Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Kræft-konsulent: Vi skal have sparket mændene til lægen!

192 mænd blev ramt af kræft i Hedensted Kommune i 2017. 50 flere tilfælde end blandt kvinderne.
Mænd er ikke ret gode til at søge læge, når de får symptomer på kræft. Det kan man bekræfte i både Kræftens Bekæmpelse og Hedensted Kommune, hvor der i 2017 var hele 192 tilfælde af kræft blandt mænd. Faktisk 50 flere tilfælde end hos kvinderne.
Annonce

Løsning: Mænd er ikke ligefrem de hurtigste til at søge læge, idet de bøvler med helbreddet. Det sætter Kræftens Bekæmpelse fokus på i forbindelse med Fars Dag den 5. juni, hvor man kører kampagnen ”Red din fars dag”, hvor der sættes fokus på ”De syv tegn på kræft” og det at få sparket alle mænd med disse symptomer til lægen hurtigst muligt.

I Sundhedshuset i Løsning kan forløbskoordinator, Karin Iversen, bekræfte, at det forholder sig sådan. Hun har i sit daglige arbejde problematikken inde på livet via det kommunale tilbud ”Kom videre efter kræft”, hvor både mænd og kvinder bliver bygget op igen både psykisk og fysisk ovenpå en kræftdiagnose. I øjeblikket er 20 kvinder og 16 mænd tilknyttet dette forløb.

- Alt for mange mænd overser vigtige symptomer på kræft og kommer for sent til lægen, og det kan koste liv. Jo før man kommer afsted, jo bedre prognose har man selvsagt for at overleve sygdommen. Og jeg synes, det er alletiders, at Kræftens Bekæmpelse sætter fokus på problemet med denne her kampagne i forbindelse med Fars Dag. Vi skal nemlig have sparket de her mænd til lægen, og hvis ens voksne børn giver en et kærligt skub derhen, så tror jeg helt sikkert på, at det er noget, der virker, siger Karin Iversen, der også personligt har haft problematikken helt inde på livet, idet hendes afdøde mand tabte kampen netop mod kræften.

- Han var bestemt heller ikke glad for at skulle til lægen, og da han blev rigtig alvorligt syg, forsøgte han efter bedste evne at ignorere sygdommen. Han lukkede ligesom øjnene for det hele, og sagde blankt nej til tilbud, der mindede ham om situationens alvor, siger Karin Iversen, og tilføjer, at de mest hyppige kræft-former blandt de mænd, der kommer i Sundhedshuset, er prostata-kræft og lunge-kræft.

De syv tegn på kræft

Længerevarende synkebesvær.

Uforklarligt vægttab.

Længerevarende hoste eller hæshed.

Uforklarlig blødning.

Ændrede modermærker, eller sår, der ikke vil hele.

Ændret afføringsmønster.

Knuder eller hævelser.

Man kan læse mere om kampagnen på www.reddinfar.dk

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Annonce

Et gratis tilbud

Alle i Hedensted Kommune, der bokser - eller har bokset med en kræftdiagnose - får tilbud om at starte på det fire måneder lange forløb ”Kom videre med kræft” i Sundhedshuset i Løsning, og der er tale om et tilbud, der er ganske gratis.

- Her oplever vi også, at mændene kan være lidt svære at trække herud, men når de først er her, så er de meget vedholdende. Det fællesskab blandt ligesindede er virkelig noget, de sætter stor pris på, siger Karin Iversen, og fortsætter.

- Efter endt kræftbehandling skal man jo finde tilbage til hverdagen igen. Det er nemt for nogle og svært for andre, fordi de eksempelvis oplever senfølger eller følelsesmæssige reaktioner. En udstrakt kommunal hånd kan hjælpe én på vej. På kræftholdet er ambitionen at deltagerne kommer til kræfter igen – fysisk såvel som psykisk – igennem træning, faglige oplæg og mødet med andre i samme situation, så man kan komme tilbage til et aktivt hverdagsliv. Man kan deltage hvis man bor i Hedensted Kommune, er over 18 år og er i behandling for – eller har afsluttet behandling for – kræft inden for det seneste år, siger hun.

Annonce

Der er løbende optag

Indledningsvis bliver man inviteret til en forsamtale, hvor man som kommende kursist fortæller om en selv, ens sygdomsforløb og planer for den kommende tid. Derefter kan man starte på holdet, idet der er løbende optag og ikke arbejdes med en venteliste. Forløbet består af en times træning to gange om ugen i op til fire måneder. Ønsker man at fortsætte med træningen efter de fire måneder, kan dette lade sig gøre mod betaling. Træningen er varieret og der tages hensyn til den enkeltes niveau og specifikke diagnose. Der bliver lagt vægt på smidighed, styrke, stabilitet og kondition. En gang om ugen er der café i forlængelse af træningen, hvor frivillige fra Kræftens Bekæmpelse sørger for kaffe, te og kager.

- Caféen er et frirum med mulighed for at dele erfaringer, glæder og bekymringer. Den benyttes også til dialogmøder med oplæg om senfølger efter behandling, træthed, søvn, mindfullness, træning og kost med videre, fortæller Karin Iversen.

Træningen i Sundhedshuset varetages af fysioterapeuter. Ved dialogmøderne medvirker faggrupper såsom sygeplejersker, fysioterapeuter, kliniske diætister og sagsbehandlere med flere.

Forløbskoordinator i Sundhedshuset i Løsning, Karin Iversen, kan kun bekræfte tesen om, at mænd ikke er ret gode til at søge læge, idet de bøvler med helbreddet. Foto: Michael Svenningsen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce