Annonce
Hedensted/Juelsminde Avis

Lokal uddannelse gjorde forskellen: Ung tvillingefar fik job før eksamensbevis

De første automationsteknologer er blevet færdige i Hedensted. En af dem er Rasmus Stampe Laursen, der allerede har landet et job, hvor han både skal programmere og skrue. Foto: Dania.
24-årige Rasmus Stampe Laursen er en af de første nye automationsteknologer fra Hedensted. Som netop fraskilt tvillingefar var det afgørende for ham, at uddannelsen lå i nærheden af hjemmet i Snaptun.
Annonce

Snaptun: Da Rasmus Stampe Laursen fra Snaptun blev færdig som industrielektriker for to år siden, havde han en drøm om at lære mere. Men som nyskilt far til to tvillingedrenge på bare et år, var der brug for et uddannelsessted, der ikke lå for langt væk fra familiens base - både af økonomiske og praktiske årsager.

Derfor var det som sendt fra himlen, at Hedensted netop havde fået en ny uddannelsesinstitution, hvor man kunne læse videre til automationsteknolog - altså blive rigtig god til at programmere og håndtere robotter.

- Jeg ville gerne læse videre med det samme, for jeg var bange for at vænne mig til en god løn og så skulle ned på SU igen. Automationsteknologi virkede som en naturlig forlængelse af min elektrikeruddannelse, hvor jeg i forvejen havde lært en del om programmering. Samtidig gjorde det valget noget mere attraktivt, at uddannelsen lå i Hedensted i stedet for fx Aarhus, siger Rasmus Stampe Laursen.

Annonce

Flyttede hjem til mor og far

Når stedet var vigtigt, var det fordi, hans nye hverdag også skulle hænge sammen.

Han var på det tidspunkt netop blevet skilt og skulle finde sig til rette alene med sine to små drenge, Jonas og Magnus, som han har halvdelen af tiden.

På det personlige plan har det været en hård omgang at komme igennem på SU. På grund af et brud med kæresten måtte Rasmus Stampe Laursen flytte hjem til sine forældre med parrets to små børn, som han har hver anden uge. Foto: Dania

- Vi var enige om beslutningen, men det var hårdt. Drengene var lige fyldt et år. Heldigvis kunne jeg flytte hjem til mine forældre i Snaptun, og det gjorde hverdagen lettere både økonomisk og praktisk, siger Rasmus Stampe Laursen.

Det var dog ikke uden betænkeligheder, han rykkede tilbage til sit barndomshjem i en alder af 22 år.

- Det føltes lidt som et skridt ned ad den sociale rangstige, men det måtte jeg bide i mig. Beslutningen har i hvert fald vist sig at være den helt rigtige, siger han.

Annonce

Ansat på praktikpladsen

I dag står Rasmus Stampe Laursen i en helt ny situation med ikke bare et eksamensbevis, men også et job på hånden. Den afsluttende eksamen klarede han til et 12-tal, men jobbet havde han faktisk landet på forhånd.

- Jeg er blevet ansat på min praktikplads VS Automatic i Horsens, hvor jeg både skal programmere og skrue. Det er en god fornemmelse at være eftertragtet på arbejdsmarkedet, og jeg er sindssygt glad for at være, hvor jeg er i dag, siger den unge automationsteknolog.

Han er også gået på udkig efter et hus til sig selv og børnene, og det skal være i nærheden af den by, hvor han selv er vokset op.

- Jeg kigger især i Glud-området, som er lidt tættere på mit job i Horsens, men stadig tæt på Snaptun. Jeg har selv haft en rigtig god opvækst i Snaptun, hvor kombinationen af havnemiljø og den store skov giver masser af muligheder for friluftsliv. Det vil jeg også gerne give mine drenge, siger Rasmus Stampe Laursen.


Jeg er ved at søge efter et hus i nærområdet til mig og ungerne, for det er her, de går i børnehave, og her, jeg har boet hele mit liv.

Rasmus Stampe Laursen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce