Hedensted: Der er forældre, som køber mere eller mindre al tøj til deres børn over internettet, og så er der dem, der stadig tager turen ud af huset efter det.
En af dem er Maja Møller. Hun er 31 år, bor i Hedensted og har datteren Josefine på fem.
- Jeg går i butikker. Jeg kan lide at have tøjet i hænderne og føle hvilken kvalitet, jeg har med at gøre. Jeg vil også gerne sikre mig, det er den rigtige størrelse. Jeg er ikke særlig god til at bestille noget hjem, der viser sig ikke at passe eller at være af den kvalitet, jeg regnede med, og så sende det retur. Der er noget over det der med at gå ned i en fysisk butik og så vælge, siger hun.
Hendes veninder har det ikke på samme måde.
- Det er nok lidt noget andet med dem. Jeg tror, 90 procent bestiller tøj på nettet til deres børn. Måske fordi de ved helt præcist, hvad de går efter. Men jeg har bare et stort behov for at se det, jeg køber, og få det i hånden. Det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har bestilt tøj til min datter på nettet i de fem år, jeg har haft hende. Jeg bruger det ikke, siger Maja Møller.
Det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har bestilt tøj til min datter på nettet i de fem år, jeg har haft hende. Jeg bruger det ikke.
Maja Møller
Pris er en faktor
Hun tager oftest turen til større butikker i Vejle.
- Prisen er overkommelig i de butikker, og da det er min erfaring, at børnetøj hurtigt får pletter og går i stykker, så går jeg efter prisen, når jeg køber dagligdagstøj, siger hun og fortsætter:
- Men når det er overtøj og sko, så går jeg udelukkende efter mærkevarer, jeg kender og ved, har en vis kvalitet. For det er vigtigt for mig, at min datter ikke fryser Det skal være godt og kraftigt og have en ordentlig pasform.
Skal kunne konkurrere
Hun har også kigget i mindre børnetøjsbutikker, men oplevet, at priserne kan være højere, og at udvalget ikke er så stort.
- Det er min erfaring. Men hvis der kommer en børnetøjsbutik i Hedensted igen, så vil jeg helt sikkert være nysgerrig på den, siger Maja Møller.
Den behøver ikke at være specialiseret, eksempelvis ud fra en snæver aldersgruppe.
- Butikker med et større aldersspænd vil jeg gerne gøre brug af. Det vil være rigtig fint, siger Maja Møller.