Hedensted: Det vil være en underdrivelse af de større at kalde Morten Oppenlænders 2020 for begivenhedsrig.
Fra sine nye lokaler på Spettrupvej i Hedensted havde han netop gjort klar til at udvide sit firma, Mortens Gastronomi, med en ekstra kok. Vedkommende skulle hjælpe med den stigende efterspørgsel på blandt andet catering og private dining - indtil statsminister Mette Frederiksen 11. marts tonede frem på et pressemøde og ændrede alle forudsætningerne.
Med ét stod Morten Oppenlænder med en ordrebog strippet for de ellers bookede store selskaber som bryllupper og den forestående konfirmationssæson.
I stedet for at ærgre sig og føle ondt af sig selv valgte han dog at samle udfordringen op og gå en anden vej end hidtil.
- Man kan godt sige, at det har været et lidt kaotisk år, hvor jeg længe ikke har vidst, om jeg var købt eller solgt. Så jeg valgte at slå om og i stedet fokusere på finere take-away fredag og lørdag, som er blevet taget godt imod, siger Morten Oppenlænder.
Stolt og ydmyg
Maden har blandt andet været i form af gourmetburgere- og pizzaer, og det er øjensynligt ikke blot kunderne, der har taget vel imod konceptet.
Morten Oppenlænder, ejer, Morten GastronomiJeg prøver jo egentlig bare at passe mig selv og få en forretning til at køre. Og så er det vildt fedt, at andre folk kan lide det, jeg laver.
I hvert fald har han vist gå-på-mod, vedholdenhed og forretningstalent i en sådan grad, at han af lokale erhvervsledere netop er blevet kåret som Årets Iværksætter i Hedensted Kommune.
Det skyldes i høj grad, at han har fundet sin egen niche og evnet at tænke nyt, lyder det.
- Det er jeg mega stolt, taknemmelig og ydmyg over. At man har lagt mærke til den lille mand som mig og mener, at jeg gør det godt og leverer en værdi til andre, siger Morten Oppenlænder.
Den årlige pris er blevet uddelt fem gange tidligere - senest til den bæredygtige producent af træprodukter, Træls.
Tidligere vindere
2016: inOmega3
2017: Procraft
2018: Hewi Sugaring
2019: Træls
2020: Mortens Gastronomi