Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Klummen: Jeg drømmer om at se græsset gro vildt

René Rørvig. Foto: Michael Svenningsen
Annonce

Nu falmer skoven…

Og dagene bliver kortere, og vi får travlt med at nå alting, inden det bliver mørkt. Jeg gør det også selv, men hvorfor egentlig?

I de sidste fire måneder har vi gået og snakket om, hvor flot haverne står med de velfriserede græsplæner og blomsterbedene, der er forsøgt holdt fri for ukrudt. Vi har haft så travl med at sørge for, at alt i haven kunne nydes i solen.

Nu rammer efteråret, og vi begynder at snakke om, hvornår mon græsset stopper med at vokse, så vi kan slappe af og nyde kaffen med god samvittighed.

Lad mig bare være ærlig, jeg synes da også en pæn klippet græsplæne er flot, men jeg må også sige, at det vilde natur begynder at tiltale mig mere mere. Især fordi vi herhjemme har små 6000 m2 med have, eng og køkkenhave.

Nogen vil nok mene, at vi har taget munden lidt for fuld, men drømmene fejler ikke noget.

Vi flyttede på landet for at have lige præcis de her ting. Nu har vi boet her i fire år, og drømme og planer er der ikke blevet mindre af, men vi må nok indse, at tiden nogle gange ikke lige er til at nå det hele.

Hvad gør man så? Man finder da bare et koncept, der passer til én. Og der er nok af inspiration at tage af: “Vild med vilje”, DR’s nye serie “Giv os naturen tilbage” og for at få børnene med, har Ramasjang reddet både fugle og bier.

Så nu er vi gået i gang med at lave vild natur, så vi kan få biodiversiteten op igen. Det viser sig så, at det ikke er så nemt som det lyder, for lader man bare tingene gro, ja så får mælkebøtter, græs og tidsler overtaget i første omgang. Bevares lilla og gul er da flotte farver, og to nye planter er da bedre end ingenting, men lidt flere nuancer vil da pynte, og lidt flere arter til at hjælpe insektlivet på vej vil gavne.

Jeg har også en idé om, at på sigt kan jeg lave lidt i haven hele året i stedet for at stresse rundt hele sommeren, hvor jeg faktisk helst vil sidde i skyggen og slappe af. Måske bliver jeg klogere om nogle år, men så må jeg lave en ny plan.

Men indtil da håber jeg, at det vilde natur, vi får lavet, kan bidrage til, at der er noget at kigge på hele året. Ikke kun når det hele blomstrer, men at der også bliver et liv i haven til at fordybe sig i i efteråret og om vinteren.

Så nu er det i gang med den langsigtede planlægning, så vi i fremtiden med god samvittighed kan læne os tilbage og se på, at græsset gror.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted/Juelsminde Avis

Politirapporten

Annonce