre sig klar til.

For dem der skal tage afsked, ville jeg ønske, at hospice var alle forundt.

Alt virkede så gennemtænkt og til tider overraskende, som da frivillige ved hospice rullede en bar ind på fars stue og erklærede ”torsdagsbaren” for åben. De bød på en dejlig og tiltrængt rom og cola samt en hyggesnak.

11. august kl. 02.10 forlod far denne verden i trygge rammer og med os omkring ham. Tanket op med gode minder og klar til at møde, hvad der end ventede ham på ”den anden side”.

Tina Uldum Bruun

48 år

Barrit

Ildsjæl og skolesekretær

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce