Juelsminde: En lastbilkran med en 45 meter lang arm var i aktion, da det ødelagte tårn i Juelsminde Naturlegepark tirsdag i sidste uge blev taget ned og kørt væk.
Tårnet blev som bekendt udsat for en ildebrand tidligere i februar og skal erstattes af et nyt.
Del for del blev tårnet afmonteret og løftet ned fra Odelsbjerget. Syv løft skulle der til alt i alt.
Det første løft var det tungeste, men det og de øvrige lykkedes uden stor dramatik. Det var firmaet Eventyr Leg, der stod for arbejdet. Firmaet havde leveret tårnet og skal også levere det nye.
Birger Brix, der er idemand til parken og bestyrelsesmedlem i foreningen bag den, fulgte nedtagningen. Han kunne fortælle, at legeparken nu har fået vished om, at forsikringen dækker omkostningerne.
Målet er at få det nye tårn op snarest muligt - og inden sommeren. Naturlegeparken er åben igen, men dog med afspærring rundt om stedet, hvor det ødelagte tårn stod.